LFS organiserer pædagoger som arbejder med døve børn på københavnske institutioner og døveskoler. De fleste af dem deltager på en konference i denne weekend, arrangeret af Netværket for Pædagoger der arbejder med Døve, om udviklingen på området, især med fokus på børn med Cochlear Implant.
Af Elisabeth Lockert Lange
Færre døve børn i fremtiden
Der har de sidste år været stort fokus på døve børn, især fordi de nye operationer med Cochlear Implant kan gøre dem tæt på hørende. Men hvad betyder det for tilbuddene til disse børn, hvordan skal de være for bedst at tage højde for deres situation og behov? Og hvad betyder det for pædagogernes fremtidige arbejde?
Arbejdsområdet med døve børn er i rivende udvikling. Ikke kun det arbejde som snævert angår de pædagoger, som arbejder med døve børn, faktisk betyder udviklingen at pædagoger i almindelige dagtilbud også får nye udfordringer netop med børn med Cochlear Implant, ofte forkortet til CI.
De fleste har sikkert hørt at døve børn kan få forbedret deres hørelse med Cochlear Implant (se boksen). Men selv med en sådan operation kommer den normale hørelse ikke af sig selv, børnene skal stadig have særlig opmærksomhed for at udvikle deres talesprog optimalt. Hvilke forhold og tilbud er vigtige for at disse børn, som har levet i stilhed i hvert fald det første år af deres liv, kan tilegne sig og udvikle deres sprog optimalt? Og hvilke pædagogiske udfordringer giver det både for de pædagoger, som arbejder med døve børn og for de pædagoger i de almindelige børneinstitutioner, som nu skal tage sig af børnene med Cochlear Implant?
Der findes endnu ikke et færdigbearbejdet datamateriale, men der er lavet en samlet undersøgelse af alle børn med Cochlear Implant. Undersøgelsen forestås af Lone Percy-Smith fra KAS Gentofte, og dataene vil ligge klar engang til efteråret
I hvert fald er forventningerne til hvad det rent høremæssigt kan betyde for børnene øget betragteligt i de sidste år: børnene skal opnå at have et talesprog. Samtidig er forventningerne eller snarere kravene om rummelighed i både institutioner og skole steget kraftigt. Selvfølgelig med de bedste hensigter: børnene skal integreres i det sociale nærmiljø.
Vi bad Birgitte Franck, som er audiologopæd (talehørepædagog), bidrage med sin vurdering af udviklingen på området.
Hun skelner mellem de første år med Cochlear Implant til børn (fra 1993), som hun kalder en gråzone og så situationen i dag, hvor kriterierne for operationen er nogle helt andre. I starten var en del af de tidligere CI opererede for gamle til at få det fulde udbytte af en sådan operation, desuden forblev de alt for længe i døvemiljøet med brug af tegnspog. Derfor er de tidlige resultater ikke optimale, konstaterer hun.
”Kriterierne for en operation er i dag helt anderledes. Ikke mindst i forhold til tidspunktet for en operation, som helst skal være mellem 1 og 1 1/2 år. Derfor ser vi også i stigende grad tidligt CI opererede børn, som har en normal sproglig udvikling som fire-årige.”
Det auditive i front
En sådan udvikling kommer ikke af sig selv. Tværtimod taler Birgitte Franck for en meget bevidst indsats. Både i forhold til den faglige støtte barnet har brug for og i forhold til forældrene.
”Jeg mener fx at forældrene skal være med til undervisningen, når talehørepædagogen underviser deres barn. Barnet skal jo i i starten lære at skelne lyde. Fx hvordan lyder det når et toilet skylles ud. I starten skal der være fokus på barnets lydbevidsthed, for derefter at øge dets sprogforståelse og aktive ordforråd. Netop fordi denne daglige del er vigtig, skal forældrene være med. Og de skal superviseres af pædagoger, der ved noget om netop dette felt.”
Det er med andre ord først og fremmest børnenes auditive sans, der skal stimuleres, fremhæver hun. Derfor skal man heller ikke bruge tegn sammen med disse børn ud over måske støttetegn i starten efter operationen.
”Det er vigtigt at dem der er omkring barnet arbejdet med den auditive sans. Hvis man bruger tegn vinder det visuelle sprog, for det vil være lettere for barnet i starten. Men hvis man er stædig og siger nej til at bruge tegn, og ellers holder tungen lige i munden, så er det min oplevelse at man som regel vil se en talesproglig udvikling efter en tid. Og den sker i hop.”
Birgitte Franck forudser på sigt færre børn på døveskolerne. Det skyldes bl.a. at den tidlige screening for høretab, som nu praktiseres, gør at man finder de allerfleste hørehæmmede børn tidligt, så tidligt at de med fordel kan CI opereres. Samtidig er det tydeligt at den udvikling der sker i udlandet på området også efterhånden smitter af på Danmark. Og hvis vi skeler til udlandet bliver der færre døveskoler og færre døve børn i det hele taget.
