DEBATOPLÆG:
EN PROFESSION PÅ VEJ
- STRATEGI FOR EN STYRKELSE AF DEN PÆDAGOGISKE FAGLIGHED
LFSs hovedbestyrelse har i november 2006 udgivet debatoplægget "En profession på vej - strategi for en styrkelse af den pædagogiske faglighed".
Debatoplægget kan købes i pjeceform for 30,- kr.
Bestilles hos LFS på 35 44 45 46 eller lfs@lfs.dk
Opgiv venligst navn, evt. institution, adresse og telefonnummer samt evt. EAN-nummer ved bestilling.
Du kan også downloade debatoplægget som pdf fil. Filen fylder ca. 15MB og tager nogle minutter af hente: debatoplæg.pdf
Endelig kan indholdet ses som almindelig tekst nedenfor:
DEBATOPLÆG:
EN PROFESSION PÅ VEJ - STRATEGI FOR EN STYRKELSE AFDEN PÆDAGOGISKE FAGLIGHED
Udgivet af LFS, november 2006
Tekstforfatter:
Jan Hoby, medlem af forretningsudvalget i LFS
Sparringsgruppe:
Lisbeth Schmidt, faglig sekretær i LFS,
Ulla Baggesgård, næstformand i LFS,
Jette Christiansen, hovedbestyrelsesmedlem i LFS,
Karina Brehm, næstformand for almenområdet i LFS,
Helle Vibeke Haslund, formand for specialområdet i LFS,
Dorthe Munk, bestyrelsesmedlem i ledersektionen foralmenområdet i LFS
Udgivet af:
LFS
Rosenvængets Allé 16
2100 København Ø
lfs.dk
November 2006
INDHOLD:
INDLEDNING
HVAD ER PÅ SPIL?
Udvikling med styret hånd!
PÆDAGOGISK VIDEN OG KOMPETENCE
FORUDSÆTNING FOR AUTONOMI
Den pædagogiske autonomi og frihedbegrænses
To syn på profession
Professionsstrategi som et redskab til atudelukke andre
Professionsstrategi som afmagtstrategi?
Fleksibiliteten undergraver fællesskabet
AKADEMISERING ? MARKEDSGØRELSEAF DEN PÆDAGOGISKE PROFESSION
Ny pædagoguddannelse undervejs
Kunsten at sammenligne æbler, pærer ogbananer
DET PÆDAGOGISKE ARGUMENT
Mangfoldighed er godt - Dagplejen someksempel
STYRK MANGFOLDIGHEDEN ? STYRK
PROFESSIONALISMEN
Faglig strategi - solidaritet ogsammenhold
PÆDAGOGIK ELLER MARKEDET
LITTERATURLISTE & FODNOTER
DEBATOPLÆG / STRATEGI FOR EN STYRKELSE AF DEN PÆDAGOGISKE FAGLIGHED
INDLEDNING
Formålet med dette debatoplæg er at beskrive de udfordringer, det pædagogiske område står overfor.
Både i Danmark og i udlandet sker i øjeblikket forandringer, som sætter et tydeligt præg på institutionsområdet, på pædagogikken og på uddannelsen.
Oplægget skal give medlemmerne et fællesudgangspunkt for at diskutere, hvordan LFS kan være med til at styrke den pædagogiske profession og det pædagogiske områdes autonomi. Oplægget argumenterer desuden for, at en offensiv strategi er vigtig for den pædagogiske faglighed.
LFS ønsker også med dette debatoplæg at åbne op for en diskussion med vores fagfæller i BUPL og SL om styrkelse af den pædagogiske faglighed.
Startskuddet til debatten tages på Repræsentantskabsmødet i december 2006, men efterfølgende ønsker vi, at alle foreningens medlemmer får mulighed for at involvere sig i debatten. Vi ønsker at holdninger, argumenter og strategi bliver diskuteret i en bredere og mere mangfoldig kreds.
Formålet med at sætte den pædagogiske profession på dagsordenen er at gøre det pædagogiske personales kunnen synlig i offentligheden.
Men også at argumentere for, at en mangfoldighed af kompetencer og kvalifikationer er afgørende for områdets bæredygtighed og videre udvikling.
De børn, unge og brugere, vi møder i vores arbejde, har forskellige behov på forskellige tidspunkter.
De kan ikke nøjes med én mennesketype, én aldersgruppe, én erfaringsmængde eller ét køn.
I daginstitutionen har børnene brug for forskellige typer voksne ? nogle lyttende og rolige, nogle spiller bold og er aktive på legepladsen, nogle læser højt, andre er humoristiske.
På fritidshjemmet betror børnene sig til forskellige voksne, og i klubben findes både udadvendte og meget tænksomme børn og unge.
Der er behov for voksne med forskellige kompetencer.
Institutionerne forsøger at tilgodese denne mangfoldighed ved at ansætte forskellige mennesker.
Uddannet personale er uundværligt, men ikke de eneste, som skaber de menneskelige relationer, der udgør det gode pædagogiske arbejde.
På stofmisbrugsområdet er der ligeledes brug for folk med mangeartede kompetencer og kvalifikationer. Behandlingsarbejdet har mange facetter og det er afgørende, at stofmisbrugeren mødes med netop det, han eller hun har brug for.
DEFINITION: AUTONOMI LFS mener, at pædagogprofessionen består af alle de ansatte, der befolker institutionerne. Det er personalet som kan planlægge, udføre og reflektere over relationsarbejdet og begrunde valg og handlinger på et pædagogisk, fagligt og |
DEFINITION: PROFESSION LFS anvender følgende definition af den pædagogiske profession: Pædagogprofessionen består af personale, som kan planlægge, udføre og reflektere over relationsarbejdet. Et personale som kan udvikle deres pædagogiske dannelses- og relationspraksis og begrunde valg og handlinger på et pædagogisk, fagligt og videnskabeligt grundlag. Den pædagogiske profession varetager en dannelses- og udviklingsproces, hvor såvel kvaliteten af relationen og det pædagogiske indhold, så børn, unge og andre brugeres personlige, kropslige og sociale udvikling tilgodeses. |
Kampen for flere ressourcer til det pædagogiske område handler ikke kun om flere kroner til vores medlemmer. Selvom medlemmernes løn- og arbejdsforhold er vores udgangspunkt, ser LFS det pædagogiske arbejde i sin helhed med afsæt i menneskelige værdier om fællesskab, mangfoldighed, respekt og anerkendelse.
LFS særkende er, at vi organiserer mange forskellige slags pædagogisk personale:
uddannede og ikke-uddannede, dagplejere og socialpædagoger, ledere og vikarer. De yder alle en vigtig indsats for børn, unge og brugere. Den menneskelige relation - mødet mellem bruger og professionel - er grundlaget for deres pædagogiske arbejde, og derfor er det LFS? udgangspunkt for hele diskussionen om det pædagogiske områdes fremtid.
Der er en tendens til, at ministre, politikere og nogle eksperter i stigende grad betragter målet med det pædagogiske arbejde som samfundsoptimering.
For eksempel at forberede børn og unge - uanset om det er børn i dagtilbud, klubber eller på døgninstitution - til at deltage på fremtidens arbejdsmarked. De opfatter de ansatte som formidlere, der skal fremme bestemte færdighederhos børnene og efterfølgende teste, hvorvidt den pædagogiske indsats har den forventede effekt.
Relationer mellem mennesker og deltagelsen i fællesskabet eksisterer tilsyneladende ikke i denne optik. Men det gør den i høj grad for LFS.
Ingen af vores medlemmer arbejder på det pædagogiske område for at træne mennesker i bestemte egenskaber, så de bedre kan bruges i erhvervslivet. Vi er der for at bruge den menneskelige relation til at støtte og hjælpe barnet, den unge eller brugeren på vej med udgangspunkt i de drømme, håb, forventninger og krav, han eller hun har til sit liv.
Vi vil ikke overlade debatten om det pædagogiske område til politikere alene. En udviklende debat om det pædagogiske område kan ikke føres, uden at tage udgangspunkt i, at brugerne af de pædagogiske tilbud er unikke individer med hver deres behov.
Vi sætter mennesket i centrum, og det betyder, at vi vægter den reflekterede pædagogiske relation som nøglen til udvikling af det pædagogiske område.
Men det pædagogiske arbejde og udfoldelsen af den pædagogiske profession er tæt forbundet med, hvor mange ressourcer politikerne investerer i området. For LFS hænger kravet om flere ressourcerderfor naturligt sammen med vores holdninger til udviklingen af det pædagogiske arbejde.
