Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Skriftlig beretning til repræsentantskabsmøde 2010
Kampen om velfærd og den offentlige sektor
De sidste 10 års borgerligt styre har efterhånden sat sine tydelige spor på den danske velfærd. Skattestop og individuelle skattelettelser har ændret ganske alvorligt på de varige indtægter til finansiering af den danske velfærdsmodel – det er absolut ikke bare uheldige bivirkninger, men selve ideologien bag den førte politik. Pengene ligger bedst i borgernes lomme, velfærdsmodellen skal ikke være en grundlæggende samfundsmodel, men velfærds”ordninger/ydelser” skal individualiseres til kun at gælde de svageste og grænsen for hvad de svageste så skal kunne få af fællesskabet er flydende og kan kobles sammen med diverse restriktioner.
Helt så klart fremstår politikken selvfølgelig ikke og den fremlægges heller ikke sådan – faktisk fremlægges der slet ikke en politik med et total opgør med den danske velfærdsmodel, det er kommet i tilpas doser hen over årene, således at der hele tiden har kunnet argumenteres og forklares så befolkningen ikke rigtig har kunnet se andre udveje – der er med andre ord både sket en voldsom udhuling af velfærdsmodellen samtidig med at der er sket en afdemokratisering af beslutningerne.
Kommuner og regioner, der tilsammen står for ca. 80 pct. af den danske velfærd, er dem der har fået fornøjelsen af at svinge skærekniven gennem årene samtidig med at deres muligheder for at tage beslutninger er blevet tiltagende begrænsede – såvel det kommunale selvstyre som det direkte demokrati i kommunerne er blevet begrænset, igen i små bidder og lidt efter lidt.
På to af de store velfærdsområder i kommunerne, skole og dagtilbudsområdet, er konsekvenserne ved at være ganske tydelige og åbenlyse – privat skoler og private daginstitutioner/privat børnepasning siger i takt med at rammerne for kommunernes økonomi indskrænkes.
Det at kunne etablere sig som privat skole eller som privat daginstitution/privat børnepasser bruges ofte som pression for at få kommuner til typisk at bevare små skoler/ daginstitutioner (der samtidig er dyrere) – det betyder at kommunerne kan have meget svært ved, reelt at gennemføre strukturelle/økonomiske beslutninger med udgangspunkt i en samlet faglig vurdering for en hel kommune og det betyder også at demokratiet reelt er truet af grupper med bestemte og ofte egoistiske interesser.
En anden trussel mod den danske velfærdsmodel, er offentlig velfærd på markedsvilkår, med styringslogikker og redskaber, der på ingen måde er velegnede til maksimal kvalitet i mødet mellem mennesker.
I denne repræsentantskabsperiode har nedskæringer forsat været en dominerende faktor i den offentlige sektors udvikling. Velfærdssystemet er trods den økonomiske krise blevet underkastet nye markedsorienterede tiltag. Borgerne betragtes i stigende grad som forbrugere på et marked, - ikke som medborgere i et demokrati. Offentlige institutioner ses ikke længere entydigt som velfærdsgoder, men som tilbud. Vi er gået fra flotte mål om udvikling af velfærden, fællesskabet og mennesket til at sætte fokus på effektivisering af velfærd, fokus på individualisme og på, hvor meget hvert menneske bidrager til den nationaløkonomiske balance.
Det pædagogiske område er under pres for at underlægge sig de nyliberale udviklingstendenser indenfor den offentlige sektor. Udviklingstendenser, som man tydeligt kan se i regeringens og arbejdsgivernes krav om effektivitet, kontrakt-, effekt-, resultat- og målstyring af de kommunale institutioner. Magten til at definere, hvad der er god pædagogik, og hvordan en institution skal drives, er gledet længere ud af hænderne på det pædagogiske personale.
I modsætning til 60'erne, 70'erne og begyndelsen af 80'erne, hvor udviklingen af den pædagogiske faglighed voksede op nedefra, så er de sidste 10-15 år kendetegnet ved, at forandringer bliver påtvunget udefra og oppefra, - uanset de nye politiske toner fra regeringen og kommunalpolitikerne om afbureaukratisering og tillidsreformer.
Det pædagogiske felt bliver i stigende omfang udsat for politisk mål- og resultatstyring. Det sker blandt andet gennem pædagogiske læreplaner, serviceloven, social arv indsatsen, sprogstimulering og resultatmål. Samtidig gennemfører regeringen indskrænkninger i det kommunale selvstyre og kommunernes håndtering af bl.a. det pædagogiske område gennem lovgivningsmæssige tiltag, tilskudsfordeling og økonomiaftalerne mellem KL og regeringen.
Kravet til det pædagogiske personale om at blive bedre til at beskrive, begrunde og vurdere det pædagogiske arbejde, bliver stadig mere udtalt. Personalet skal synliggøre, og retfærdiggøre deres arbejde. Synliggørelsen skal sikre, at den politisk bestemte pædagogiske udvikling bliver fulgt. Begrundelsen er, at der er behov for større demokratisk kontrol med de fagprofessionelle. Synliggørelsen skal samtidig give befolkningen mulighed for at vurdere arbejdet på institutionerne.
Fra udpræget frihed for det pædagogiske personale til selv at kunne vælge mål og metoder, sker der altså en indskrænkelse af denne frihed. Politikere og embedsmænd øger kontrollen med, hvad der sker på de pædagogiske institutioner.
Der er intet som tyder på, at den nyliberale udviklingstendens vil tabe styrke de kommende år. Der vil komme endnu større fokus på evaluerings- og testredskaber, sprogscreening, kvalitets- og brugertilfredshedsundersøgelser.
Sammenholdt med nationale og kommunale nedskæringer befinder det pædagogiske område sig under et konstant pres. Det har konsekvenser for det fysiske og psykiske arbejdspres for alle de ansatte indenfor det pædagogiske område, uanset hvilken stilling, de har.
Det er også presset fra den nyliberalistiske forandringsdagsorden som har sat fagbevægelsen under massivt pres. Ændringerne i styrkeforholdet mellem arbejdsgiverne og fagforeningerne, har betydet at en række fagforbund omdefinerer sig fra kamporganisationer til serviceorganisationer der agerer som brohoved for arbejdsgivernes krav om markedsgørelse af den offentlige sektor. LFS forsøger at gå i en anden retning.
