LFS & den pædagogiske kerneydelse
Debatten om den pædagogiske kerneydelse er for alvor taget til i takt med offentlighedens og politikernes stigende interesse for hvad der foregår i de timer børnene opholder sig på blå stue, i takt med nye forventninger til og nye lovmæssige bestemmelser omkring det pædagogiske arbejde i daginstitutioner. For der stilles i højere grad end tidligere krav til det pædagogiske personale og institutionslederes evne til at prioritere arbejdsopgaver og måske også arbejdsdele. Og kender man sin kerneydelse er det lettere at prioritere tiden.
Danmarks Evalueringsinstitut, EVA’s interviewundersøgelse fra 2010 viser at der er stor forskel på hvordan pædagoger og ledere opfatter begrebet kerneydelse. For nogle står det for omsorg og tryghed for børnene, mens andre også forbinder det med læring og udvikling. En anden skillelinje går mellem de der mener at fx forberedelse og evaluering som udføres uden børn, godt kan være en del af kerneydelsen, og de der mener at det kun er samvær med børnene som er en del af kerneydelsen – også selv om de samtidig godt kan opfatte læring og udvikling som en del af kerneydelsen.
For LFS er kerneydelsen = pædagogik. Pædagogik handler først og fremmest om relationer. Dermed kan man tale om at pædagogik reflektere et mellemværende mellem mennesker og de udspiller sig aldrig i et tomrum. Kvaliteten af en relation - f.eks. mellem et barn og en voksen - er afhængig af den omverden og de rammer, relationen udspiller sig i. Kvaliteten, mængden og typen af omsorg leverer klare og uafhængige bidrag til menneskers udvikling. Den pædagogiske relation (kerneydelsen) indeholder både omsorg, tryghed, livslæring og livsduelighed.
Ifølge ordbogen er pædagogik “læren om opdragelse” eller “læren om dannelse”. Pædagogik sætter altså dannelse og samspil under lup og beskriver relationen mellem individ og omverden.
Pædagogik indeholder tre kompetenceniveauer:
- Udøvelse af praksis
- Planlægning af praksis
- Refleksion over praksis.
Det er LFS’s opfattelse, at man skal kunne mestre alle tre kompetencer for at kunne kaldes professionel. Der findes flere forskellige betegnelser for den pædagogiske medarbejders virke: relationsmedarbejder, - kulturformidler, - omsorgsudøver, - og værdiformidler, men fælles for alle pædagogiske medarbejdere er, at deres virke omfatter alle fire betegnelser.
Relationsarbejde betoner gruppeprocesser og fællesskaber som en grundsten i den enkeltes identitetsskabelse. I den pædagogiske relation det fællesskabet, der er omdrejningspunktet for individets hele og alsidige udvikling.
I den pædagogiske relation er anerkendelsen fra et andet menneske det kropslige og psykologiske ilt, der skal øge den enkeltes livsduelighed og livslæring. I et hvert møde mellem den professionelle og den anden, skal der gives tid og rum, nærvær og tålmodighed i kontakten. Mødet bliver brugt som indgang til at opdage noget nyt, finde den lille tråd, som måske kan blive længere og længere. Dermed bliver den gennemgående tanke i pædagogiske arbejde, at dannelse består i en relation mellem det kendte og det ukendte. Grundkriterier for dannende kundskab er den menneskelige aktivitet, den skabende fantasi og kundskabens personlige tilknytning.
Anerkendelse leder til en måde at være sammen på. Anerkendelse understreger, at de involverede tager hinanden alvorligt, og den stiller krav om gensidighed mellem mennesker og om, at man sammen søger at udvikle en almindelig og dagligdags kompetence. “Det er i relationen, anerkendelsen kommer til udtryk, det er relationen, der skaber gensidigheden og udfolder ansvaret”.
Relationen er altså fundament for al udvikling og læring.
LFS afviser derfor al snak om at kerneydelsen er noget andet end relationen. Kerneydelsen kan IKKE foregå bag et skrivebord. Kerneydelsen har intet med test, politiske bestemt dokumentation og evaluering at gøre!
Jan Hoby, næstformand i LFS