God læselyst og debat
Med venlig hilsen
LFS' Hovedbestyrelse
Debatspørgsmål: MÅL OG RESULTATER Hvordan påvirkes dit arbejde af stadig flere krav om dokumentation, resultater og synliggørelse? |
HVAD ER PÅ SPIL?
Igennem 20 år har nedskæringer været en dominerende faktor i den offentlige sektors udvikling. Velfærdssystemet er samtidig blevetunderkastet en markedstankegang. Borgerne betragtes i stigende grad som forbrugere på et marked. Ikke som medborgere i et demokrati.
Vores institutioner ses ikke længere entydigt som et velfærdsgode, men som tilbud. Vi er gået fra flotte mål om udvikling af velfærden, fællesskabet og mennesket til at sætte fokus på effektiviseringaf velfærd, fokus på individualisme og på, hvor meget hvert menneske bidrager til erhvervslivet.
Udviklingen har taget til i de sidste 10 år og i særlig grad under den borgerlige regering. Uligheden er vokset og velfærden er under pres.
Systematiske nedskæringer har udhulet vilkårene for børn, ældre og samfundets svageste. På det pædagogiske område har det medført, at der i dag er flere brugere for hver pædagog end tidligere.
På dagtilbudsområdet er bevillingerne ikke vokset, men børnetallet er (se note 1). Den offentlige sektor bliver drevet som en forretning.
Der skal leveres resultater, der kan måles. Det skaber et voldsomt pres på de enkelte institutioner.
På den ene side vokser kravene til institutionerneo m at levere dokumentation, regnskaber og indholdsstyring til kommunale chefer, politikere og forældre. På den anden side flytter de samme chefer og politikere ansvar og flere opgaver ud på institutionerne, oftest uden at der følger penge, personale eller efteruddannelse med.
Konsekvensen er, at det pædagogiske personale bruger mere tid på administrative, kommunikerende eller andet arbejde, der ikke er direkte brugerrelateret, end på at være sammen med børnene.
I dagligdagen medfører denne udvikling atpersonale og ledelse tvinges til at bruge tid på atsøge sponsorater til nyt legetøj eller forhandlepriser med busselskabet for at få forretningen tilat løbe rundt. Institutioner med faldende børnetaltvinges til offensiv reklamering på markedet for atfinde kunder, dvs. konkurrere om forældrenesopmærksomhed med de andre institutioner. Fordiforældrene i en rendyrket markeds-optik er kunder,vil det pædagogiske personale blive presset til atgøre ekstra meget for at tilfredsstille dem, mens de bliver tilskyndet til at se institutionen og deansatte som en ydelse, de har købt.
Den nyliberale udvikling dominerer den verden,vi skal arbejde i som pædagogisk personale. Derer færre ressourcer i hverdagen og flere krav - ogikke mindst dominerer en tankegang, hvor mennesket og fællesskabet træder i baggrunden, mens markedsgørelsen træder frem. På et markeder det økonomien og ikke mennesket, der er i centrum.
Det udgør en stor risiko for hele det pædagogiskeområdes fremtid.
UDVIKLING MED STYRET HÅND!
Det pædagogiske område har de sidste 10 årværet under pres for at underlægge sig denyliberale udviklingstendenser indenfor denoffentlige sektor. Udviklingstendenser, som mantydeligt kan se i regeringens og arbejdsgivernes krav om effektivitet, kontrakt-, effekt-, resultat- og målstyring af de kommunale institutioner.
For at sikre, at alle personalegrupper i en kommune arbejder efter samme mål har kommunerne udarbejdet målsætninger og stiller ensartede konkrete krav til det pædagogiske arbejde, som forbinder alle ansatte, uanset hvad de arbejder med, og hvem deres brugere er (se note 2). Det er en tendens, som vil forstærke ensartethed,standardisering og konkurrence institutionerne imellem. En tendens, der ikke giver plads til det, at børn og brugere har forskellige behov.
Regeringens politik presser kommunerne. Det sker blandt andet gennem lovgivning og ved at opfordre til at udlicitere og privatisere dele af den offentlige sektor. Der indføres forskellige systemer,s å offentlige tilbud kan måles og vejes - f.eks. benchmarking af kommuner og institutioner, sammenligning af eksamenskarakterer på folkeskolerne, hjemmesider med omtale af hospitalsansatte, der har fået klager. Disse initiativer skal øge konkurrencen mellem kommuner og institutioner; hvem opnår de bedste og mest synlige resultater mest effektivt?
De offentligt ansattes løn-, ansættelses- og ledelsessystemer følger trop, med indførelse a fansættelses-, målstyrings- og resultatlønskontrakter.
Magten til at definere, hvad der er god pædagogik, og hvordan en institution skal drives, er gledet længere ud af hænderne på det pædagogiske personale. I modsætning til 60?erne,70?erne og begyndelsen af 80?erne, hvor den pædagogiske professions udvikling voksede op nedefra (se note 3), så er de sidste 10-15 år kendetegnet ved, at forandringer bliver påtvunget ude- og ovenfra (se note 4).
Det pædagogiske felt bliver i stigende omfang udsat for politisk mål- og resultatstyring. Det sker blandt andet gennem pædagogiske læreplaner, serviceloven, social arv-indsatsen, sprogstimulering og resultatmål. Samtidig gennemføre rregeringen indskrænkninger i det kommunale selvstyre og kommunernes håndtering af det pædagogiske område gennem lovgivningsmæssige tiltag, tilskudsfordeling m.v.
Kravet til den pædagogiske profession om a tblive bedre til at beskrive, begrunde og vurdere det pædagogiske arbejde, bliver stadig mere udtalt.
Personalet skal synliggøre, og retfærdiggøre deres arbejde. Synliggørelsen skal sikre, at den politisk bestemte pædagogiske udvikling bliver fulgt.
Begrundelsen er, at der er behov for større demokratisk kontrol med de fagprofessionelle.
Synliggørelsen skal samtidig give befolkningen mulighed for at vurdere arbejdet på institutionerne.
Fra udpræget frihed for det pædagogiske personale til selv at kunne vælge mål og metoder, sker der altså en indskrænkelse af denne frihed.
Politikere og embedsmænd øger kontrollen med, hvad der sker på de pædagogiske institutioner
LFS SER 5 HOVEDOMRÅDER, HVOR DEN NYLIBERALEUDVIKLING HAR INDFLYDELSE PÅ DEN PÆDAGOGISKE PROFESSION: |
Menneskesynet. Den pædagogiske praksis; - indskrænkelse af metodefrihed Graden af detailstyring; Krav om evaluering, dokumentation, effektivitet og resultater1 Forandringer i valget af institutionstyper og institutionsstruktur Kravene til personalets kompetencer og kvalifikationer; f.eks. udtrykt gennem pædagogiske uddannelser; fra grunduddannelsen til efter ? og videreuddannelserne. |
Der er intet som tyder på, at den nyliberale udviklingstendens vil tabe styrke de kommende år, - der vil komme endnu større fokus på evaluerings- og testredskaber, sprogscreening, kvalitets- og forældretilfredshedsundersøgelser.
Sammenholdt med nationale og kommunale nedskæringer befinder det pædagogiske område sig under et konstant pres. Det har konsekvense rfor det fysiske og psykiske arbejdspres for alle de ansatte indenfor det pædagogiske område, uanset hvilken stilling, de har.
PÆDAGOGISK VIDENOG KOMPETENCE - FORUDSÆTNING FOR AUTONOMI
Det pædagogiske område skal, som følge af den nyliberale udvikling, leve op til kvalitetsstandarder.
Det sker blandt andet igennem satsningevidensbaserede pædagogiske metoder - altså metoder, hvor resultatet skal kunne måles, vejes eller sættes tal på. Forholder det pædagogiske område sig ikke kritisk til denne udvikling ?risikerer man at bidrage til at udvikle nye styringsredskaber, der understøtter en politisk central styring af det pædagogiske arbejde, herunder øget uniformering og standardisering? (se note 5).
Hvis den pædagogiske profession skal fastholde mennesket og den reflekterede relation, som si tudgangspunkt i en tid med kontraktstyring, evidensbasering og markedsgørelse, skal den skabe plads til mangfoldighed. Det sker ved a tbidrage til udviklingen af mange forskellige pædagogiske metoder, hvis resultater ikke nødvendigvis kan måles og vejes.
I den pædagogiske relation er svaret og målet ikke givet på forhånd, men noget man finder ud af undervejs. Først må man lære det andet menneske at kende, hvorefter man skaber udvikling og løser problemer i samspillet. I kontraktstyring kender man målet på forhånd. Gennem en kontrakt forpligter institutionen sig på bestemte mål og på en bestemt metode, der skal bringe de rigtige resultater. Hvis kontrakten ikke overholdes, har institutionen og personalet fejlet.