Kommuneaftalen: mindre velfærd, massefyringer og privatisering
Med den indgåede Aftale mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2011, har Regeringen fået effektueret sin politiske aftale med Dansk Folkeparti om nulvækst i kommunerne. Der er derfor ret beset ikke tale om nogen aftale, men et diktat, som tilmed garneres med yderligere stramninger af det straffesystem, som VKO allerede i finanslovsaftalen for 2008 indførte, hvis kommunerne overskred regeringens udgifts – eller skatterammer.
Alt i alt indebærer denne økonomiaftale en yderligere indskrænkning af kommunernes økonomiske råderum og dermed af det kommunale selvstyre, som efterhånden mere og mere erstattes af rollen som administrator af regeringens økonomiske politik.
Først og fremmest betyder den indgåede økonomiaftale en voldsom udhuling af kommunernes økonomi. Der må i 2011 ikke være nogen realvækst, men nettotilgangen af flere brugere med velfærdsbehov, samt stigende behov på det sociale områder, kræver en realvækst på 1,5 til 1,7 pct. årligt, hvis blot nuværende standard i de kommunale serviceydelser skal opretholdes. Det vil sige at kommunerne samlet som minimum burde tilføres øgede midler i størrelsesordenen 3 til 5 mia. kr. årligt.
Når kommunerne nu ikke tilføres disse ressourcer, tvinges de til fortsat selv at frigøre ressourcer til de flere og stigende behov gennem besparelser enten på ældre og socialområderne eller på andre velfærdsområder, navnlig daginstitutioner og folkeskole. Det vil sige at vi vil opleve en voldsom velfærdsnedskæring på en række områder, nedskæringer der kommer oven på alle de øvrige års nedskæringer.
Så store besparelser gennem flere år kan umuligt gennemføres udenom personalekontoen, mange kommuner har allerede i indeværende år genåbnet budgettet og sparet temmelig voldsomt og alle kommuner står altså overfor en kommende budgetlægning, hvor velfærdsforringelser ikke vil være til at undgå.
Aftalen om kommunernes økonomi 2011 indeholder som anført ikke flere ressourcer til kommunerne uanset stigende antal brugere og behov. I stedet fokuseres der fra regeringens side på begrænsning af udgiftsstigninger og budgetoverskridelser, navnlig på nogle af de områder, hvor der også har været de største udgiftsstigninger og budgetoverskridelser i de senere år: det specialiserede socialområde og specialundervisning.
Det må anerkendes, at opgavedelingen og styringen af områderne har et medansvar for stigningerne og overskridelserne. Fx synes der på begge områder i et vist omfang at være tale om, at kommunerne har ”klippet hinanden” i forbindelse med salg og køb af pladserne kommunerne imellem, ikke mindst fordi den betalende kommune ikke har haft indflydelse på udgiftssiden i den ”behandlende” kommune. Her vil en ændring i lovgivningen formodentlig have en vis effekt.
Men, der er på begge områder også tale om, at udgiftsstigningerne skyldes stigende antal brugere og/eller stigende behov dvs. altså skyldes gode, solide objektive årsager. Når aftalen på det specialiserede socialområde for udsatte børn, unge og voksne alligevel ikke indeholder flere midler hertil, kan konsekvensen blive krasse besparelser fra kommunernes side og nedskæring af servicen overfor nogle af samfundets svageste.
I betragtning af, at det er den værste ”økonomiaftale” for kommunerne i mands minde, har der været forbløffende stille fra KL under den nye formand, socialdemokraten Jan Trøjborg. KL har ikke haft noget alternativ til at tiltræde regeringens ”aftale”, og har ikke løftet sin opgave med at åbne befolkningens øjne for både den voldsomme nedskæring af velfærden og den voldsomme indskrænkning af det kommunale selvstyre, som regeringens nulvækstplan medfører.
I LFS har vi involveret os i arbejdet mod velfærdsforringelser og for en ny politik. Dels har vi deltaget aktivt i velfærdsinitiativerne og gør det fortsat og dels indgår vi sammen med alle øvrige interesserede organisationer og bevægelser i det fortsatte arbejde for at få befolkningen til at indse at den nuværende regering og politik indebærer at det danske samfund og vores samfundsopbygning sættes årtier tilbage. I første omgang deltog vi i en del aktiviteter op til aftalen om kommuner og regioners økonomi for 2011 – Det lykkedes bl.a. at samle alle de Københavnske organisationer (samt region hovedstaden) til fælles demonstration 2. juni med fællesudtalelse fra S, SF og Ø i Borgerrepræsentationen.
Vi deltog i det store TR-møde i Fredericia, hvor en række organisationer inden for det offentlige område stod bag, og vi deltog selvfølgelig også i LO/FTF demonstrationen 8. juni.
Der er ingen tvivl om, at opgaven for velfærd og demokrati, er en stor opgave og en opgave som ingen enkelt organisation kan løfte alene – derfor er det nødvendigt at vi sammen med andre gode kræfter prioriterer denne indsats, ikke kun som LFS men også i vores arbejde i KFF (København og Frederiksbergs fællesorganisation).
Strukturændringer
Allerede i 2006 blev der i København taget de første indledende beslutninger om strukturændringer. Børne- og ungeudvalget besluttede at der skulle ske sammenlægning af daginstitutioner ud fra en bæredygtigheds indfaldsvinkel. På baggrund heraf og ikke mindst fordi vi som organisation faktisk var enig, vedtog vi på repræsentantskabet de overordnede principper for LFS’s arbejde med strukturforandringer på det pædagogiske område.
Vedtaget på Repræsentantskabsmødet december 2006 LFS har som målsætning, at pædagogiske institutioner/tilbud skal ledes af ledere med pædagogisk uddannelse, og at der på hver enkelt institution/tilbud er selvstændig ledelse. LFS skal arbejde for sammenlægning af institutioner, hvor det vil være hensigtsmæssigt, således at den enkelte institution ressourcemæssigt, pædagogisk og økonomisk er bæredygtig. LFS skal arbejde for, at der etableres ledelsesstrukturer, der matcher den enkelte institution/tilbuds behov. LFS skal arbejde for overenskomstdækning af nye ledelsesstillinger indenfor det pædagogiske område også selv om det måtte indebære en vis opblødning af nuværende overenskomstmæssige sikringer af ledelseskategorier. |
I 2007 vedtog børne- og ungeudvalget så sammenlægninger, der berørte 94 daginstitutioner ud af ca. 600, men som samtidig efterlod det samlede daginstitutionsområde med de selvsamme problemer med manglende bæredygtighed som var grundlaget før beslutningen i 2006.
