Som en tyv om natten

- Økonomiaftalen mellem regeringen & KL

Med økonomiaftalen mellem Regeringen og KL er bunden nået.
Hvis nogen ikke har troet på retorikken omkring Regeringens vision om at forvandle velfærdsstaten til en minimalstat, så må denne økonomiaftale kunne overbevis de sidste skeptikere.

KL har med åbne øjne accepteret logikken omkring regeringens strategi og samtidig accepteret en yderligere undergravning af det kommunale selvstyre.
I de seneste år har KL mistet betydelig indflydelse i det politiske landskab, og det virker som om, man har været godt tilfreds med at flytte rundt på de byggeklodser, som finansministeren har stillet frem.

Det er ikke lykkedes KL at bidrage med visionære bud på de store velfærdsudfordringer og samfundsøkonomiske problemer, vi står over for.
Hvilken pædagog, dagplejer eller sygeplejerske ser KL som den primære interessevaretager af kernevelfærden - de gode daginstitutioner, den gode hjemmehjælp, den gode borgerservice? Svaret er ingen!

To forhold i aftalen rammer specielt LFS? medlemmer og områder. Fritidshjem og klubområdet overføres til folkeskole- og ungdomsskolelovgivningen og retssikkerheden for mennesker med særlig behov er væk!

Goodbye fritidshjem, Welcome heldagsskoler, Skoleficering og ????.

I økonomiaftalen kan man læse:

Bedre sammenhæng mellem skole og fritidstilbud

"Reglerne for fritidstilbud for skolebørn forenkles, så rammerne for et tæt samarbejde mellem pædagoger og lærere styrkes. Det styrker helheden i børnenes hverdag, og giver samtidig kommunerne mulighed for en mere effektiv brug af blandt andet leder- og medarbejderressourcer.

Reglerne for de yngste børn i skolealderen samles i folkeskoleloven, mens reglerne for de større børn og unge overordnet samles i ungdoms- og folkeskoleloven. Dagtilbudsloven omfatter fremover alene børn indtil skolestart". side 20

Dermed er fritidshjem og fritidspædagogikken som vi kender det, færdig og en lang tradition vil gå tabt. Vejen hertil har været lang og sej. Forsvaret for fritidshjem har om nået symboliseret kampen mod den kulturkonservative "lærings-tsunami", som hærger daginstitutioner og skoler.
Der har været tale om koncentriske cirkler, hvor bevægelsen i den lille cirkle over tid har bevæget den mellemstore, og den mellemstore cirkel har til sidst fået den største cirkle i bevægelse.

Både BUPL, DLF, politikere i folketing og kommuner har bidraget til at undergrave opbakningen til fritidshjem og fritidspædagogikken, og dermed børns ret til fritid og egne kulturproduktion. De facto opgav BUPL kampen for fritidshjem for mange år siden og har i stedet købt den politiske ide om at "leg og læring" kun kan integreres og sikres gennem en strukturel formel (SFO & Heldagsskole). Vi er derfor nået til, at den største cirkle er sat i bevægelse, og der er ikke mere forskel på blå og rød bloks uddannelsespolitiske udsyn og forståelse.

Dem, der som LFS, forsvarer barndommen og den reformpædagogiske tradition med afsæt i videnskab, forskning etc., står ikke kun svagt, - vi har tabt! Men som bekendt er Natten mørkest lige inden daggry og vi har ikke tænkt os at lade aftalen mellem Regeringen og KL, stå uimodsagt. Så kampen og forsvaret for de Københavnske fritidshjem skal kæmpes, men vi skal også udvikle en plan B, hvis vi ikke får held til at omgøre aftalens tekst og konsekvens.

Det positive er at det politiske flertal i Borgerrepræsentationen ikke ønsker, at aftaleteksten skal blive til virkelighed. For det er ikke kun fritidshjem og klubber, der bliver berørt.

Hele daginstitutions- og ledelsesreformen, som alle daginstitutioner, fritidshjem og klubber er midt i, bliver ramt. Klyngeledelse bygger netop på tanken om: 1) afbureaukratisering og mere kerneydelse, 2) færre ledere, med bedre ledelse, 3) nedbringelse af enhedsomkostningerne, 4) fremtidssikre fritidshjem i København ved at styrke samspillet mellem alle 0-25 års institutionernes område.

Det sjove er at KL har anerkendt og erkendt at netop institutions- og ledelsesreformen (klynger) har opfyldt de krav KL har haft til effektivisering i forhold til kapacitetsudnyttelse og til nedbringelse af enhedsomkostningerne.
Så dele af KL kunne godt leve med den Københavnske fritidshjems-virkelighed.

Men som skrevet før, så er det stærke kræfter vi er oppe imod, og at satse hele butikken på at vi kan forhindre afskaffelsen af landets sidste 184 fritidshjem, - holder ikke. Derfor skal vi udvikle en plan B og have et bud og alternativ til hvilken vej frem når og hvis, der opstår en verden uden fritidshjem i København. En ting er sikker, LFS vil ikke ha' SFO'er som de kendes ude i landet og vi vil ikke have heldagsskoler.

Svinestreg overfor borgere med særlig behov

Mennesker med handicap kommer til at betale en dyr pris for kommunernes pressede økonomi. I den økonomiaftale, som regeringen netop har indgået med kommunerne åbnes der op for, at det fremover i højere grad bliver den enkelte kommunes økonomi, som bliver afgørende for hvilken hjælp og støtte mennesker med handicap kan få.

Det er en frygtelig udvikling, der risikerer at fratage mange mennesker med handicap mulighederne for et godt liv og et liv, hvor de kan udnytte deres evner på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af den nye kommuneaftale, at regeringen vil udvide mulighederne for, at kommunerne kan tage økonomiske hensyn, når de tager konkrete afgørelser om hvilken støtte borgerne skal have.
Og at Ankestyrelsen fremover skal tage hensyn til den enkelte kommunes serviceniveau, når de skal afgøre om loven er overholdt. Så nu er det slut prut med at klage over kommunale forhold, der ikke overholder FN's handicapkonvention og Salamanca-erklæringen.

Regeringen har presset kommunernes økonomi til det yderste, så det mange steder er svært at få råd til at sikre handicappede deres ret til hjælp og støtte. LFS forstår godt, at kommunerne er desperate, men det er en ufornuftig og kortsigtet løsning, at man nu åbner op for at fattige kommuner kan sænke deres støtteniveau.

Og LFS frygter, at mange mennesker med handicap kommer til at betale en dyr pris for regeringens lappeløsning.

LFS' udgangspunkt er, at mennesker med handicap har ret til at blive behandlet ligeværdigt. Mennesker med handicap har ret til hjælp, det kan aldrig blive et spørgsmål om den enkelte kommunes økonomi, om der skal være råd til en kørestol eller ej! Det er det samme udgangspunkt FN's handicapkonvention har!

Det er rigtigt, at der er en udfordring med stigende udgifter på det specialiserede område, men den udfordring kan løses langt mere intelligent. Derfor er tiden kommet til at der bør igangsættes en finansieringsreform med en ny model for økonomisk udligning på det specialiserede område, så handicappedes rettigheder ikke afhænger af bopælskommunens økonomi.

P.v.a. LFS

Jan Hoby
Næstformand