”Jeg mener også at det er en rigtig udvikling. Når jeg taler med forældre til hørehæmmede børn og børn med Cochlear Implant, så ønsker de at deres barn skal være i hjemmiljøet. De bliver bekymrede når barnet skal køres langt væk for at gå i institution eller skole. Og så er det jo også en politisk trend at børnene skal integreres i rummelige almindelige daginstitutioner i hjemmiljøet”, siger hun og fortsætter:
”Børnene skal lære at høre og lære at tale, derfor er det vigtigt at de befinder sig i et normalt hørende miljø. Måske skal de starte i et segregeret miljø, men ikke for længe. For øjeblikket oplever jeg at børnene – af flere årsager – forbliver for længe i det særlige miljø. Men der er en udvikling på vej.”
På landsplan er der en klar stigning i antallet af børn med Cochlear Implant i almindelige børnehaver og skoler. Og et tilsvarende fald i antallet af børn i døvebørnehaver.
Det enkelte barn i centrum
Udviklingen kræver noget af pædagogerne. Det er vigtigt, at der ikke blot sættes fokus på de CI opererede børn men at opmærksomheden også rettes mod udviklings- og forandringsmuligheder blandt bl.a. pædagogerne. Altså firkantet sagt gå med udviklingen snarere end give den modstand.
Birgitte Franck vurderer at det er vigtigt at pædagogerne ikke bare fortsætter med at bruge tegnsprog.
”De bør tale dansk som hovedsprog og så individuelt ser på, om der skal bruges dansk med støttetegn. I det hele taget er det altafgørende at se på det enkelte barn og vurdere ud fra det.”
Der skal med andre ord nytænkes, og der skal smides en del gamle overbevisninger og arbejdsmåder over bord.
”Der skal også fortsat være fokus på at en del børn har andre vanskeligheder ud over at være døve, det gælder faktisk en tredjedel af børnene. Men i modsætning til tidligere, hvor et barn både skulle være normalt begavet, dansk, have både far og mor og være døv for at få en CI operation, så opererer man nu også hørehæmmede og retarderede børn. Og med gode resultater. For et stærkt retarderet barn er små lydlige fremskridt også store fremskridt. Men et hjerneskadet barn er selvfølgelig stadig hjerneskadet, selvom det får en CI operation og bliver ”hørende”. Derfor er det vigtigt at tage udgangspunkt i det enkelte barn, man har med at gøre og opstille målsætninger stille og roligt ud fra det barn.”
Økonomi spiller som regel, for ikke at sige altid, en rolle i enhver indsats. Og når Birgitte Franck ser på udlandet, især England, kan hun blive bekymret. For her får de integrerede hørehæmmede børn ganske vist støtte, men det er ikke en fagligt kvalificeret støtte.
”Jeg spurgte engang deltagerne til et foredrag om, hvor vigtig de vurderer at økonomi er for hvilken indsats der vælges. 93 pct. af deltagerne sagde at den er vigtig. Selvfølgelig vil mange kommuner tage børnene hjem, fordi de har et godt pædagogisk tilbud. Der skal være de påkrævede støttetimer til dem, der skal måles på akustikken i børnehaver og skoler – for støj vil stadig være et problem for disse børn, og der vil være brug for teknisk udstyr til dem. Og teknisk udstyr skal man være forberedt på er dyrt. Når økonomien så er lagt ud på den enkelte skole og institution, som skal vælge mellem akustik og fx bøger, så kan jeg blive bekymret. Man kan dog håbe på at børn med Cochlear Implant får bedre mulighed for til gengæld at blive bedre integreret på det hørende arbejdsmarked.”
Og pædagogerne….
Hvor skal pædagogerne gå hen? Måske til daginstitutionerne. Måske som støtte for børn med Cochlear Implant eller hørehæmmede børn. Sværest bliver det naturligvis for de døve pædagoger, men Birgitte Franck understreger at et barn med Cochlear Implant ikke skal have en døv pædagog.
”Jeg tror det er vigtigt, at man udnytter disse institutioners særlige viden om de helt små hørehæmmede børn, men jeg har også en forventning om, at børn med høretab, som opdages tidligt og CI opereres, for manges vedkommende bør have et stort set alderssvarende sprog i 3-4 års alderen. Jeg mener faktisk man skal have store forventninger til børnenes talesproglige formåen. Det er nogen hårde processer, for pædagogerne vil opleve at det er andre værdier og kompetencer der nu skal udvikles. Uanset hvor dygtige de er på deres område, skal de aflære at bruge tegn. Her er det vigtigt at det ikke bliver den enkeltes problem men at institutionen går ind.”
Uanset holdning så er fremtiden uden tvivl færre børn på skolerne. Og det er skolerne nødt til at ruste sig til.
