Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
17.1.2011
Udtalelse:
Gør Løkkes efterlønsraket til en nytårsfuser
Det festfyrværkeri af politisk løftebrud, som statsminister Lars Løkke Rasmussen antændte med sin nytårstale, har udviklet sig til absurd teater. Vi står i dag i en situation, hvor der er 200.000 ledige på arbejdsmarkedet og 800.000 mennesker, som står udenfor.
Ikke desto mindre er det bedste bud, som regeringen og de øvrige efterlønsjægere kan komme med, at fjerne den mulighed, som nedslidte og fysisk hårdt prøvede mennesker har for at få et værdigt otium. Det er dybt urimeligt – og bryder med et velfærdsforlig, som en bred kreds af partier, inkl. Løkkes eget, indgik for blot tre år siden.
Hele talen om manglende hænder på arbejdsmarkedet mangler sammenhæng og peger på, at der er to veje ud af krisen: nedskærings- og sparevejen eller job- og udviklingsvejen.
Det er en kendsgerning, at det offentlige i dag mangler finansiering. Det mærker alle gennem nedskæringer og besparelser, serviceforringelser. For enkelte mærkes krisen dog ikke, nemlig for dem, der har fået glæde og fornøjelse af de klækkelige skattelettelser, som regeringen har strøet rundt.
Vi siger, at der er brug for andre svar i form af en offensiv jobpolitik. Ikke i form af produktion af tomt forbrug. Men som en politik, der investerer langsigtet i klima- og miljøområdet – til gavn for de beskæftigede og for befolkningen i dag og i fremtiden. Der er der masser af muligheder for at skabe job inden for byggeriet, i industrien og forsyningsbranchen til gavn for eksporten og for at få sat gang i økonomien. Inden for alle områderne er uddannelsesperspektiverne også store.
Alt dette er muligt i dag – det eneste der mangler er politisk vilje.
Vi bakker op om det landsdækkende tillidsmandsmøde, som LO har indkaldt til den 2. februar i Odense, og vi opfordrer alle fagforeninger i hele landet til at gøre, hvad der er muligt for at sikre en stærk opbakning – så vi får skudt gang i en offensiv for en ny regering og en ny politik frem til det valg, som kommer i løbet af i år.
Vi arbejder også på at udvikle og støtte oppositionens jobpolitik og vil rejse debatten om tidens varmeste politiske spørgsmål på en række konferencer i foråret.
Under overskriften: Ka’ det virkelig passe? Sættes følgende påstanden til debat:
- Der kommer til at mangle arbejdskraft
- Den offentlige sektor er for stor
- Vi må affinde os med markedets frie spil
Vedtaget på møde mandag den 17. januar 2011.
Fagligt Ansvar, Byggefagenes Samvirke og OK-initiativet