Frygt og tillid

Filmen Jagten har vækket den slumrende debat om pædofili. Det er en debat som aldrig helt dør, for hver gang der er en sag eller en bog eller film om emnet, så tager vi turen en gang til. Sådan som det er sket her i januar.

Der er ikke noget at sige til at vi alle reagerer så kraftigt på pædofili. Seksuelle overgreb på børn reagerer vi instinktivt voldsomt på.

I daginstitutionerne er bevidstheden om pædofili af indlysende årsager altid nærværende. Dels kan man sige at risikoen er der, alene fordi børnene er der. Dels ønsker institutionerne at beskytte deres mandlige ansatte fra den voldsomme anklage. En anklage som kan smadre et liv i så høj grad, at en ny principafgørelse fra
Ankestyrelsen nu slår fast, at en uberettiget anklage om pædofili er så voldsom en psykisk belastning, at sagen skal behandles som en arbejdsulykke på linje med trusler og chikane.

Den potentielle fare for en pædofili-anklage har givet nogle bivirkninger i mange daginstitutioner. Politiken refererer den 12. januar fra en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, som viser at seks ud af 10 daginstitutioner har indført retningslinjer, der tager højde for anklager om pædofili. Retningslinjerne begrænser i sagens natur typisk de mandlige pædagoger og deres muligheder for at være alene med et barn og deres fysiske kontakt med børnene.

Det på trods af at der kun i meget, meget få tilfælde falder dom i sager om pædofili. Som oftest afvises de som grundløse tidligt i forløbet.

Angsten er der er vel forståelig, men at den får så store konsekvenser? Man undrer sig over historier om mandlige pædagoger, der ikke må skifte børn, trøste dem, have dem på skødet eller give dem et kram. Om forbud mod bodystockings, om glasvægge så alt kan observeres og om døre som ikke må lukkes.

Prisen for en sådan angst er høj, en pris som børnene betaler gennem manglende fysisk kontakt med de mandlige pædagoger. Vejen frem er også her at vise den tillid, som heldigvis er så meget på dagsordenen i andre sammenhænge

I november skrev en ung mandlig pædagog, Morten Dissing Sørensen, her i bladet (LFS Nyt 13/12) om glæderne ved at være ansat i en vuggestue (som ikke dyrker retningslinjer for de mandlige pædagoger). Artiklen hed Jeg nægter at lade mig begrænse i måden jeg arbejder på. En del af hans artikel lød således:

”Hvorfor skal vi mistænkeliggøres på grund af vores køn? Og hvordan skal man kunne forventes at udføre et ordentligt stykke arbejde, hvis man ikke må bruge de redskaber man har til rådighed? Det svarer jo til at bede en tømrer om ikke at bruge de værktøjer han har i kassen, når han eksempelvis skal lave skelettet til et hus; resultatet vil langtfra blive ligeså godt, som hvis man gav ham frie hænder til selv at vælge hvilket stykke værktøj han vil bruge… i værste fald ville huset styrte sammen. Det samme gælder jo arbejdet med børn; hvis ikke de får trøst, fysisk kontakt og omsorg, så kan det jo være skadeligt på den lange bane. (…) Jeg ved, at når jeg ”slås” med børnene, giver dem en svingtur, kaster dem ned i puderne eller kilder dem til tårerne næsten triller, så styrker det min relation til dem. Ligeså vel som når jeg får en god kontakt med barnet over en lorteble, trøster dem når de er kede, eller når jeg putter dem til deres middagslur.”

ella