Det pædagogiske personale har en særlig viden,d er hviler på kompleksitet, kontekst, deltagelse og samspil, valg og ansvar - og ikke først og fremmest på forhåndsdefinerede metoder.
Alternativet til kontraktstyring og evidensbaseringer derfor, at den viden, formuleres i et sprog, ?der beskriver, hvad vi kan og gør, uden at fremskrive? den pædagogiske praksis. ?Det giver os en hjemmebane i forhold til krav om dokumentation.
Så hvis vi på den måde kan gøre vores viden eksplicit, behøver vi ikke at overtage den type dokumentationsredskaber og ? metoder, der er opstået ud fra planlægningslogikken? (se note 6).
Pædagogisk arbejde handler om relationer mellem mennesker ? børn, unge, bruger og den professionelle. Derfor kræver vores profession både tid og rum til refleksion. Men der er også brug for at udvikle en professionsetik, der viser anerkendelse, respekt og er inkluderende overfor alle brugere i det pædagogiske felt.
En professionsstrategi må se mangfoldigheden på det pædagogiske område som en styrke for at fastholde og udvikle den pædagogiske autonomi.
DEN PÆDAGOGISKE AUTONOMI OG FRIHED BEGRÆNSES
Flere undersøgelser viser, at det pædagogiske personale vægter deres autonomi og høje grad af metodefrihed som det vigtigste i deres arbejde. Metodefriheden og autonomien har været medvirkende til udviklingen af den pædagogiske tradition i Danmark (se note 7).
En pædagogisk tradition, som bygger på en menneskeliggørelse af relationen mellem den professionelle og det andet menneske; barnet, den unge, den handicappede eller psykisk syge.
Autonomi og metodefrihed er tilkæmpede rettigheder, som er tæt forbundet med den fagpolitiske udvikling på det pædagogiske område.
Op igennem 70?erne og 80?erne voksede detpædagogiske område sig stort og stærkt; fagforeningsmæssigt, uddannelsesmæssigt og teoretisk.
Centralt fastlagte mål for daginstitutionen sindhold truer for alvor det pædagogiske områdes autonomi. Det er et brud med den pædagogiske kulturarv og tradition på den enkelte institution, for personalet og for børnene på ?rød stue? eller i dagplejen. Det vil i dag være staten i første omgang - og i anden omgang kommunen, som beslutte rrammerne for, hvad der skal foregå på institutionerne ? ikke personalet. En tilsvarende udvikling kan identificeres på anbringelsesområdet for børn og unge, hvor der eksempelvis arbejdes med et fælles dokumentations- og rapporteringssystem af effekten af anbringelser i hele landet. Tankegangen er, at alle børn og unge - uanset hvor forskelligede er - skal kunne måles på samme skala.
På trods af det pædagogiske områdes relative autonomi har det pædagogiske arbejdes værdi og betydning ikke fået den anerkendelse, vi ønsker, blandt politikere og beslutningstagere. Et tydeligt eksempel på dette er, at folkeskolen er gratis, mens dagtilbud er udsat for brugerbetaling (se note 8).
Autonomi er ikke noget det pædagogiske område er blevet tildelt eller er født med. Det er noget der er kæmpet for og til stadighed måkæmpes for. En autonomi, som til stadighed står til diskussion, og som bliver truet af den nyliberale udvikling. Autonomi findes altså i forskellige grader, og det kræver pædagogisk, faglig og politisk kamp at fastholde og udvide den.
Enhver diskussion om fremtiden for de tpædagogiske område - og fremtiden for den pædagogiske profession, må tage højde for de trusler og udfordringer, den samfundsmæssigeudvikling stiller de pædagogiske områder overfor.
TO SYN PÅ PROFESSION
Begrebet profession og professionernes betydning i samfundet kan ikke defineres entydigt.
Man skelner typisk mellem to forskellige syn på, hvilken betydning, det har, at bestemte erhvervs- og faggrupper defineres som professioner.
Den professionspositive tilgang lægger vægt på de funktioner, som en erhvervs- og faggruppeudfylder, og som er afgørende for, at samfundets mange dele kan hænge sammen på trods af stigende arbejdsdeling og specialisering. Det er således den samfundsnyttige betydning og den politiske accept, der er afgørende for, om et erhverv kan betragtes som en profession.
Den professionsskeptiske tilgang lægger vægt på erhvervs- og faggruppens monopolisering af såvel viden som varetagelse af opgaver medhenblik på at opnå magt, penge og status. Modsatd en professionspositive definition, hvor samfundsnytten er central, er det centrale i den professionsskeptiske, egennytten.
DEFINITION: HVAD ER NYLIBERALISME? |
Nyliberalisme er navnet på den økonomiske og ideologiske politik som regeringerne globalt har ført de sidste 25 år. Det begyndte med Margaret Thatcher og Ronald Reagan i 1980?erne og fortsatte med de socialdemokratiske regeringer i 1990?erne. I sin enkelhed går nyliberalisme ud på at føre en politik, hvor privatiseringer, nedskæringer og deregulering af den offentlige sektor, suppleres med generelle angreb på lønmodtagernes organisering og løn- og arbejdsforhold. Målet er at rulle de forbedringer lønmodtagerne fik gennem 1960?erne og specielt 1970?erne tilbage, og i stedet flytte pengene over i de erhvervslivets lommer med særlig forkærlighed for de rigeste og de multinationale. |
Der er tale om to forskellige tilgange, der bygger på forskellige menneskesyn. Hvis en erhvervsgruppe definerer og forsvarer professionen ud fra et hensyn til sig selv, kan gruppen med tiden få problemer med at blive betragtet som et vigtigt element i samfundet. Gruppen risikerer at miste sin status som profession. Hvis erhvervsgruppen sautonomi og status derimod defineres, så det omgivende samfund ser samfundsnytten af gruppens arbejde, er gruppens mulighed for at opnå og udvikle sin anerkendelse som profession bedre.
Det er et karakteristisk træk, at erhvervs- og faggruppernes egen definition og afgrænsning ikke i sig selv er nok til at opnå anerkendelse som profession.
Det er nødvendigt, at det omgivende samfund og den politiske magt opfatter gruppensom en profession.
De to tilgange viser, at der er et spændingsfelt, hvor der foregår en kamp om definitionen af professioner, opnåelse af status som profession og kamp om begrænsede ressourcer.
Debatspørgsmål: |
AUTONOMI Hvordan kan du og andre ansatte på det pædagogiske område få størst mulig indflydelse på de rammer, som pædagogikken udfolder sig i, når kommuner og stat øger kontrollen med arbejdet? |
PROFESSIONSSTRATEGI SOM ET REDSKAB TIL AT UDELUKKE ANDRE
Målsætningen med moderniseringen af den offentlige sektor har bl.a. været at bryde den pædagogiske autonomi. Det er eksempelvis sket ved at mindske de faglige foreninger og organisationers indflydelse på den offentlige forvaltning.
Fagforeningerne har dog fortsat deres arbejde påa t opretholde deres monopoler og derved udelukke andre grupper fra nogle arbejdsfunktioner. Det har ført til kulturelle konflikter mellem professioner og faggrupper i den offentlige sektor. En kamp om mål, indhold og selvforståelse - og om hvordan uddannelse og arbejde fremover skal styres.
Jagten på status, mere i løn og større samfundsmæssig anerkendelse har ledt til indbyrdes kampe mellem faglige organisationer. I stedet for at udvikle solidariske faglige fællesskaber, som kan skabe et demokratisk og lighedsorienteret velfærdssamfund, ser vi, at det ofte er de faglige organisationer segeninteresser mere end deres funktion fors amfundet, der er den drivende kraft i professionsstrategierne.
Der er tale om konflikter mellem forskellige erhvervsgrupper i den offentlige sektor om retten til at kontrollere bestemte arbejdsfunktioner.
Eksempelvis kæmper lærerne og pædagogerne om ansvaret for indskolingen. Sygeplejerskerne forsøger at tilkæmpe sig arbejdsfunktioner, lægerne tidligere har haft monopol på, mens sundhedsassistenterne prøver at tilkæmpe sig områder, sygeplejerskerne hidtil har kontrolleret. En situation, der minder om alles kamp mod alle.