”Jeg ved godt at nogle synes det er synd for børnene at de ikke lærer tegnsprog. Jeg mener at hvis de skal lære tegnsprog, så skal det være som første fremmedsprog, efter et almindeligt talesprog. Og måske vil de slet ikke lære tegnsprog til den tid, hvis de allerede er ”hørende”. Nogle vil jo have en identitet som hørende, andre som CI opererede. Igen er det vigtigt hele tiden at have det enkelte barn for øje og vurdere hvad dets behov er.”
Birgitte Franck opfordrer til at der nu sættes fokus på, hvordan disse integrerede børn med Cochlear Implant klarer sig med hensyn til faglig kompentence og social trivsel over en længere årrække. Alle deres problemer er jo ikke løst ved at inkludere dem i normalbørnehaver og normalskoler, deres trivsel og udvikling skal følges nøje, ikke kun deres sproglige udvikling.
”En ting er at få udviklet et alderssvarende talesprog, noget andet er at få nogle børn med social kompetence, glade og tilfredse børn i gruppen af hørende kammerater.”Birgitte Franck har tidligere holdt oplæg om netop dette emne. Et af disse oplæg er efterfølgende trykt som artikel på www.danaflex.com (firmaet Danaflex’ hjemmeside) med titlen Inkludering af børn med Cochlear Implant.
FAKTA:
I Danmark er der 4-5.000 døve børn og voksne. I dag har 132 børn og 148 voksne fået Cochlear Implant. På verdensplan er tallet 65.000, hvoraf halvdelen er børn. Man regner med, at tallet vil stige til det dobbelte i løbet af få år. Cochlear Implant er velegnet til: • børn, som er født med meget stort høretab, og hvor høreapparatet ikke hjælper • børn og voksne, der er født hørende, men som har meget stor hørenedsættelse på grund af ulykke eller sygdom, oftest meningitis • børn og voksne med høretab, som tidligere har brugt høreapparat, men hvor apparatet ikke længere hjælper. Kilde: Helse
Cochlear Implant Cochlear Implant (CI) er betegnelsen for en operation, der kan hjælpe døve til at opfatte lyd. CI er en lydforstærker, som er opereret ind i øret og stimulerer hørenervens ender direkte. Som ved et almindeligt høreapparat modtager CI lydbølger via en udvendig mikrofon. Den sender elektriske signaler til et forstærker- og signalbehandlingssystem i en taleprocessor, hvor signalerne bliver kodet med henblik på taleforståelse.
Hele dette apparatur befinder sig udenpå brugeren ligesom et almindeligt høreapparat. Fra taleprocessoren, der med sin antenne er placeret bag øret og fastholdes magnetisk, sendes signalerne trådløst nogle få mm. til en modtager, som er indopereret i knoglen under huden. Denne signalmodtager er forbundet med 22 - 24 elektroder, som fra modtagerens plads i knoglen bag øret er ført gennem mellemøret og via det runde vindue ind i det indre øres nederste spiralkanal. Elektroderne er isolerede, så strømmen fra de enkelte elektroder - uden at påvirke hverken kranium, mellemøre eller de defekte sanseceller i det indre øre - når ind og stimulerer de perifere ender af hørenerven, som er modtagelig for den pågældende tone.
CI giver ikke normal hørelse. Men hvis barnet findes velegnet til operation (fungerende hørenerve) er det muligt at give lydoplevelser til personer, der ikke kan bruge høreapparat. Det er vigtigt med så tidlig operation som muligt for at barnet kan udvikle et verbalt sprog.
CI blev i begyndelsen overvejende indopereret på voksne, men har i de senere år gennemgået en rivende udvikling og udføres i dag især på børn. I Danmark blev det første døve barn opereret i 1993. Efter operationen er det nødvendigt med intensiv sprogtræning. Kilde: www.hoerelse.info
Dorthe Bleses er forskningsadjunkt ved Center for Børnesprog på Syddansk Universitet. Hun er projektleder på projektet ”Dansk-sproglig udvikling hos døve og hørehæmmede børn”, et projekt støttet af Oticon Fonden og universitetet. Projektet omhandler børn op til seks år og omfatter bl.a. CI operede børns sprogudvikling.
Center for Børnesprog, som er udgangspunkt for forskningen, udgør Danmarks eneste samlede forsknings- og udviklingsmiljø inden for danske børns tidlige sprogtilegnelse. Forskningen er rettet mod at etablere evidensbaseret dokumentation for danske børns sprogtilegnelse. Forskningen er på ingen måde kun rettet mod hørehæmmede børn, tværtimod spænder det fagligt fra normale børn til børn med specifikke vanskeligheder, fx nedsat hørelse. Fokus er på hvilke faktorer, der hæmmer og fremmer tilegnelsen, samt hvilke egenskaber ved sproget der udgør særlige udfordringer.
Vi vender her i bladet på et senere tidspunkt tilbage til Dorthe Bleses projekt og den specifikke forskning, hun har lavet om den tidlige ordforrådsudvikling hos børn i alderen fra nul til seks år med høreproblemer, inklusiv børn med Cochlear Implant.