Ca. en tredjedel af institutionerne var stadig meget små, en stor gruppe mellemstore og store og så en række meget store institutioner. Det politiske mod rakte ikke til gennemgribende at se på området, at fremtidssikre, at sikre bedst udnyttelse af de økonomiske midler osv. Forældreprotester, personaleprotester og ikke mindst massive protester fra de selvejende bestyrelsesforeninger fik en ellers meget rigtig og fornuftig politisk beslutning om bæredygtighed forvandlet til noget der hverken var fugl eller fisk. Og det der kunne have været begyndelsen til en langsigtet og mere gennemgribende omstrukturering, lavet i takt med naturlig afgang i ledelsesstillinger i de eksisterende institutioner, blev forpasset.
På trods af, at politikerne ganske udmærket har vidst, at det har været uforholdsmæssigt dyrt at fastholde små institutioner som selvstændige institutioner, har der ikke før foråret 2010 været tiltag til at tage bid på den problemstilling igen, denne gang dog med kniven noget mere på struben for politikerne.
Igennem de senere år med meget snævre økonomiaftaler, er der kommet større og større fokus på den økonomiske side af bl.a. et stigende børnetal. Situationen har været at kommunen ikke har måttet hæve driftsrammen med den faktiske udgift til dagtilbud og derfor har der været særlig fokus på udgifterne til dagtilbud og specielt udgifternes sammensætning. Der er ingen tvivl om, at i hvert tilfælde Socialdemokraterne og SF’erne, som meget tidligt efter kommunalvalget meddelte, at de i fællesskab ville være de bærende partier i København, har gjort sig alvorlige overvejelser om dagtilbuddenes fremtid og særligt den fremadrettede økonomiske situation.
I LFS deltog vi sammen med BUPL og KFO i uformelle møder med politikerne, hvor rigtig mange forslag og overvejelser fra politikerne skulle prøves af, herunder bæredygtighed og institutionssammenlægninger.
I april så vi så det politiske bud – ”klynger”, meget store institutionssammenlægninger, der skulle gennemføres på meget kort tid.
Vi valgte meget hurtigt at indkalde til ledermøde, måske også for hurtigt. Det blev nemlig os der både skulle forklare baggrund for den politiske beslutning samt den politiske beslutning, samtidig med at vi skulle forsøge at afklare og påvirke det endelige forslag som skulle i høring, og det førte i første omgang til at det blev opfattet som vores forslag og ikke politikernes og forvaltningens. Og siden hen førte det til diskussioner om hvorvidt vi overhovedet havde mandat til at indgå i forhandling om forslaget.
Klyngeforslaget er en voldsom ændring, der ændres opgavesæt for ledere, der ændres på ledelse og ikke mindst reduceres alle souschefstillinger væk og dertil kommer selvfølgelig alle spekulationerne for pædagoger, medhjælpere som følge af klyngestrukturen, men det ville være grundlæggende forkert og ude af trit med alle tidligere beslutninger i LFS, hvis vi på dette punkt skulle have valgt ”de rene hænders politik”. Klyngeforslaget skal ses i lyset af de manglende politiske beslutninger fra sammenlægningerne i 1997 og til nu.
Dagplejen i København blev uden protester og i fuld samdrægtighed mellem ledelse, medarbejdere og organisation ændret fra 5 til 4 områder, primært for at tilpasse sig den geografiske struktur, men det indebar også reduktion i ledelsespersoner.
I Høje Taastrup har der været områdeledelse i 1,5 år, I Gentofte er lederen af dagplejen samtidig pædagogisk konsulent, i Ishøj er dagplejelederen samtidig leder af en lille vuggestue. Hvidovre har lavet rapport om såvel gæsteplejen som ledelsesstruktur og Albertslund har haft konsulenter til at se på ledelsesstrukturen.
En af de større strukturforandringer i dagplejen er organiseringen af gæsteplejen – hvor gæsteplejen tidligere foregik ved en anden dagplejer, har vi gennem de senere år set oprettelse gæstehuse i flere kommuner. Gæstehusene er organiseret under dagplejen og er en positiv udvikling af dagplejen. Med indgåelse af den seneste overenskomst er der yderligere kommuner, der overvejer ændringer således at dagplejerne overgår til 4 faste børn gæsteplejen foregår i gæstehuse.
Også legepladsområdet er i omstrukturering – efter i årevis at have været på den politiske spareliste fra børne- og ungdomsudvalget i København, blev det besluttet at flytte området til teknik og miljø-udvalget som en ”fredning”. Knap var flytningen sket, førend der blev taget hul på en større omstruktureringsproces med ændring af ledelse som det absolutte hovedpunkt.
Ændringen effektueres 1.1.2011 og derfra vil området være organiseret omkring områdechef, de nuværende ledere som lokale ansvarspersoner og derudover vil hovedorganiseringen være teamledelse.
Socialforvaltningens områder i København blev omstruktureret igennem 2008 og 2009, centerdannelse inden for alle områder, blev den bærende struktur.
Med udgangspunkt i beslutningerne fra LFS repræsentantskabsmøde i 2006 (se faktaboks) blev der i 2008 lavet en strategi for, hvad LFS skulle forsøge at opnå ved de kommende forhandlinger omkring en kommende centerstruktur i Socialforvaltningen i Københavns Kommune på det organisatoriske og ledelsesmæssige plan.
Ved repræsentantskabsmødet i 2008 var centerstrukturen på bo - og dagtilbudsområdet besluttet, og for dagtilbuddene på handicapområdet var det allerede en realitet, imens botilbudsområdet først skulle til at implementere den nye struktur ved årsskiftet 2009.
Alt var desværre ikke til forhandling – hele omstruktureringen skulle foregå udgiftsneutralt og da det skete samtidig med at der overordnet set ikke var den nødvendige økonomi i socialforvaltningens område, har de nye centerdannelser, specielt indenfor handicap og psykiatriområdet, lidt ganske alvorligt under underbudgettering.