Disse konflikter betyder, at de involverede grupper bliver nødt til at opruste, hvis de vil udvide og bevare deres territorium. Det kan de gøre ved at alliere sig med andre og gerne stærkere grupper som eksempelvis den siddende regering eller statslige og kommunale forvaltning. De arbejder på at højne deres status i samfundet ved at satse på opgradering af de uddannelser og titler, som giver adgang til erhvervsgruppen.
De faglige organisationers krav om at gøre de mellemlangevideregående uddannelser til professionsbacheloruddannelserer et eksempel på den udvikling. De faglige organisationer opruster indenfor egnerækker ved at bruge argumenter, der skal begrunde, hvorfor de skal have større kompetence og status.
I den pædagogiske verden støder man på argumentet om, at kun pædagoger kan lave pædagogisk arbejde, og derfor skal der være uddannede pædagoger i alle stillinger. Man forsøger med at udelukke andet personale for at hæve sin egen status.
Eksklusion - eller udelukkelse af andre - er et centralt begreb. Det forklarer den proces, der lederfaglige organisationer og erhvervsgrupper til professionsstatus. Eksklusion er samtidig det, der giver næring til kravet om monopolisering hos en faggruppe (Hansbøl m.fl. 2005).
DEFINITION: HVAD ER MARKEDSGØRELSE? |
Markedsgørelsen af hele samfundet og alle dets afkroge er idealet, hvilket fx betyder at børnehavebørn opfattes som kommende produktive arbejdere frem for selvstændige små mennesker. Et andet eksempel er private patenter tanker eller menneskelige gener. Andre redskaber til markedsgørelse er de konstante årlige effektiviseringkrav og økonomistyring frem for kvalitet og målstyring. I økonomistyringen bruges taxametertilskud og I den offentlige sektor flyttes ansvaret for udførelsen længere ned og ud, mens beslutningerne centraliseres og kontrolleres i stadig stigende grad. |
PROFESSIONSSTRATEGI SOM AFMAGTSTRATEGI?
Når faglige organisationer vælger at sætte deres arbejdsfelt og profession til debat, er det oftest ud fra en oprigtig intention om at styrke kvaliteten af deres arbejde og sikre en demokratisk udviklingaf den offentlige sektor. Formålet med at diskutere faglige strategier, eksempelvis for det pædagogiske område, kan være at komme med alternative forslag til den udvikling, der findes inden for, det pædagogiske område.
Men professionsstrategier, der har som mål at ekskludere andre ved at forstærke de eksisterende hierarkier, som findes i den offentlige sektor, styrker ikke de faglige organisationers og deres medlemmers indflydelse på samfundsudviklingen - tværtimod.
At arbejde for professionsstrategier, der bygger på eksklusion og som vil reproducere og forstærke eksisterende samfundshierarkier i daginstitutionerne hænger ligeledes dårligt sammen med, at man vil arbejde med "anerkendelse" og inkluderende pædagogik overfor børn og unge. For LFS er det en strategi, der er dømt til fiasko. Den forsimpler de kønsmæssige, sociale og historiske årsager til den manglende samfundsmæssige anerkendelse af det pædagogiske arbejde.
LFS mener, det er en illusion at tro, at pædagoguddannede i alle stillinger, akademisering og øget dokumentation vil føre til et samfundsmæssigt statusløft og lønudvikling, som bringer det pædagogiske område på niveau med sammenlignelige faggrupper.
FLEKSIBILITETEN UNDERGRAVER FÆLLESSKABET
Hverdagen for medarbejderne på de pædagogiske arbejdspladser er begyndt at ligne det private erhvervsliv. Personalet indgår "noget-for-noget"-kontrakter med arbejdsgiverne. Det sker gennem individuelle aftaler med direkte økonomiske og menneskelige konsekvenser - eksempelvis gennem individuel løndannelse.
I den øgede individualisering af forholdene på de pædagogiske arbejdspladser vil det være ledelsen og de omstillingsduelige medarbejdere,d er er i stand til at leve op til de nye arbejdsvilkår, som har fordel af udviklingen.
Individualiseringen er ikke kun en mulighed for at vælge, men også en belastning for det psykiske og fysiske arbejdsmiljø. Den enkelte medarbejderpresses til at udvise fleksibilitet. Brugernes individuelle ønsker og behov skal respekteres og opfyldes. Det betyder, at den pædagogiske professionalitet også individualiseres. Når det pædagogiske arbejde er under konstant forandringspres og hele tiden skal tilpasse sig skiftende politiske krav og forventninger fra omverdene nmedfører det også en individualisering af den enkelte pædagogiske medarbejder og de npædagogiske praksis.
Disse tendenser er med til at gøre det uklart, hvad der danner rammen om den pædagogiske faglighed og den pædagogiske profession. Det sætter den faglige identitet og de fælles faglige værdier på spil. Den pædagogiske faglighed og den pædagogiske profession bliver i mindre grad end tidligere identitetsskabende. Derfor kan den øgede individualisering true den pædagogiske faglighed og den pædagogiske professions sammenhængskraft.
Debatspørgsmål: |
MENNESKET I CENTRUM Hvordan får man styrket den menneskelige relation og de værdier i det pædagogiske arbejde, som ikke kan gøres op i tal, statistikker og synlige resultater? |
AKADEMISERING - MARKEDSGØRELSE AF DEN PÆDAGOGISKE PROFESSION
I jagten på øget status for pædagoger gør bl.a.BUPL en del ud af at forholde sig til ?sammenlignelige? professioner, som socialrådgiverne, lærerne og sygeplejerskerne. Pædagoger, som blev færdiguddannet inden for de seneste år, har vundet retten til at bære den akademiske titel af "professionsbachelor".
Den samme titel har socialrådgivere, lærere og sygeplejersker. Akademisering af den pædagogiske uddannelse ses af mange som et udtryk for en stigende anerkendelse af det pædagogiske område. Langt mindre opfattes det som et led i en global standardisering af uddannelsessystemet, som finder sted over hele verden, og som ikke har noget særligt med pædagogområdet at gøre.
LFS mener, at den pædagogiske opgave er væsentlig forskellig fra den opgave lærere, sygeplejersker og socialrådgivere udfører, selvom de også arbejder med mennesker. Først og fremmest er pædagogisk arbejde kendetegnet ved, at det er relationen mellem to ligeværdige mennesker, som er i centrum. Ønsket om at øge livsdueligheden og autonomien for både den professionelle og det andet menneske er kernen i det pædagogiske.
Akademiseringen har forstærket kravet om at identificere sig med andre professionsbacheloruddannede faggrupper, når det kommer til løn, status, kompetencer og anerkendelse. Derfor er der også et voksende krav om ikke at gøre sig en smed de ufaglært ansatte og lave en synlig skillelinje mellem pædagoger og pædagogmedhjælpere i det daglige arbejde (Nørregård-Nielsen, 2005).
I praksis er akademiseringen af de mellemlange uddannelser sammenkædet med, at stadig større dele af det pædagogiske velfærds- ogomsorgsarbejde opsplittes på en række snævert afgrænsede personalekategorier (se note 9).
Den ændrede organisering af opgavevaretagelsen - og derme dfordelingen af det pædagogiske arbejde og omsorgsarbejdet - sker ikke som følge af uddannelsernes akademisering. Akademiseringen af uddannelser bidrager derimod til at skabe tilslutning til den nyliberale "modernisering af den offentlige sektor" blandt de faglige organisationer (Mathiesen, 2000).
Når BUPL ud fra en fagpolitisk strategi (se note 10) accepterer akademiseringen af pædagoguddannelsen, accepterer de samtidig funktionsspecialiseringen af de andre uddannelser inden for det pædagogiske område, - og de accepterer, at opgaverne omstruktureres efter uddannelsesniveau. Dermed nedtones betydningen af den basale relation, som arbejdet med andre menneske fordrer.
Akademiseringen af pædagoguddannelsen og de andre mellemlange uddannelser er direkte sammenkædet med en omorganisering af arbejdsområdet.
Uddannelserne bliver omstruktureret til at forsyne markedet med "produkter" tilpasset de forskellige funktioner i en hierarkisk arbejdsdelt virksomhedsorganisation.
Akademiseringen af de mellemlange professionsuddannelser indgår i den nyliberale strategi for ?moderniseringen af den offentlige sektor?, og akademiseringen kan ses som et middel til a tindføre den ønskede omorganisering af opgavevaretagelsen f.eks. kontraktstyring, udlicitering, privatisering etc. - på trods af velfærdsprofessionernes modstand.
Ser man uddannelsespolitikken som en afspejling af en mere fundamental ideologisk "kulturkamp", er der slet ikke så store modsætninge rmellem den konservative skolepolitik og den ny-liberale institutionsudvikling.
