Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
FOA-pressemeddelelse 18. marts 2013:
Kom og støt de frie forhandlinger
Regeringen skal ikke blande sig i overenskomsterne. Det mener FOA, der opfordrer alle til at trodse sneen og fortælle regeringen, at den skal respektere den danske aftalemodel.
Der er ingen grund til at klynke over, at KL har varslet lockout af lærerne. Det er både fair, ordentligt og i overensstemmelse med den danske model.
Til gengæld er det et direkte angreb på den danske model, hvis regeringen, som det blev antydet i går i 21Søndag, danner et aftalt parløb med KL i overenskomstforhandlingerne. Det mener Dennis Kristensen, formand for FOA.
”Dér hvor filmen knækker, og den danske model bliver mishandlet, er når kommunerne blander blod med statsmagten og tilkalder storebror, som så skal stå lige bag kommunerne og smøge ærmerne op og uddele statslige bøllebank til folkeskolelærerne, hvis de ikke gør, som der bliver dikteret af KL”, siger Dennis Kristensen, og fortsætter:
”Så er der ikke længere tale om frie forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Så er det tværtimod en arbejdskamp for tøsedrenge, og det burde under netop en socialdemokratisk ledet regering være fuldstændigt utænkeligt.”
Dennis Kristensen understreger, at hans kritik ikke handler om selve stridspunktet i den forhandling, der foregår lige nu mellem KL og Danmarks Lærerforening, men måden forhandlingerne bliver kørt på.
”Det her handler ikke om, hvorvidt arbejdstidsreglerne skal ændres eller ej, eller om man er tilhænger af en heldagsskole eller ej. Det handler om, at en Bjarne Corydon, en Helle Thorning, en Annette Wilhelmsen og en Margrethe Vestager skal holde fingrene fra den danske model.”
Dennis Kristensen opfordrer derfor alle til at komme til demonstration på onsdag den 20. marts.
”Ja, der er varslet snestorm og vejret bliver elendigt og koldt, alligevel vil jeg opfordre alle til at trække i det varme tøj og møde op og bruge en eller to timer på at sende et glødende signal til regeringen om at udvise respekt for lønmodtagernes ret til at forhandle egne arbejdsvilkår. Denne gang er det lærerne – hvem bliver de næste?”