LFS-høringssvar:

Høringssvar vedr. Socialforvaltningens høringsmateriale vedrørende akkreditering

25. maj 2012

LFS har fra starten af været skeptisk overfor først pilotprojektet, og efterfølgende da politikerne beslutter sig for at indføre akkreditering af bosteder og tilbud for voksne, hvilket vi også tidligere har givet udtryk for.
Da forslaget nu blev vedtaget, har vi selvfølgelig forsøgt at påvirke og følge med i hvad forvaltningens endelige akkrediteringsmodel indeholder, herunder hvordan man påtænker at tilrettelægge implementeringen af akkrediteringen.

Derfor hilser vi det velkommen, at vi ved denne høring får mulighed for at komme med vores kommentarer til det fremsendte materiale, som indeholder kvalitetsmodel, skabeloner til kvalitetsbeskrivelser, vejledning til kvalitetsmodel, samt vejledning til kvalitetsbeskrivelsen.

Vi har som sådan ikke mange bemærkninger til dette materiale, der jo er udarbejdet på baggrund af SUD’s behandling, og som vi forstår i stort omfang er udarbejdet i tæt samarbejde med praktikere fra områderne.
Her kommer konkret noget vi undrer os over, om det er fejl eller mangler i teksten eller om det er helt bevidst undladt:

• Kriterium 4, under Rammer - står der Kvalitetsstandard for § 85 hjemmevejlerne på psyk. (under udarbejdelse) – hvad med § 85 på handicap?
• Kriterium 6 - Mangler rygepolitikken ikke under psyk-området?

I forhold til vor overordnede holdning til akkrediteringsmodellen skal vi dog i denne fase anfører følgende: Overordnet set, har vi tidligere blandt andet lagt vægt på, at skulle akkrediteringen gennemføres, skulle det også gennemføres ordentligt – dvs. hele personalet skal inddrages – værdigrundlag m.v. skal diskuteres, og her henviste vi så til erfaringerne fra KIA (Kvalitet I Anbringelsen) projektet, som forløb rigtig godt.

Vi ved at selve akkrediterings pilotprojektet også forløb ret godt. Meldingerne fra vores medlemmer er, at de har været tilfredse med den del af forløbet.
Vi finder det dog mindre positivt, at beskrivelserne er foregået i en kvalitetsstandards snærende rammer, fordi vi ikke mener at ”standarder” kan rumme den kompleksitet, der er i det socialpædagogiske arbejde.

Det at få en mulighed for – i en ret travl hverdag – at gå i dialog og diskutere arbejdspladsens grundlag og måde at arbejde på, har været en luksus, som alle klart mener, højner fagligheden.
Derfor er vi også positive i forhold til den del af akkrediteringsmodellen, der indebærer at personalet skal inddrages i formuleringen af det grundlag, arbejdspladsen efterfølgende skal måles på.

Men vi havde - som tidligere nævnt, hellere set, at fokus blev flyttet fra formulering af kvalitetsstandarder, som efterfølgende anvendes til kontrol af om standarden overholdes, og dermed som udgangspunkt med en mistillids dagsorden, til en tillidsbaseret dagsorden, byggende på medarbejdernes kompetencer, faglig involvering, innovation og kvalitetsudvikling.
Der er således – for os at se – fortsat for meget fokus på overholdes af standarder, og i mindre grad på udvikling af den socialpædagogiske faglighed.

Derfor finder vi det problematisk når der i Kriterium 4, Under Formål står ”Metoderne henviser til den systematiske og fastlagte fremgangsmåde, arbejdet udføres på…..” da det for os bliver tangerende mekanisk tænkning og for meget automat i handling.
Man kan med fordel fjerne ordene ” systematiske og fastlagte” – da det sidste kun vil begrænse den socialpædagogiske indsats.

Når det er sagt, er det som nævnt fortsat positivt, at der lægges op til medarbejder inddragelse. Vores bekymring er så, om arbejdspladserne på grund af manglende tid/ressourcer, vil definere begrebet ”at inddrage relevante medarbejdere” mere begrænset end vi anser for godt.
For os at se, vil processer, hvor det er ledelseslaget og kun enkelte gulvpersonaler der inddrages, ikke sikre formålet med akkrediteringen.

Vi kan her henvise til, at vi allerede i dag har arbejdspladser, hvor nattevagterne ikke deltager i personalemøderne, på grund af de økonomiske rammer. For os at se, er det vigtigt at alle medarbejdere deltager i de processer der kører såvel før som efter auditten.

Til orientering kan det oplyses, at der i KIA projektet var afsat anselige midler til vikardækning til de deltagende institutioner, hvilket indebar at forholdsvis mange medarbejdere kunne inddrages i projektet, nogle selvfølgelig mere end andre.

Endvidere blev der i stort omfang afholdt temadage med aktuelle temaer der kunne understøtte det skriftlige inspirations materiale, der var afsat flere hele konsulentdage pr. arbejdsplads, skrevet artikler og på anden vis sikret støtte til den store proces, det er at beskrive arbejdspladsernes grundlag, praksis m.v..

Specielt finder vi også, at KIA projektets fokus på hvordan arbejdspladserne udvikler deres ”omsætnings- og læringsrum” – typisk personalemøder, der skal sikre at det faglige og etiske grundlag, løbende omsættes til praksis, er væsentligt at sætte mere fokus på.
Det er vor opfattelse, at skal en ”hel arbejdsplads” opnå ny viden/læring, - og her gerne i en form der lægger op til udvikling i tilbuddenes samlede kvalitet, fordre det en nøje tilrettelagt læringsproces, som vi ikke umiddelbart kan se tillægges den vægt, vi finder nødvendig.

Vi vil endvidere her sætte spørgsmålstegn ved, om omfanget af kvalitetsmodellens samlede ”volumen” og tilgang til det pædagogiske arbejde, er i overensstemmelse med såvel udmeldinger om at reducere i andre kontrol foranstaltninger, samt den i budget 12 sammenhæng, politiske udmelding om at frisætte institutionerne.

Med det fremsendte materiale kan vi ikke se, at der centralt fra, er reduceret i mængden af krav til dokumentation. Selvom der lægges op til, at der i de enkelte centrer og arbejdspladser tages diskussioner om hvad god og brugbar dokumentation er, syntes vi ikke, at den aktuelle politiske dagsorden om at frisætte institutionerne, minimere kontrol og indfører tillidsbaseret ledelse, er ordentlig ind tænkt i det fremsendte materiale.

Vi skal afslutningsvis pege på, at de øgede krav til dokumentation og kontrol, tager tid fra personalets arbejde med brugerne. Tid til den socialpædagogiske kerneopgave minimeres. Samtidig stiller de øgede krav til kontrol og dokumentation, ligeledes større krav til personalets uddannelsesbaggrund.
Vi skal anføre, at det er vor opfattelse, at flere arbejdspladser/tilbud ansætter personale med lavere uddannelsesbaggrund af økonomiske årsager – en udvikling der ikke harmonerer med de øgede krav til dokumentation og kontrol.

Med venlig hilsen
Helle Haslund
LFS