Akademiseringsstrategien er først og fremmest inspireret af nyliberal økonomisk tænkning og dens forvaltningsmæssige pendant ?New public management? (se note 11) (Olesen, 2005).
NY PÆDAGOGUDDANNELSE UNDERVEJS
Efter mere end tre års arbejde og adskillige forsøg har Folketinget vedtaget en ny pædagoguddannelse, som på mange måder er et brud med det anker, der lå til grund for skabelsen af enhedspædagoguddannelsen i 1992.
Den nye pædagoguddannelse bærer tydeligt præg af regeringens krav om skærpelse affagligheden; vel at mærke børnenes faglighed.
Fokus og omdrejningspunktet er ikke længere pædagogik, socialpædagogik, psykologi og aktivitets- og kulturfag. Det er derimod dansk. Et grundlæggende opgør med den pædagogfaglige kulturarv og tilkæmpede autonomi ses tydeligt id en nye uddannelse. Vi mener, der hverken er tale om en styrkelse af pædagoguddannelsen, pædagogprofessionen eller institutionsområdet - tværtimod.
Sammenholdt med strategien om "uddannede i alle stillinger" (se note 12) kan BUPL's strategi komme til at understøtte en nyliberal udvikling, sompå sigt kan medvirke til at undergrave det pædagogiske område og den pædagogiske professionsautonomi.
Grundlaget for en stærkere integration mellem pædagoger og lærere ? i lighed med hvad vi kan se andre steder i Europa ? er lagt med den nye pædagoguddannelse. Og det er problematisk. Mellem læreren og eleven findes en objektivisering af relationen, fordi barnet eller den unge ses som en, der skal "opdrages" og fyldes med en bestemt form for viden.
Det som Paulo Freire kaldte for "sparekasseundervisning" (se note 13).
Ligeledes for socialrådgiveren og sygeplejersken er deres professioner - både historisk set og i nutiden - udviklet indenfor fastlagte og ofte meres nævre rammer.
Uddannelse, som tager afsæt i relationen og ikke i "markedets logikker" er med til at kvalificere og styrke den enkelte pædagogiske medarbejders "relationsevner". Det kvalificerer anerkendelsen og respekten i mødet med det andet menneske i det pædagogiske arbejde. God uddannelse har svært ved at fungere under markedsvilkår.
Den kræver velfungerende demokratiske institutioner. Den nye lov om pædagoguddannelsen er et tilbageskridt for den pædagogiske faglighed, for socialpædagogikken og kvaliteten af relationsarbejdet i mødet med andre mennesker.
DEFINITION: NEW PUBLIC MANAGEMEN |
Teorien bag de seneste års moderniseringsbestræbelser i den offentlige sektor er New Public Management (NPM). NPM er en samling ledelses - og managementstrategier om en mindre og mere effektiv offentlige sektor. Målet med NPM er en markedsgørelse af den offentlige sektor, hvor kodeordene er konkurrence og resultater. |
KUNSTEN AT SAMMENLIGNE ÆBLER, PÆRER OG BANANER
At forsøge at efterligne andre professioner vil blot forstærke en udvikling mod forsknings- eller evidensbaserede koncepter (se note 14) og planer. Dermed vil den pædagogiske profession komme til at ligned e andre professioner, hvor mødet med det andet menneske; barn, ung eller bruger defineres ud fra de rammer, mødet foregår i: for sygeplejersken er mennesket en patient, for læreren er mennesket en elev og for socialrådgiveren er mennesket en klient.
Hvis man måler lærernes og sygeplejerskernes professionsstatus ud fra kriterier, der er hentet fra de klassiske professioner ? lægerne og advokaterne ? opnår de aldrig fuld professionsstatus. Lærernes og sygeplejerskernes arbejdsopgaver er væsentligt mere generalistpræget end lægernes og advokaternes.
Hvis man ligeledes måler pædagogers status ud fra lærernes og sygeplejerskernes kriterier, vil pædagogerne heller aldrig opnå fuld professionsstatus, fordi det pædagogiske arbejde er langt mere helhedsorienteret, end lærernes og sygeplejerskernes arbejde. Det vil være langt mere frugtbart at vælge et iagttagelsespunkt, som ikke forvrider den pædagogiske faglighed.
Hvis et ønske om en større grad af pædagogisk definitionsmagt og autonomi skal blive virkelighed,s kal der tages afsæt i de kompetencer samfundets udvikling kræver af den menneskelige relation, den anerkendende relation og dermed den professionelle relation.
Pædagogisk uddannelse af en hver art; grunduddannelser, efter - og videreuddannelses må tage sit naturlige afsæt i en tankegang, der bygger på menneskelige relationer og dannelse. Men det kræver et brud med den nyliberale uddannelsestænkning og et opgør med reformen af pædagoguddannelsen. En reform, der udgør en risiko for at reducere pædagogstudiet til en discountlæreruddannelse.
Hvis pædagogikken ikke eksisterer som videnskabeligt grundlag for pædagoguddannelsen, bliver den kun et vedhæng til uddannelsen, som erknyttet til pædagogens erhvervsforberedelse. "At være pædagog" bliver ved med at være et erhverv - ikke en profession (Dale, 1998).
DEFINITION: EVIDENSBASERET VIDEN |
Evidensbaseret viden hviler på evaluering og måling af de sociale indsatsers/programmers effekt: man kan og skal måle sig frem til hvilke metoder, der virker bedst ("best practice"). Evidensbaseret forskning er i dag en del af det nyliberale og kulturkonservative projekt om at markedsorientere velfærdsstaten. Evidenstankegangen har åbnet for en revival til den ultrakonservative ideologi: Behaviorisme. |
Debatspørgsmål: |
HVEM MÅ VÆRE MED? Hvem skal være med i en pædagogisk profession? Er den forbeholdt folk med pædagoguddannelse, eller er der også plads til dagplejere, pædagogmedhjælpere og klubmedarbejdere? |
DET PÆDAGOGISKE ARGUMENT
Pædagogik handler først og fremmest om relationer, og de udspiller sig aldrig i et tomrum. Kvaliteten af en relation - f.eks. mellem et barn og en voksen - er afhængig af den omverden og de rammer, relationen udspiller sig i. Kvaliteten, mængden og typen af omsorg leverer klare og uafhængige bidrag til menneskers udvikling.
Nyere forskning på børneområdet dokumenterer, at der er en direkte sammenhæng mellem gode normeringer og graden af adfærdsproblemer hos børn op til 3-års alderen. Ved 3-års alderen betyder det, at børnene er mere ?skoleparate?, har langt bedre sprogforståelse, bedre hukommelse og udviklers tærkere sociale egenskaber (se note 15).
De ressourcer politikerne giver til området, bestemmer hvilke relationerder er mulige.
Undersøgelsen ?Child Care and Development? (2005) konkluderer bl.a. at Børn oplever ?sensitiv opmærksomhed? når: -de er i mindre grupper -der er færre børn per voksen -personalet er ?børneorienterede? -det fysiske miljø er sundt, sikkert og udfordrendefor barnets sociale udvikling |
Ifølge ordbogen er pædagogik ?læren om opdragelse? eller ?læren om dannelse?. Pædagogik sætter altså dannelse og samspil under lup og beskriver relationen mellem individ og omverden.
Pædagogik er både teori (at beskrive) og praksis (at handle).
Der er ikke automatisk sammenhæng mellem teori og praksis. ?Praktikkens gyldighed / værdi e ruafhængig af teorien, men praktikken kan gennem teorien blive mere bevidst? (se note 16).
Praksis kommer altså først, og kan ikke underlægges teorien og heller ikke den pædagogiske overvejelse. Men overvejelsen kan gøre sit til at kvalificere praksis (Bayer,2004). Praksis er ikke anvendt teori.
Pædagogik indeholder tre kompetenceniveauer:
- Udøvelse af praksis
- Planlægning af praksis
- Refleksion over praksis (se note 17).
Det er LFS?s opfattelse, at man skal kunne mestre alle tre kompetencer for at kunne kaldes professionel. Der findes flere forskellige betegnelser for den pædagogiske medarbejders virke: relationsmedarbejder,- kulturformidler, - omsorgsudøver, - og værdiformidler, men fælles for alle pædagogiske medarbejdere er, at deres virke omfatter alle fire betegnelser.
Relationsarbejde betoner gruppeprocesser og fællesskaber som en grundsten i den enkelte sidentitetsskabelse. I den pædagogiske relationer det fællesskabet, der er omdrejningspunktet for individets hele og alsidige udvikling.
