Hvordan ser polikerne i Borgerrepræsentationen de næste år for området for børn og unge?
Hvad er deres tanker?
Hvad er deres visioner?

Det har vi opfordret en række af dem til at fortælle medlemmerne af LFS.
Nogle valgte at tage imod tilbuddet:

---

Flere varme hænder til udsatte børn

Af Anne Vang, børne- og ungdomsborgmester i København (S)

Chancelighed er for mig den vigtigste kamp politisk. Det var derfor, jeg meldte mig ind i et parti. Fordi der er nogle børn, der fødes med alle muligheder for at få et godt liv. Og andre børn, der ikke gør.

Jeg var engang ude og besøge en københavnsk børnehave, hvor en pædagog pegede en lille dreng ud blandt børnene og sagde: ”Ham der, han får aldrig en chance. Det ved man allerede nu.” Men hun havde ham jo lige der. Havde muligheden for at give ham bedre forudsætninger for at få det godt i livet på lige fod med hans legekammerater – lige der, gennem sit pædagogiske arbejde.

Den vigtigste kampplads for at give alle børn en chance er vuggestuen, børnehaven, fritidshjemmet og klubben. Heldigvis har vi dygtige pædagoger med en tårnhøj faglighed. De er de vigtigste personer i nogle børns liv; dem som ikke har forældre, der formår at være det.

Men de kan ikke gøre det alene. Der er brug for de rigtige politiske beslutninger. Jeg vil ændre på, at alle daginstitutioner får det samme. For i nogle børnehaver hedder børnene Anton og Mynte, de kan selv binde snørebånd, de sidder pænt og spiser, og der er rum til at arbejde pædagogisk med begreber, ord og legefællesskaber. I andre børnehaver er der socialsager på rigtig mange af børnene, der skal ansættes tolke til at kommunikere med forældrene, og der bruges rigtig mange kræfter på at lære børnene basale færdigheder for at klare sig socialt.

Det forekommer indlysende at de sidstnævnte børnehaver skal have flere pædagoger ansat for at klare opgaven. Men sådan har det ikke været tidligere i København. Alle har fået nøjagtigt det samme, uanset deres opgave. Det er det politiske udvalg og jeg i gang med at ændre på. Vi har allerede fordoblet den sociale kompensationspulje. Det er ikke nok. Vi skal lave en egentlig social normeringsmodel. Lige fra vuggestuen til klubben. For en chance til alle børn kræver ikke kun dygtige pædagoger. Det kræver også politiske beslutninger, der giver dem et ordentligt grundlag at udføre deres arbejde på.

---

Udvikling og kvalitet

Af Trine Schaltz, medlem af BR for SF

Jeg er blevet spurgt, om jeg kort vil sige lidt om SFs tanker om dagtilbudsområdet. Overordnet ønsker vi vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, hvor børnene trives og udvikler sig, hvor de får tro på sig selv og andre, og hvor de lærer at indgå i sociale relationer og i fællesskaber. Derfor er vi optaget af, hvordan vi som politikere skaber rammer om det pædagogiske arbejde, der gør dette muligt.

I de seneste år er der sket store omstruktureringer, og der har været meget fokus på at få plads til alle børn. I disse uger går bølgerne højt om kvaliteten i dagtilbuddene. Vi byder debatten velkommen, men maner samtidig til  besindighed, for den må ikke føre til øget kontrol eller unyttig dokumentation Derudover er det vigtigt at understrege, at der mange steder gøres et rigtig godt arbejde af engagerede pædagoger.

Men vi ved, at der er forskelle, og skal alle med kræver det stærk ledelse, eluddannet personale, sociale normeringer og socialrådgivere i alle daginstitutioner. Men ikke mindst er det nødvendigt med et kontinuerligt arbejde med udvikling af kvalitet.

Det er det daglige møde mellem pædagog og det enkelte barn, der er helt afgørende. At børnene bliver set som dem de er, at de bliver støttet, udfordret og opmuntret netop på de områder, der er vigtige for dem lige nu. At børnene har en meningsfuld hverdag sammen med voksne, der vil dem og som nyder samværet med dem.

Hvis det skal lykkes, skal medarbejderne trives i deres arbejdsliv. De skal kunne skabe en fælles retning for arbejdet, og de skal have tid til faglige diskussioner og refleksion over hverdagen. Klyngelederne er nogle af nøglepersonerne, og de skal have mulighed for at bruge deres høje faglighed for, sammen med de pædagogiske ledere, at gå forrest i udvikling af kvaliteten. Det kan gøres på mange måder og det er vigtigt, at den enkelte institutions pædagogiske vinkel og dagligdag ikke styres fra oven, men at praksis udvikles der hvor den foregår.

Hvordan udviklingsarbejdet foregår, det skal vi som politikere ikke blande os i, men at det foregår skal vi naturligvis stille krav om.Lige nu er der stor fokus på daginstitutionsområdet. Det skal vi som politikere bruge positivt til at gå i dialog med medarbejdere, ledere og forældre, så vi i fællesskab kan sikre, at de gode daginstitutioner og fritidshjem fortsat er gode, og at de steder, der halter bagefter, kommer med i front. Der skal være trivsel for såvel børn som medarbejdere og tryghed for forældrene.

---

Ingen elendighed her!

Af Kasper Johansen, medl. af Br (r), børne- og ungdomspolitisk ordfører

Som børnepolitisk ordfører gennem 5-6 år, er jeg rigtig glad for at vi nu kan se frem til bedre tider på børneområdet. Hvorfor?:

1. Der kommer flere børn og dermed børnefamilier. Og derfor bliver der mere fokus på, hvordan vi gør byen mere børnevenlig på mange måder.

2. Vi står overfor et skifte i børnepolitikken. 90’ernes og 00’ernes ensidige fokus på (ind)læring har udsigt til at blive bredere og dybere, og vi har videnskaben bag os, når vi siger at pædagogisk arbejde af høj kvalitet er godt for et samfund. Det er altså ikke kun for pædagogernes skyld – men for fællesskabet.

3. Byen er i vækst – også økonomisk og det er derfor ikke mere tomme valgløfter at råbe STOP FOR NEDSKÆRINGER PÅ BØRNEOMRÅDET!

Og nej – I er ikke elendige og ligeglade med jeres arbejde – men vi står overfor en stor opgave i at få givet tid til og fokus på, at I arbejder mere målrettet med at skabe systematisk udvikling af jeres pædagogiske arbejde, til gavn for både børn
og personale.

Noget af det kræver fortsat politisk opbakning til en langtidsplan for at hæve normeringerne. og at andelen af uddannede pædagoger holdes højt, det har vi radikale kæmpet for og vil fortsat gøre. Noget af det kræver at I, på jeres arbejdsplads, siger: Hvordan kan vi gøre det bedre? Hvem skal hjælpe jer med det:

1. Jeres ledere skal være dygtige og veluddannede.

2. Forvaltningen skal kunne yde bedre faglig support – uden mere papir!

3. Vi politikere skal stå på mål for, at den øgede interesse ikke også er fri bane for mudderkastning (som set før). Dialogen er vigtig – jeg tager gerne ud og diskuterer med jer og ser jeres hverdag. Sig bare til! I skal:

1. Give os mod- og medspil, så vi ved hvad der foregår hos jer (jeg siger aldrig nej tak til en invitation)

2. Stå på mål for, at der arbejdes seriøst og målrettet i jeres institution og at metodefrihed afløses af metodeansvar. Alle offentlige ansatte i disse år (jeg er selv en af dem) må finde ny luft til at bruge den viden og forskning der er, til at hæve kvaliteten af deres arbejde.