HOLD BUDGETTERNE har været et af hovedkravene til centerlederne – og kravet fra politikerne har været så stærkt, at det næsten gøres for enhver pris. En pris som vi i LFS har forsøgt at synliggøre i løbet af året, overfor både forvaltning og flere af politikere ved hjælp af konkrete eksempler fra vores medlemmer på området. En særlig bekymring har vi for handicapområdet og store dele af psykiatrien, som står med så store udfordringer, at bare det at overholde de udmeldte budgetter er kommet til at virke som nedskæringer i den daglige praksis og derved en forringelse af serviceniveauet for borgerne, samtidig med kravet om skriftligheden på hele området bliver større og større blandt andet på grund af diverse sundhedsfaglige og socialfaglige tilsyn. Dertil kommer gammel ”gæld” fra bl.a. forrige års afspadseringspukler, der er opstået af det hårde arbejdspres, der kom i kølvandet af mediesagerne.
Alt i alt er det tvingende nødvendigt at der, uagtet nulvækstaftale, tilføres rigtig mange millioner til særligt handicap- og psykiatriområdet via en omprioritering af budgettet i København. Personalets fysiske og psykiske arbejdsmiljø og borgernes krav på et vist velfærdsniveau kan ikke tilgodeses med de nuværende budgetter.
En modig og politisk fagbevægelse er fremtiden
Den danske befolkning ønsker en modig og politisk fagbevægelse. Analysevirksomheden Interresearch har lavet en undersøgelse for Ceveas tidsskrift Vision som viser at 58,6 procent af danskerne peger på en fagbevægelse, der direkte påvirker politikerne. Fagbevægelsen skal være en selvsikker, modig og samfundsforandrende kraft. 59 procent af danskerne mener, at fagbevægelsens vigtigste rolle er at påvirke politikerne til fordel for deres medlemmer.
Faktisk prioriterer danskerne i denne undersøgelse den politisk aktive fagbevægelse endnu højere end den traditionelle målsætning om at sikre højere løn og bedre overenskomster. Danskernes ønske om en mere politisk fagbevægelse, der direkte påvirker det politiske system, kan således være med til at ændre de nuværende prioriteter. Flertallet af danskerne er altså langtfra politikforskrækket på fagbevægelsens vegne, så længe fagbevægelsen holder medlemmernes interesser for øje. Skulle fagbevægelsen finde på at støtte en bestemt politik som vil være i arbejdstagernes interesse, vil der umiddelbart være medlemsopbakning til en sådan støtte.
Undersøgelsens resultater udpeger en kurs for den moderne danske fagbevægelse, der baserer sig på fire pejlemærker. Fire pejlemærker som også er grundstenene i LFS:
1. Fagbevægelsen skal påvirke den politiske proces og kan legitimt støtte og indgå samarbejde med politiske partier om emner, der fremmer fagbevægelsens medlemmers interesser. Det kunne f.eks. ske efter norsk forbillede.
2. Fagbevægelsen skal engagere sig i den generelle samfundsdebat med selvstændige holdninger, som ikke altid behøver at være i total overensstemmelse med medlemmernes.
3. Fagbevægelsen skal være et fagligt og politisk fællesskab – ikke blot en forsikrings- og serviceleverandør. Det betyder, at der grundlæggende er opbakning til den klassiske danske fagbevægelses grundværdier, mens de nye ”gule” fagforeningers forsikringsmodel finder meget lidt holdningsmæssig opbakning, på trods af deres medlemstal.
4. Fagbevægelsen skal sætte kampen for ligeløn øverst på den politiske dagsorden. En fokuseret indsats som under den offentlige overenskomstkonflikt i 2008 kan give fagbevægelsen en central og legitim rolle i ligelønsdiskussionen.
Den nyliberalistiske politiske, ideologiske og økonomiske offensiv har i årevis sat den globale fagbevægelse under massivt pres. Men krisen betyder at det nu er de nyliberale logikker, som er under massiv kritik. Ceveas undersøgelse viser at fagbevægelsen har opbakning hos befolkningen og medlemmerne til at komme i offensiven og genopfinde fagbevægelsen som politiske projekt.
Medlemmerne har talt: fagbevægelsen må kort og godt have en langt skarpere politisk, ideologisk og økonomisk profil, der bygger på alternativer til nyliberalismen. Det er også afsættet for LFS kampagner og aktiviteter i repræsentantskabsperioden.
Kommunalvalg, et valg mellem velfærd & marked
”Alle har ret til at gå på røven.” Dette udsagn sammen med fire andre lige så skarpe, måske også provokerende udsagn var startskuddet til LFS’ brede og omfattende kampagne op til kommunalvalget den 17. november 2009. Jo mere klarsyn og bevidsthed om udviklingen og dens konsekvenser jo bedre.
Hjerteblodet er først og fremmest velfærd, bredt forstået i alle dets afskygninger. Velfærd for almindelige borgere, for børnefamilier, for udsatte børn og unge, for samfundets udstødte, for de handicappede og udviklingshæmmede, for misbrugere osv.
LFS satte med ”Alle har ret til”- kampagnen, disse udsagn, i hvidt på sort, samfundsudviklingen på spidsen. Nogle mærker besparelserne meget på deres egen krop. Det er åbenbart blevet okay at nogen er på røven i vores samfund. Ironien skulle få folk til at lægge mærke til udsagnene, blive fanget eller overrasket af dem, og gerne provokeret og ikke mindre tænke.
LFS’ ”Velfærdskone”
Efter de sort/hvide ”Alle har ret til”-plakater fulgte en plakat med det som nu i daglig tale kaldes for LFS-konen. Altså hende der oprindelig kom fra USA og 2. verdenskrig og med sin knyttede næve kunne og ville sejre. LFS-konen fik nyt liv under overenskomstkampen med sit budskab at ”offentlige koner vil have flere kroner.”
Hun lever stadig i bedste velgående, hun er i farver, og hendes budskab i kommunalvalgkampen var velfærd. Velfærd i bredest mulige forstand.
LFS krævede velfærd for alle, og det gjaldt altså ikke kun i København, LFS’ kampagne var rettet mod hele vores område, også det der ligger i resten af kommunerne i Hovedstadsregionen.
Vision for den offentlige sektor
LFS så kommunalvalget den 17. november 2009 som et af de vigtigste i mange år. Syv år med Foghs nyliberale regering har ødelagt den offentlige velfærd. Kommunevalget handlede om et opgør med Foghs markedslogikker og nyliberale politik.
LFS vil en stærk og demokratisk offentlig sektor. Forvaltningspolitik handler om, hvordan vi vælger at styre og organisere de offentlige tjenester for at nå det mål.