I den pædagogiske relation er anerkendelsen fra et andet menneske det kropslige og psykologiske ilt, der skal øge den enkeltes livsduelighedo g livslæring. I et hvert møde mellem den professionelle og den anden, skal der gives tid og rum, nærvær og tålmodighed i kontakten. Mødet bliver brugt som indgang til at opdage noget nyt, finde den lille tråd, som måske kan blive længere og længere. Dermed bliver den gennemgående tanke i pædagogiske arbejde, at dannelse består i en relation mellem det kendte og det ukendte.
Grundkriterier for dannende kundskab er den menneskelige aktivitet, den skabende fantasi o kundskabens personlige tilknytning (se note 18).
Anerkendelse leder til en måde at være sammen på. Anerkendelse understreger, at de involverede tager hinanden alvorligt, og den stiller krav om gensidighed mellem mennesker og om, at man sammen søger at udvikle en almindelig og dagligdags kompetence. ?Det er i relationen, anerkendelsen kommer til udtryk, det er relationen, ders kaber gensidigheden og udfolder ansvaret? (se note19).
Relationen er også fundament for al udvikling og læring. Fra spædbarnsforskningen (Stern,1995) ved vi, at relationen til andre er barnets vigtigste udviklingsressource.
Relationen understøtter barnets egen biologiske livskraft. Det er altså de menneskelige kvaliteter i de relationelle forhold, barnet og den unge udvikles i, der er afgørende for, om de relationelle forhold er udviklingsstøttende eller hæmmende.
En udviklingsstøttende relation giver den voksne ansvar og magt til at beskrive, definere, afgrænse og organisere barnet og den unges livssituationer.
Det er en forudsætning for brugernes trivsel og positive udvikling, at den professionelle har mentalt overskud, positive forventninger og et anerkendende menneskesyn.
Det giver derfor mere mening at snakke om en styrkelse af den pædagogiske professionalisme, hvor der skal ske en:
- anerkendelse af, at mangfoldighed i tilbuddene og mangfoldighed i de faglige og menneskelige kompetencer er vigtige for, at mennesker kan være aktører i egne liv
- kvalitetsudvikling af den pædagogiske uddannelse
- lederuddannelse
- styrkelse af den pædagogiske profession, der inkluderer pædagogmedhjælpere, dagplejere, klubmedarbejdere og anderledes kvalificerede på det pædagogiske område
- styrkelse af grund-, efter- og videreuddannelse til alle pædagogiske medarbejdere
- styrkelse af det pædagogiske arbejde
MANGFOLDIGHED ER GODT- DAGPLEJEN SOM EKSEMPEL
LFS mener, vi skal bevare mangfoldigheden i de pædagogiske tilbud - både i tilbuddenes karakter og personale sammensætning. Også i en tid, hvor disse tilbud sættes under pres af udefra kommende forhold.
LFS betragter dagplejen som et kvalificeret og professionelt tilbud. Vi er ikke enige i betragtninger om, at alle børn i alderen fra 0-3 år udelukkende skal have mulighed for en plads i en vuggestue eller aldersintegreret institution. Dagplejen skal ikke reduceres til et absolut minimum. Og dagplejen skal ikke knyttes direkte til en daginstitution under dennes ledelse.
Kvaliteten i den kommunale dagpleje og dagplejernes professionelle indsats i dagligdagen for 60.000 børn er dokumenteret: ?Dagplejen er en meget lang historie om en succes. Det er der ikke megen tvivl om, hverken når man bedømmer den ud fra antallet af børn, der hver dag opholder sig i dagplejen, og den tilfredshed, forældre giver udtryk for, eller bedømmer den ud fra den samfundsmæssige godkendelse, der i dag er forbundet med dagplejen? (Jørgensen, 2006).
Dagplejerne arbejder under pædagogisk supervision, rådgivning og tilsyn, der varetages af uddannede pædagoger. Derudover skabes gennem de kommunale legestuer forudsætninger for kollegiale drøftelser og sparring mellem pædagog og dagplejere og mellem dagplejerne indbyrdes.
Den kommunale dagpleje kan derfor ikke sammenlignes med rent privat, såkaldt ?sort? dagpleje.
Daginstitutioner og dagplejen har hver deres særegne kvaliteter og værdier. Dagplejepædagogikken adskiller sig fra institutionspædagogikken ved at bygge på hjemlige værdier og rammer.
Det hjemlige miljø, nærheden, trygheden og omsorgen for det enkelte barn og børnegruppen, det at dagplejeren er 100 % sammen med børnene er en væsentlig kvalitet i dagplejen. Det selvstændige spillerum og de store frihedsgrader er en afgørende del af motivationen og kvaliteten idet pædagogiske arbejde, som foregår i dagplejen.
Et spillerum som er med til at sikre en høj grad af autonomi i det dagplejepædagogiske rum. Desuden medvirker det til, at den enkelte dagplejer bevarer sit særpræg, individuelle kvaliteter og mulighed for at udvikle sig.
Dagplejen er et alternativ til daginstitutionerne, som er velegnet til småbørn i alderen 0-3 år. Den lille børnegruppe sikrer, at det sociale samvær hele tiden udvikler nye kvaliteter ? fysisk intimitet tilføjes en psykisk (se note 20).
Dagplejen har opbygget en faglig professionalisme, der hviler på dagplejernes relationskompetence og realiseres gennem den tætte relation mellem dagplejer og børn under supervision og vejledning af pædagogen.
At underkende dagplejen som et kvalificeret alternativ til daginstitutionerne, opfatter LFS som en både éndimensional, institutionaliseret og fagchauvinistisk holdning. En afvikling af dagplejen vil svække den pædagogiske mangfoldighed.
Dagplejen skal hverken afvikles eller reduceres til en pædagogisk mini-institution, men udvikle en relationsorienteret pædagogik som ?på sin vis fastholder det hjemlige i form af trygheden i kontakten mellem barn og voksen og samtidig forsøger at udvikle denne tryghed mellem barn og voksen? (se note 21).
Debatspørgsmål: |
HVORFOR EN PROFESSION? Hvad kan det pædagogiske område bruge en professionsstatus til? Synes du, det er den rette vej, for at opnå anerkendelse i samfundet? |
STYRK MANGFOLDIGHEDEN- STYRK PROFESSIONALISMEN
LFS mener, at en satsning på pædagoguddannet personale i alle stillinger på det pædagogiske område kan svække vores definitionsmagt og autonomi.
Derfor tager LFS afsæt i et professionspositivtsyn, som sociologen Talcott Parsons (se note 22) taler om.
Han lægger vægt på at professionens natur er at arbejde for ?det fælles bedste? og solidaritet i modsætning til markedet, som er drevet af egoistiske interesser.
Derfor må den professionellesarbejde baseres på en universel forståelse.
Det skal ikke være særinteresser, der afgør, hvordan børn, unge eller brugere skal behandles.
Ligeledes må den professionelle have opnået sin position gennem sine kvalifikationer. I modsætning til indflydelsesrige forbindelser, køn, klasse, race eller lignende (Parsons, 1968).
LFS ser uddannelse og teori som et vigtigt element i det pædagogiske arbejde. Uddannelse kan skabe forudsætningerne for refleksion og analyse og er dermed en forudsætning for udvikling af praksis.
Pædagogisk arbejde er ikke blot ureflekteret relation, men pædagogisk arbejde er omvendt ikke anvendt teori. Grundlæggende har det afgørende betydning, at de pædagogiske medarbejdere (se note 23) besidder nogle menneskelige kvaliteter og iboendek ompetencer.
Kvaliteter, som betyder, at man e ranerkendende og respektfuld i mødet med et andet menneske.
Derfor er det vores overbevisning, at den uddannelsesmæssige baggrund ikke i sig selv sikrer en optimal relation mellem en medarbejder og barnet. Og i forlængelse heraf; at en medarbejder uden pædagoguddannelse kan være fuldt ud kvalificeret til det pædagogiske arbejde. Denne påstand underbygges af Per Schultz Jørgensen (se note 24):
?Det er ikke ved at læse flere bøger eller tage mere uddannelse, at et menneske bliver i stand til at håndtere relationen til et andet menneske på en mere kvalificeret og ansvarlig måde.
Det er heller ikke en særlig uddannelsesmæssig baggrund, der sikrer, at det er relationen mellem den professionelle og det andet menneske, der kommer i højsædet.?
LFS ser den pædagogiske mangfoldighed i de pædagogiske tilbud som en styrke, der skal udbygges, ikke indskrænkes. Mennesker er forskellige, hvorfor det er en kvalitet, at Danmark rummer mange forskellige pædagogiske tilbud mange forskellige medarbejdere med en mangfoldighed af kvalifikationer.
