Ziegler vs Bondo: Kvalitet i forberedelsen er afgørende
Ziegler vs Bondo: Kvalitet i forberedelsen er afgørende
Tredje uge inde i lockouten af landets lærerstand står det klart, at lærerne, deres fagforbund og lokale fagforeninger er og vil være grundlæggende forandret uanset konfliktens udfald. Ingen mennesker slipper uforandret igennem en arbejdskamp, - om det er på den fede eller ufede måde. Arbejdskampe lærer alle mennesker mere om samfundets magtrelationer, politisk infrastruktur og solidaritet end alverdens skolegang og kandidatgrader.
Tredje uge inde i lockouten, var også ugen hvor de første sympatikonflikter ville starte, - og ændret alt til lærernes fordel. Men sådan skulle det ikke gå!
Lærerne har udvist en kampgejst, en kreativitet, et gåpåmod og opfindsomhed, som man kunne ønske sig også slog igennem i alle landets folkeskoler. Det er lykkes lærerne at opbygge en kolossal opbakning, solidaritet og forståelse, som har sendt Regeringen og KL på hælene på flere fronter. DLF og resten af fagbevægelsen skulle om nogen sende en tak til Corydon, Ziegler & KL for en så massiv kompetenceudvikling og efter- og videreuddannelse af landets lærere i arbejdskamp. Velkommen hjem har man lyst til at sige.
Misrøgt af den analytiske kapacitet
Lærernes formand Anders Bondo har fået den kultstatus som LO-formand Harald Børsting aldrig fik. Undervisningspolitikkens rockstjerne har pressen døbt Anders Bondo. Men Bondo er kun forblevet en superstjerne blandt sine egne. Til trods for den helt rigtige parole: Lærerne først - hvem bliver de næste?, - så har hverken Anders Bondo eller resten af ledelsen i DLF forstået omfanget eller rækkevidden af deres kamp.
På intet tidspunkt har der været et seriøst forsøg på at udvide kampen og inddrage alle de grupper som kunne gå i sympatikonflikt (BUPL, HK, 3F, FOA & LFS, SL, etc.). På intet tidspunkt har DLF forsøgt at gøre deres kamp til flertallets kamp, gennem inkluderende aktiviteter og opfordringer til andre faggrupper. Selv deres lockoutfester er fester kun for dem selv.
Det var f.eks. LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) der som den første fagforening gav sin fulde støtte i ord og handling til lærerne og deres kamp. I januar kom en fællesudtalelse med KLF (Københavns Lærerforening) og siden kom der fælles demonstration og fælles tillidsrepræsentantmøde med København og Frederiksberg lærerforeninger. Man kunne have håbet at DLF f.eks. havde indkaldt til og organiseret national og regionale TR-møder på tværs af faggrænser og sektorer. Men ingen action fra DLF. Fagbevægelsen har hverken fået sms eller mail fra DLF.
Det kan virke hårdt midt i en af de største og mest banebrydende arbejdskamp i mange år, at tillade sig at kritisere lederskabet i DLF. Men Lærernes kamp er ikke kun lærernes kamp. Fraværet af en egentlig fagpolitisk strategi, vil få konsekvenser der rækker langt ud over klasseværelset. Det er nødvendigt at forholde sig til alt det som arbejdsgiverne gør, men som fagbevægelsen ikke gør. Nemlig forholdet mellem politik, strategi og taktik med henblik på at ændrer styrkeforholdene til egen fordel. Det er ikke kun venstrefløjen der har misrøgtet og vanrøgtet sin analytiske kapacitet, dét har fagbevægelsen også, Big Time.