De sidste år har forvaltningspolitikken været stærkt præget af New Public Management (NPM). Hensigten med NPM er at indføre markedsbaserede styringsprincipper i den offentlige sektor og forberede en gradvis udlicitering og privatisering af offentlige velfærdsopgaver. Dette har givet folk dårligere og dyrere offentlig service, gennem lav produktivitet, mindre langsigtet planlægning og øget bureaukrati, ligesom det har givet stor utryghed for de ansatte, hvis job er udliciteringstruede.
Markedslogikkerne har haft det som mål, at gøre den offentlige sektor så ineffektiv som mulig, for derefter at kritisere den offentlige sektor for manglende effektivitet. Alt skal måles og kontrolleres på en måde, som koster uanede økonomiske og personalemæssige ressourcer. Også selve konkurrenceprocessen med krav om udbudspolitik og udbudsdokumenter er ekstremt kostbar. LFS kræver en ny model for styring af kommunerne, som bryder med NPM og principperne om ”konkurrence gennem udbud”.
LFS’ hovedindsats vil foregå i Københavns kommune, det er der vi har størst indsigt, vi har flest medlemmer og alle vores områder repræsenteret – og derudover vil en forandring i København få opmærksomhed i kommunerne omkring os.
LFS kræver et totalt stop for brug af ekstern konsulentvirksomhed i kommunen til opgaver, hvor kommunen allerede har ansatte der kan udføre opgaverne. LFS kræver et stop for al udlicitering og privatisering. LFS kræver at alle udliciterede og privatiserede kommunale opgaver bliver rekommunaliserede og indliciterede. Hovedfokus skal være på kvalitet, faglig kompetence og demokrati. Intet barn/ung, syg, ældre eller kommunalt ansat skal sættes i udbud. Grundlaget for en ny styringsmodel for den offentlige sektor skal bygge på principperne for velfærdsledelse:
Sammenhæng & helhed: frem for at være splittet i isolerede, små miljøer med hver sine mål, må offentlige serviceydelser skabe sammenhæng og samarbejde på tværs af forskellige områder, fagforvaltninger og fagligheder for at nå det fælles mål: et godt og meningsfuldt liv.
Kvalitet & kompetence: professionel viden og indsigt, faglige vurderinger og gensidig faglig sparring og læring skal tillægges afgørende betydning, frem for at værdisætte markedslogikker med konkurrence som et mål i sig selv.
Brugere & ansatte: der skal være et styringssystem baseret på tillid, respekt og anerkendelse til de ansatte, som giver de ansatte faglig autonomi og udviklingsmuligheder, så de stimuleres til en forsat demokratisk udvikling og fornyelse af den offentlige sektor. Brugerne af de offentlige tjenester skal have direkte mulighed for at bidrage til udviklingsarbejdet.
Innovation i den offentlige sektor: innovation i den offentlige sektor drejer sig om at skabe grundlaget for et demokratisk styringssystem, hvor den offentlige sektor kendetegnes på høj kvalitet. Den offentlige sektor skal være drivende i at indføre nye, bedre og bæredygtige teknologier, og bedre måder at løse velfærdsopgaver på, og derigennem blive mere effektiv til gavn for de ansatte, brugere og borgere.
Om det røde flertal i København begynder at føre solidarisk og velfærdsorienteret personalepolitik over for byens ansatte, står stadig hen i det uvisse. Men LFS’s fagpolitiske insisterende og vedholdende kritik af New Public Management, spreder sig som ringe i vandet. Det er LFS’s fortjeneste at flere og flere fagforeninger, politikere og forvaltningsfolk forholder sig kritisk til markedsgørelsen.
Når dårlige råd bliver dyre
Hvad har revisorerne hos Deloitte, rekrutteringskonsulenterne hos Muusmann eller IT-firmaet Rethfeld til fælles? De er tre ud af de 40 konsulentfirmaer som Børne- og Ungdomsforvaltningen i København i 2009 brugte knap 15 mio. kr. på. Tallene fremgår af en aktindsigt som LFS har fået fra Børne- og Ungdomsforvaltningen på konsulentudgifter de seneste tre år. Opgørelsen viser, at 2009 bød på et lille fald på tre millioner fra næsten 18 mio. i 2008.
Mens København gør klar til endnu en sparerunde hen over budgetterne til dag- og døgninstitutioner, står private konsulenter i kø for at score millioner på de selv samme områder.
Alene i 2009 brugte konsulenter 15 mio. kr., der ellers kunne være gået til pædagogisk arbejde i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning. Det viser en detaljeret opgørelse, som LFS har udarbejdet på baggrund af en aktindsigt. Flere medlemmer af Børne- og Ungdomsudvalget erklærer allerede, at der skal skæres ned på al unødig konsulentbrug.
LFS’ konsulentliste giver for første gang politikerne en detaljeret liste over konsulenterne og dermed muligheden for at handle på løfterne om at nedbringe udgifterne. Men det er ikke kun i Børne- og ungdomsforvaltningen at der bruges millioner på konsulenter. København Kommune brugte i 2008 og 2009 omkring 400 millioner kr. på konsulenter. Derfor er LFS’ krav om et politisk og forvaltningsmæssigt opgør med New Public Management, som ledelses- og styringslogik i København, helt centralt.
Københavns problem: Koncerntænkning
Det er ikke kun eksterne konsulenter, som udgør et problem for Københavns Kommune. Koncernservice med indtægtsdækket virksomhed fører til styring af den offentlige sektor som en privat profitforretning, dog med den forskel at den profit der skal tjenes skal tjenes på de offentlige velfærdsområder. LFS har – som de første og næsten de eneste – påpeget det igen og igen de sidste par år.
Skandalen omkring indkøbsordningen fik endelig omverdenens øjne op for den københavnske udgave af molbohistorien. LFS’ fortrinlige samarbejde med en række ledere og tillidsfolk fik endelig mediernes og politikernes bevågenhed i 2010 og forhåbentlig vil vi se ændringer af ordningen allerede i indeværende år.
Lean, skjult og godt
Koncernservice har længe levet skjult og godt. Almindelige københavnere er ikke stødt på den. Offentligt ansatte kender den som dem, der ikke kan få kommunens it-systemer til at fungere, eller som dem der tager sig dyrt betalt. En stat i staten, der vækker minder om Vatikanstaten med egne logikker og moralkodeks.