Godt psykisk arbejdsmiljø, god personalenormering, gode arkitektoniske rammer, godt indeklima og lavt støjniveau omkring det pædagogiske arbejde med mennesker er vigtigt. Vi ved, at de fysiske rammer og støjniveau indvirker påmennesker. Det påvirker menneskers liv og udviklingsmuligheder (se note 25).
Ligesom det påvirker de pædagogiske medarbejderes trivsel og sikkerhed.
Disse faktorer kan ikke adskilles fra diskussionen om en professionsstrategi. Disse vilkår har afgørende betydning i den anerkendende relation og er en konkret afspejling af anerkendelsen fra samfundet af det pædagogiske område.
FAGLIG STRATEGI- SOLIDARITET OG SAMMENHOLD
Hvis konkurrencen og rivaliseringen om medlemmerne øges, uden at der sker organisatorisketilpasninger i fagbevægelsen, som f.eks. fusioner og fællesoverenskomster, vil de faglige organisationernes forhold blive belastet. Medlemsundersøgelser viser, at faglige organisationsstrukturer og grænsekonflikter er dybt irrelevante for det enkelte medlem. De kan, hvis de ikke løses, resultere i faldende medlemstal.
Hvis de pædagogiske organisationer skal medvirke til bevare professionens autonomi - og samtidigt kæmpe formere anerkendelse, bedre løn og arbejdsvilkår, er der brug for politisk stærke fagforeninger, der arbejder for medlemmernes interesser både i overenskomstforhandlingerne og i den social- ogvelfærdspolitiske debat.
Organisations- og uddannelseschauvinisme er ikke til gavn for det samlede pædagogiske område og medlemmernes interessevaretagelse. LFS mener derfor, at arbejdspladsorganisering, fagfællesskaber og fællesoverenskomster er vejen frem i en tid, hvor området er under voldsomt pres. Derfor er visionen om et pædagogisk enhedsforbund fortsat aktuel om end desværre ikke indenfor umiddelbar rækkevidde.
En væsentlig forudsætning for at hæve kvaliteten på det pædagogiske område er et bedrearbejdsmiljø og tilførsel af flere ressourcer.
Det kræver, at sammenholdet mellem de forskellige grupper og faglige organisationer videreudviklespå det pædagogiske område. Det er den væsentligste forudsætning for at vende den nyliberale udvikling og bekæmpe nedskæringerne.
Opgaven kan ikke reduceres til spørgsmålet omuddannelse alene. Kun ved en fælles indsats for et solidarisk samfund - uden ulighed og uretfærdighed- kan vi skabe en anden verden, hvor alle mennesker anerkendes.
FAGBEVÆGELSENS UDFORDRING |
?Folks utilfredshed med den aktuelle udvikling bør politiseres og kanaliseres ind i faglige og politiske klassebaserede kampe for arbejdsforhold og levevilkår. Den er den eneste måde, hvorpå man kan undgå at disse folk ellers bliver mobiliseret af højrefløjs og populistiske partier. Vi bør sætte fokus på velfærd og arbejdsforhold og på den brutalisering af arbejdet, der finder sted, når en stigende del af økonomien bliver udsat for markedskonkurrencen. Endelig skal vi opbygge alliancer med den nye globale bevægelse imod nyliberalisme og for demokrati, global retfærdighed og solidaritet. Vores mål skal derfor være at gå videre end den sociale pagt og velfærdsstaten. Kun en forandring af samfundet som er dybtgående nok til at fjerne de materielle betingelser for en genopbygning af en nyliberal politik kan sikre det arbejdende folks interesser. ? |
Asbjørn Wahl, daglig leder af Alliansen For velferdsstaten, www.velferdsstaten.no |
PÆDAGOGIK ELLER MARKEDET
? PÆDAGOGIK OPTIK:
? Solidaritet, gensidighed, spontanitet, frihed
? Leg og relationer har egen værdi
? Netværk båret på fælles sprog og værdinorm
? Lige løn for lige arbejde
? Pædagogisk uddannelse uden markedstænkning
? Selvregulering, plads til egne behov, tillid
? Selvbærende processer
? Meningsforståelse
? Fællesskab, ligeværd
? Subjektivering af relationer
? Menneskeliggørelse af relationer
? Generel og overordnet
? Værdi og mål baseret, helhedsorienteret
? Lav detaljeringsgrad
? Fortolkningsret
? Flertydighed
? Rummelighed
? Handlefrihed
? Forpligtende frihed
? Metodefrihed
? Målvurdering
? Decentralisering af pædagogisk udvikling
? Mange veje til den gode pædagogiske relation
? Faglig sparring mellem ligeværdige aktører
? NYLIBERAL OPTIK:
? Individualisme, konkurrence & nytteværdi
? Lovgivning (Lov om pædagogiskelæreplaner og ?negativ socialarv?) kalkule, asymmetriske relationer
? Profession med penge som formidler,modul faglighed (akademiuddannelse, opsplitning af pædagoguddannelsen, etc.)
? Pædagogik underlægges markedets behov, kontrol
? Tjenesteydelser mod betaling, konsum for penge (Brugerbetaling)
? Kommercialisering
? Objektivisering af relationer.
? Tingsliggørelse af interaktionen
? Styre/lede praksis
? Specifik og konkret
? Aktivitetsbeskrivelser
? Detail beskrivelse
? Entydighed og klarhed
? Resultatmål
? Input ? output
? Synlighed
? Resultatorientering
? Resultatledelse
? Resultatkontrakter
? Resultatsamtaler
? Målopfyldelse
? Centralisering af pædagogik
? Kontrol gennem pædagogisk tilsyn
? Koncernledelse
Kravspecifikationer (KL)
LITTERATURLISTE
Bayer, Søs - og Petersen, Jan Simon: Midt imellem. Forlaget Børn & Unge, 2004, s.195
Beck-Jørgensen, B.: Når hverdag bliver hverdag: Akademisk Forlag 1994
BUPL's HB udkast til offensiv professionsstrategi 2006, s. 117
Dale, Erling Lars: Pædagogik og professionalitet. Forlaget Klim. 1998
Freire, Paulo: De undertryktes pædagogik, Christian Ejlers Forlag. 1997
Fuglsang, J. 2004. Børnefjendsk demokrati eller rettidigt omhu. Politiken, 13
Gustavsson, Bernt: Dannelse i vor tid. Forlaget Klim, 1998, s. 293
Greve, Carsten: New Public Management ? En kort oversigt over begrebets anvendelse og udvikling. Nordisk Administrativt Tidsskrift 1/2002, 83 årgang.
Hjort, Katrin: Pædagogprofessionen på vej ? men hvorhen?, BUPL, marts 2006
Hoby, Jan: Genskab utopien i pædagogikken - Paulo Freires socialistiske idéer for et andet uddannelsessystem.
LFS-NYT nr. 9, 08.07.2005. 32.årgang
Jaap, Jan: Pædagogprofessionen på vej ? men hvorhen? BUPL, marts 2006
Jørgensen, S.S. Fremtidens børneinstitution. Fra pasning til udvikling. Mandag Morgen. Strategisk Forum, 1996
Jørgensen, Per Schultz: Dagplejen, livsformer og relation. Hans Reitzels Forlag, 2006
Kampmann, Jan: Barnet og det fysiske rum. Forlaget Børn & Unge, 1994
Kragh, Eva: Akademiseringen af Sygeplejerskeuddannelsen ? En analyse af Evalueringsrapportens betydning for udformningen af den fremtidige sygeplejerskeuddannelse. Specialeafhandling, 2000, RUC
Mathiesen, Anders: Uddannelsernes sociologi. Pædagogisk Forum, Christian Ejlers? Forlag. 2000
Moos, Leif , - Krejsler, John og Fibæk Laursen, Per: Relationsprofessioner ? lærere, pædagoger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, socialrådgivere og mellemledere. Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag, 2004
Nørregård-Nielsen, Esther: Pædagoger i skyggen. Om børnehavepædagogernes kamp for faglig anerkendelse. Ph.d.-afhandling. Sociologisk Institut, Københavns Universitet, 2005.