Den har 430 medarbejdere, som øges med 40 i både 2010 og 2011. De overføres fra forvaltningerne og skal arbejde med regnskab og bogholderi. Det er denne tusmørke-dækkede organisme, som har monopol på f.eks. institutionsindkøb og IT og som det er lykkedes at få prisen på mælk og agurker gjort dobbelt så høj som i butikker.
På kommunens hjemmeside præsenteres den sådan:
”Koncernservice er en kontraktstyret enhed i Økonomiforvaltningen, der sælger serviceydelser inden for økonomi, it, statistik, løn- og personaleadministration til kommunens syv forvaltninger og deres i alt 1500 enheder. Med en vision om at blive pioner inden for offentlig administration, ser Koncernservice det som sin vigtigste opgave at sikre forvaltningerne den bedste og billigste administration. Det forudsætter en velorganiseret virksomhed og dygtige medarbejdere.
Koncernservice arbejder derfor dels med en klar forretningsstrategi, dels ved i anvendelsen af Lean at have et stadigt fokus på optimering af de interne arbejdsprocesser i organisationen.”
Ingen er imod billigere, bedre og effektiv administration, men tænkningen bag konstruktionen i koncernservice sammenholdt med styringen, giver på mange måder et modsat resultat.
LFS vil derfor fortsætte drøftelserne med de politiske partier om forandringer, så en centralisering af visse af kommunens arbejdsopgaver, som kan være ganske fornuftigt også at brugerne opleves som fornuftige og rationelle, både i udførelsen af opgaverne og den økonomi der anvendes til det.
Overborgmesteren taler om et opgør med ledelsesværktøjer fra New Public Management, - og i stedet sætte faglighed, anerkendelse og respekt i centrum – og om at de kommunale værdier skal gå igen i ledelsen af de medarbejdere der er i frontlinjen. Overborgmesteren taler endvidere om at der skal laves politik i respekt for faglighed og ikke kun i forhold til en budget- og økonomisk tænkning.
Frank Jensen tilslutter sig opgøret med managementbølgen i den offentlige sektor og mener dermed at medarbejderne på de kommunale arbejdspladser skal have større mulighed for at afprøve deres egne ideer om, hvordan tingene kan gøres smartere.
Set fra en LFS vinkel er det gode toner – men der er ingen tvivl om, at det bliver en tung og omfattende opgave for centrum-venstre partierne. Men det er også den vigtigste. Kort sagt, skrot New Public Management. Brug pengene på velfærd og velfærdsledelse. Lad os få en reel afbureaukratisering og et reel opgør med en ledelses- og styringslogik der styrer helt ned i detaljen – lad os få et opgør med kontroltyranniet – og giv os tillidsdagsordenen tilbage.
Et aktivistisk LFS
2009 var også året hvor LFS’s hovedbestyrelse satte sig for at udvikle LFS til en aktivistisk fagforening. I budgetkampen i 2007 fik LFS involveret flere tusinde medlemmer i konkrete udadvendte aktiviteter og happenings, og samlede mere end 3700 forældre og 1700 pædagogiske personale til stormøder overalt i København, - og succesen fortsatte i overenskomstkampen 2008.
Lige siden har der været et ønske om at kunne inddrage medlemmer og tillidsvalgte i spændende aktiviteter, som ikke krævede at man sad i en bestyrelse eller var tillidsrepræsentant, for at deltage.
Sammen med andre FOA-afdelinger deltog LFS i foråret 2009 i et pilotprojekt som satte fokus på aktivisme. Opgaven var at sænke dørtrinet ind til fagforeningen og få engageret medlemmer på en synlig, sjov og vedkommende måde. Fagbevægelsens støvede image skulle væk.
LFS havde held med at inddrage en lang række medlemmer og lave syv aktioner i 2009:
Happening med banner drop i Borgerrepræsentationen, med krav om nedskæringer på overadministration og eksterne konsulenter. Stor ytringsfrihedsaktion foran Københavns Rådhus. To kommunalvalgshappenings foran Frederiksberg og Københavns Rådhus, hvor LFS’ere i heldragter fra ZOO Care – et fiktivt samarbejde mellem Frederiksberg og Københavns kommune og Zoologisk have – argumenteret for velsignelsen ved en kombineret børne-, handicap-, og dyrepasning.
Dagplejen gennemførte en lang række aktioner der satte selvstændighed og dagplejens kvaliteter i centrum i omegnskommunerne. Aktivisme-projektet frigjorde en lang række kreative evner hos vores medlemmer, bl.a. ”havregrøds” videoen indenfor handicapområdet. Det aktivistiske projekt skal fastholdes og udvikles, hvis LFS og fagbevægelsen skal nå nye medlemmer og vende den defensive situation til en offensiv.
LFS & medierne
Gennem de sidst repræsentantskabsperioder er LFS’ synlighed i pressen stødt og roligt steget. Modsat fagforbund og flere fagforeninger på LFS’ størrelse, så har LFS ikke en informationsafdeling eller pressemedarbejdere udover journalisten på bladet. LFS er heller ikke en landsdækkende organisation og der findes andre pædagogiske fagforeninger som grundet deres fagforbunds brand, er journalisternes første valg når det kommer til kontakt. Men også den særlige organisatoriske konstruktion i København og Frederiksberg med flere fagforeninger på det samme område, gør det vanskeligt for medierne at vide hvem de skal henvende sig til. Derfor har det i mange år været naturligt, at det er vores søsterorganisationer BUPL og SL som journalisterne henvender sig til først.
Men op imod disse odds er det lykkes LFS at blive en af de mest synlige, omtalte og højt profileret fagforeninger i Danmark. LFS har sat den nationale dagsorden i forhold til bl.a.: kritik af sprogtest af børnehavebørn, tvangsspredning af danske børn med forældre fra ikke-vestlige lande, Koncernservice og indkøbsordninger i København, kommunale daginstitutioner vs. selvejende daginstitutioner, budgetaktiviteter, kommunalvalgkampagne, kritik af heldagsskoler og meget mere.
LFS har i denne repræsentantskabsperiode været flere gange i Politiken, Berlingske, Information, samtlige gratisaviser, avisen.dk, KOMMUNEN, TV2 News, TV2 Lorry, DR 1 & DR 2, DR-radioavisen, Københavns radio, P1-orientering.
Årsagen til at LFS har pressens bevågenhed, skyldes at LFS som fagforening på en lang række områder skiller sig ud fra flertallet af fagforeninger. LFS’ markante og skarpe fagpolitiske profil gør at vores synspunkter også er interessante for pressen og offentligheden. Uden denne markante fagpolitiske profil ville LFS slet ikke være i nærheden af den omtale vi får.
Ledernes psykiske arbejdsmiljø
Brutaliseringen af det psykiske arbejdsmiljø i den offentlige sektor er taget til i denne repræsentantskabsperiode.
Lederne i København går ikke ram forbi den udvikling. Det lykkedes at få gennemført en egentlig lederAPV på daginstitutionsområdet. En APV som afslørede at kommunale ledere har et skidt arbejdsmiljø, en al for lang arbejdsuge, for lidt dialog og medbestemmelse med deres ledere, al for meget administrativt arbejde og dårlige erfaringer med nogle af de centraliserede enheder i København (Koncernservice/Kejd).
Identificeringen af de arbejdsmiljømæssige problemstillinger, kræver handleplaner og ændringer, noget er sket, men der er lang vej endnu og derfor er det fortsat en prioriteret arbejdsområde i LFS.
Det er vores opfattelse at arbejdsmiljøet, også blandt lederne i Socialforvaltningen, har trange kår – ingredienserne er lidt anderledes, men kravet om budgetoverholdelse på et område med alt for små budgetter, har sat sine spor på det psykiske arbejdsmiljø, ikke mindst bla. Lederne – de kontrolleres til stadighed ”ovenfra” og konfronteres samtidig med medarbejderne ”nedenfra”.
Konklusion: LFS forventer at politikerne prioriterer og sikrer et godt psykisk arbejdsmiljø for de kommunale institutionsledere.
Et godt psykisk arbejdsmiljø for institutionslederne betyder et godt psykisk arbejdsmiljø for det pædagogiske personale. Flotte ord gør det ikke, tiden skriger på handling og forandring.
Og dette fyldte/fylder også meget i arbejdet….
Børns ret til fri tid og det fritidspædagogiske arbejde har gennem årene fyldt meget i LFS. Det er lykkedes at bevare det (det meste) fritidspædagogiske arbejde på fritidshjem under serviceloven på trods af den landspolitiske udvikling. Det har været en lang kamp igennem de sidste mindst 10 år og vi er nødt til, til stadighed at være den selvstændige fritidspædagogiks vagthund, for ingen andre er det, tvært imod.
Det var derfor ”I love fritidshjem” fik en central placering i det faglige og politiske arbejde, som jo alt andet førte til at Ritt Bjerregård i 2003 stadfæstede aftalen om fritidshjem og det var også derfor vi med tilfredshed noterede os at det nye udvalg på området i januar i år også tilsluttede sig denne. Kampen er langt fra slut, desværre, og dermed vil det også i den kommende periode være et fokusområde.
Testkulturen er en ad de andre ting der fylder. Dette skal ses i en større sammenhæng. Test af bl.a. børn er jo ikke et behov, som er vokset ud af det pædagogiske arbejde. Test er blevet det redskab, som politikere og embedsfolk tyr til, når behovet for, ved selvsyn at konstatere, og kontrol med specifikke områder indsniger sig. At indføre test er ikke til glæde for det pædagogiske arbejde, det er til glæde for kontrollen.
Politikerne taler om respekt for det pædagogiske arbejde og den pædagogiske faglighed. Men eksempelvis sprogtesten er udtryk for det modsatte, nemlig en systematisk diskvalifikation. Sprogtest af alle 3-årige er udtryk for den vildfarne tidsånd: mere kontrol, skærpede krav om indberetninger, flere påbud og test, test og atter test: Alt der bevæger sig skal måles. Alt der ikke bevæger sig skal også måles, for det kan være det bevæger sig i morgen.
Konsekvenser af testkulturen i det pædagogiske landskab er store for børnene og for den pædagogiske fagligheds fremtid. Synet på barndommen ændres fra et ressourcesyn til et problem- og mangelsyn. Snævrere normalitetsfordringer forstærker en udbredelse af mangelblikket og børn påduttes etikker som ”risikobørn”, ”ressourcesvage børn”, ”børn med porøst netværk” etc.
For pædagoger og den pædagogiske faglighed betyder testkulturen at der skabes en ny-funktionalisme, hvor det handler om at få hverdagen til at fungere og hænge sammen, snarere end at skabe livssammenhæng og livsduelighed.
Bekymring for børnenes mangelfulde testresultater medfører en pragmatisk justering af pædagogikken i forhold til testlogikken snarere end omvendt. Hermed sker der en afprofessionalisering og en aflæring af den enkle pædagog og den pædagogiske faglighed. Pædagogen reduceres til at være socialtekniker. Der findes ingen saglige, faglige eller videnskabelige argumenter for sprogtest af børn, men der findes masser af politiske og ideologiske argumenter.
Hvis den pædagogiske kulturarv ikke skal blive til en markedsgjort kulturel kapital må det pædagogiske område afvise testkulturens politiske og ideologiske logik. Derfor forsætter LFS med sin pædagogiske, faglige og politiske modstand mod hele testlogikken.
LFS vil også holde fokus på anden generation af testkulturen, nemlig ”kompetencehjul”. Kompetencehjul bruges i Århus, men regeringen har planer om at gøre kompetencehjul nationale.
Ungearbejdet
På baggrund af diskussionerne og beslutningerne om det ungdomspolitiske område på repræsentantskabsmødet i 2008, nedsatte forretningsudvalget i foråret 2009 en arbejdsgruppe på tværs af special- og almenområdet. Arbejdsgruppen formulerede en projektramme, der gennem forskellige processer med pædagoger, unge og andre interessenter, skulle munde ud i forslag til, hvordan man i København, kunne forbedre indsatsen overfor de unge. Vi søgte efterfølgende forskellige fonde om midler hertil. Desværre lykkedes det ikke at få tilsagn om økonomisk støtte til projektet.
LFS afholdt i oktober 2009 en medlemskonference: Ung i København, der internt blev startskuddet til efterfølgende aktiviteter. Konferencen sluttede med et borgmesterpanel, hvor BIF’s, BUF’s og SOF’s borgmestre erklærede sig enige i, at der bla. Skal arbejdes meget mere på tværs af forvaltningerne. Det blev efterfølgende besluttet at inddrage andre fagforeninger i København, hvis medlemmer arbejder med børn og unge.