Olesen, Henning Salling: Uddannelsespolitikken som politisk projektionsskærm, juni 2005, http://www.kritiskdebat.dk/artikel.php?id=269
Schleiermacher, Friedrich: Pædagogische Schriften. Vormals Bondi, Tyskland 1957
Social Kritik. nr. 102, december 2005. Tema: Måling & evidens
Stern, Daniel N.: Barnets interpersonelle univers. Hans Reitzels Forlag, 1995
Wahl, Asbjørn: Den europæiske arbejderbevægelse: Den sociale pagts ideologiske arv, maj 2004
FODNOTER
1
BUPL undersøgelse ?Børn og kvalitet i kommunaløkonomien 2004?. I perioden 1990-2003 er der kommet ca. 70.000 flere børn i daginstitutioner, uden at der er ansatmere pædagogisk personale. Dét svarer til en udhuling a fpersonalenormeringerne på 9.000 stillinger.
2
For eksempel er Københavns Kommunes missions & visionspapir i Børne- og Ungdomsforvaltningen et udtryk for at alle medarbejdere uanset stillingsbetegnelse skal have de samme forestillinger og mål for dere sarbejde. Det vil angiveligt medføre en større grad af ensartethed og kan ses som et ønske om korpsånd hos personalet.
3
Historisk set er pædagogikken vokset op nedenfra og oftest har pædagogikken været i opposition til de herskende ideer i samfundet. Fra Rousseau (1700-tallet), til vor tids moderne pædagogiske tænkere som; John Dewey, Erik Eriksson, Paulo Freire, Adolph Diesterweg og L.S. Vygotsky har ønsket om at udvikle det demokratiske og hele menneske stået i centrum for deres pædagogiske virke.
I Danmark var f.eks. ideerne omstruktureret pædagogik og selvforvaltningspædagogik udtryk for at det pædagogiske område forsøgte at modvirke den passivisering ogobjektivering, som børn, unge og andre brugere udsættes for gennem opdragelsen i vort samfund. En parallel udvikling er gennemløbet på det socialpædagogiske område.
4
Overnationale organisationer som OECD (Organization for EconomicCooperation and Development, - Organisationen for økonomisk samarbejde og Udvikling.), IMF (Den internationale valutafond) og Verdensbanken sætter i stigende grad rammerne og betingelserne for de internationaleo g nationale dagsordner på alle velfærdsområder.
F.eks. er det OECD's krav om markedsgørelse af al uddannelse globalt, der er den direkte årsag til, at Folketinget har vedtaget Lov om pædagogiske læreplaner.
5
Katrin Hjort i ?Pædagogprofessionen på vej ? men hvorhen??, BUPL, marts 2006.
6
Jan Jaap i ?Pædagogprofessionen på vej ? men hvorhen?? BUPL,marts 2006.
7
Bl.a. Undersøgelsen ?BUPL?s medlemmer under lup 2002" ,www.bupl.dk og FTF?s arbejdsmiljøundersøgelse 2006 - www.bupl.dk ?Hver femte pædagog bliver syg af stress?, 29. maj 2006.
8
Skjulte tilkøbsydelser ( f.eks. mad- og frugtordninger, koloni, lejrskole,svømmehal) BUPL og FTF?s undersøgelse 2006.
9
Pædagogmedhjælpere, PGU?ere, dagplejere, hjælpelærere, hjemmehjælpere, social ? og sundhedshjælpere, sygehjælpere etc.
10
F.eks ønsket om at opnå anerkendelse som videregående uddannelse ? bachelorakkreditering.
Se Eva Kragh: Akademiseringen af Sygeplejerskeuddannelsen ? En analyse af Evalueringsrapportens betydning for udformningen af den fremtidige sygeplejerskeuddannelse. Specialeafhandling, 2000, RUC.
11
New Public Management er en samle betegnelse for en række ledelses-, styrings- og organiseringsredskaber af både nyere og ældre dato. New Public Management kan defineres som en idé og tendens, reformbevægelse, værktøjskasse, policy/forvaltningspolitik, teori om kontraktstyring eller som en diskurs. Greve, Carsten, ?New Public Management
? En kort oversigt over begrebets anvendelse og udvikling? i Nordisk Administrativt Tidsskrift 1/2002, 83 årgang.
12
BUPL?s kongresoplæg 2006 ?Mål og strategier for udvikling af professionen og forslag til fremtidigt virke 2006-2008.
13
?Sparekasse-princippet for undervisning? ses af Freire som et middel til undertrykkelse:
Undervisning bliver således en art opmagasinering, hvor eleverne er magasiner og læreren lagerforvalter. I stedet for at kommunikere laver lærerne kommunikéer og gør ?indskud? i elevrne som tålmodigt tager imod, memorerer og gentager. Dette er begrebet sparekasseundervisning ?The banking concept of education?, hvor de handlemuligheder der tillades eleverne kun udstrækkes til at modtage, sortere og opmagasinere indskuddene.?
Sparekasseundervisningen betyder i praksis at ?viden er en gave, skænket af dem der betragter sig selv som vidende, til dem de betragter som uvidende.
Freire mener at "sparekasseundervisningen? skaber en tilslutning til logikken omkring herskende orden.
14
Evidensbaseret viden hviler på evaluering og måling af de socialeindsatsers/programmers effekt: man kan og skal måle sig frem til hvilke metoder, der virker bedst (?best practice?).
Evidensbaseret forskning er i dag en del af det nyliberale og kulturkonservative projekt om at markedsorientere velfærdsstaten. Evidenstankegangen har åbnet for en revival til den ultrakonservative ideologi: Behaviorisme.
Social Kritik. nr.102, december 2005. Tema: Måling & evidens.
15
NICHD Early Child Care Research Network (Eds.) 2005. Child Careand Development. New York/London. The Guildford Press.
16
Pædagogische Schriften, Schleiermacher F., Vormals Bondi, Tyskland 1957, side 11. Friedrich Schleiermacher (1768-1834) tysk filosof, teolog og pædagog.
17
Pædagogik og professionalitet, Erling Lars Dale, Forlaget Klim, 1998.
18
Gustavsson, 1998.
19
Jørgensen, 2005.
20
NICHD Early Child Care Research Network (Eds.) 2005. Child Careand Development. New York/London. The Guildford Press. 474 sider
21
Dagplejen, livsformer og relation, Per Schultz Jørgensen, HansReitzels Forlag, 2006, side 39.
22
Det professionspositive syn (Parson), kommer fra USA og bygger på den holdning, at i et højt moderniseret, specialiseret samfund udfylder professionen en meget vigtig samfundsmæssig rolle.
Professions status forudsætter, at man har en specialviden og ? kunnen, som ingen andre har, at man har samfundets tillid, og man vil noget godt. Derfor får professionen en relativ autonomi, hvor man grundlæggende har ret til både at planlægge, udføre og evaluere sit arbejde, og professionen har en selvstændig legitimitet.
Det professionsskeptiske syn (Max Weber) har den holdning, at professionalisering har til formål at lukke nogle ude ud fra følgende forestilling: Vi har en særlig viden og kunnen, og det kan I andre alligevel kke finde ud af, for den har vi fået via vores uddannelse.
Lærerne, lægerne og sygeplejerskerne marker deres profession ud fra denne logik.
Der er en fare for, at man kommer til at vælge det professionsskeptiske syn, hvis man siger ?uddannede i alle stillinger? på pædagogområdet.
23
Pædagog, pædagogmedhjælper, dagplejer eller anderledes kvalificeret.
24
Dagplejen, livsformer og relation, Per Schultz Jørgensen, Hans Reitzels Forlag, 2006, side 41.
25
Kampmann, 1994.
Bagside / efterskrift :
EN PROFESSION PÅ VEJ
Den pædagogiske verden står overfor en række store udfordringer. Daginstitutionerne bliver i stigende grad vurderet på, hvilke resultater de kan levere: Glade forældre, skoleparate børn og god økonomi. Samtidig presser arbejdsgiverne på med kontrakt- og resultatstyring og læreplaner uden, at der følger ekstra ressourcer med. Men anerkendelsen af det pædagogiske arbejde halter.
Der er derfor behov for en stærk profession, der samler alle de ansatte påpædagogområdet ? ikke kun de uddannede. En profession, der kan arbejde for større anerkendelse, mere slagkraft og ikke mindst retten til at selv at tage de vigtigste beslutninger i det pædagogiske felt.
I en tid hvor alt skal kunne måles og vejes, går LFS den modsatte vej. God pædagogik kan ikke sættes på formel og i dette debatoplæg tager LFS kampen op med troen på, at man ved at kontrollere, måle og synliggøre, kan skabe de bedste forhold for brugere,børn og unge på institutionerne.
For LFS er pædagogik et spørgsmål om menneskelige relationer, og det skal tage udgangspunkt i mennesket. Ikke i politikernes eller embedsmændenes behov for synlige resultater, de kan vise frem for borgerne.