Ved årsskiftet blev der etableret en tværgående koordinerende enhed (Center for Sikker by) under Overborgmesteren, til bekæmpelse af bandekriminalitet og ungdomskriminalitet.
Det nyetablerede samarbejdsforum mellem de faglige organisationer, tog direkte kontakt til sekretariatet, og fik etableret et samarbejde, som efterfølgende er formaliseret sådan, at samarbejdet foregår via et kontaktudvalg, i KFF regi.
Der var i dette regi, planlagt afholdelse af en større konference i efteråret 2010, hvor Sikker By konceptet skulle bredes ud til alle kommunens medarbejdere.
Imidlertid har andre kræfter i forvaltningen omkring SSP organisationen, i første omgang fået forpurret konferencens afholdelse – en beslutning de faglige organisationer ikke vil acceptere.
Forebyggelse af kriminalitet blandt børn og unge, er en sag for alle medarbejdere i kommunen – SSP har ikke monopol.
Hvis vi i praksis vil det brede tværgående ungdomspolitiske arbejde, er det vigtigt at arbejdet udbredes og inddrager alle praktikerne.
Overenskomst og ligeløn
Som udløbet af overenskomstkampen i 2008 lykkedes det at få nedsat en Lønkommission. Lønkommissionen skulle gøre rede for løn, køn, uddannelse og fleksibilitet på det danske arbejdsmarked. Inden Lønkommissionen igangsatte sit arbejde, lavede SFI en undersøgelse til Beskæftigelsesministeriet. Undersøgelsen viste at mænd tjener mellem 17 og 21 pct. mere end kvinder og at ligeløn mellem kønnene stadig var langt fra en løsning.
Lønkommissionen udgav 28. maj 2010 sin redegørelse, som ikke overraskende konkluderer at der ikke er ulighed i lønnen mellem mænd og kvinder, der er beskæftiget indenfor samme fag og stort set heller ikke blandt offentlige og private ansatte.
Der er dog tre faggrupper (primært kvindefag), der ikke tåler sammenligning med det private (primært mandefag) og om hvem ligelønskampen må koncentrere sig. Det er pædagoger, det er sosu’er og det er sygeplejersker. I LFS vil vi selvfølgelig fokusere særligt på pædagogers uligeløn, men skal den kamp vindes er det nødvendigt at det sker i et ligelønsperspektiv, i fælleskamp med andre.
Hvordan er det så gået med udmøntningen af overenskomstforliget fra 2008? Desværre har den økonomiske krise og de dårlige overenskomstresultater på det private arbejdsmarked, været skyld i at de forventede lønstigninger 1. april og 1. oktober 2010 med baggrund i reguleringsordningen, ikke har udmøntet mere end 0,35 pct. i lønstigninger til sammen. Faktisk er lønstigningerne på det private arbejdsmarked så lave, at reguleringsordningen er gået i minus. Det betyder at de offentlige ansatte reelt skulle have været sat ned i løn. Da hverken arbejdsgivere eller fagbevægelsen mente dette var en holdbar løsning, har man aftalt at skubbe underskuddet foran sig. Det betyder at OK 2011 starter med et minus på 1,44 pct.
Med finanskrisen og nulvækst i det offentlige, er udsigterne til de kommende overenskomstforhandlinger dystre. De store lønstigninger som blev aftalt i 2008 skal man ikke sætte næsen op efter, ved disse forhandlinger.
Ud over at få gjort noget ved ligelønsproblemet for bl.a. pædagoger, bliver man efter LFS’ opfattelse nødt til at få gjort noget ved mindst to andre forhold af mere principiel karakter. Det ene er måden, hvorpå generelle lønstigninger aftaltes udmøntet – procentvise lønstigninger. Ved at aftale procentvise lønstigninger stiger dem med højest løn mest og dem med lavest løn mindst – det er efter vores opfattelse ikke ok.
Vi er nødt til at overgå til at generelle lønstigninger enten gives som fast krone stigninger til alle, eller som en minimum, som en kombination af faste stigninger og procentvise, det nytter ikke at de lavest lønnede bliver ved med at få mindst ud af de generelle stigninger samtidig med at basale udgifter til mad, bolig etc. stiger.
Den anden principielle er reguleringsordningen, altså det fænomen at en del af den aftalte løn, afhænger af hvad der sker på det private arbejdsmarked og på den måde, på den ene side, er en del af det resultat der fremlægges til afstemning, men som kun kan fremlægges som et skøn og dermed kan ændre sig positivt eller negativt i overenskomstperioden.
I LFS vedtog vi allerede op til 2008 at vi mente at reguleringsordningen skulle afskaffes, det mener vi fortsat. Offentligt ansattes lønstigninger skal aftaltes direkte med de offentlige ansattes arbejdsgivere og det resultat der stemmes om ved overenskomstforhandlingerne, skal også være det der efterfølgende udmøntes på lønsedlerne.
Og så til sidst lidt om vores måde at arbejde på…
LFS er hverken et parti eller en protestbevægelse – vi kan ikke tillade os, at lade være med at arbejde med det, vi ikke kan lide eller ikke ønsker indført for vores medlemmer eller på det pædagogiske område. Derfor har vi gennem årene, ofte samtidig med at vi har protesteret over noget og forsøgt at få forhindret noget andet, alligevel sat os i forhandlinger om det selvsamme – sprogtest og udviklingskontrakter er bare nogle af eksemplerne.
Andre har handlet om besparelser, hvor vi på den ene side har forsøgt at bekæmpe dem og på den anden side samtidig har forsøgt, at få de selvsamme besparelser til at ”lande” der hvor det gjorde mindst ondt, hvis ikke de kunne undgås.
På repræsentantskabsmøderne og på generalforsamlingerne i områderne, tager vi mange beslutninger i fællesskab, nogle beslutninger er meget konkrete og målrettede i forhold til meget aktuelle emner, andre er beslutninger om strategier, om hvilken retning vi skal arbejde hen imod osv. – de mere langsigtede beslutninger sikrer, at vi som organisation ikke arbejder i alt for meget faglig slingrekurs, at vi kan forfølge en bestemt retning uden nødvendigvis at have målet helt klart i sigte, at vi får/søger indflydelse på såvel forvaltningsmæssige som politiske beslutninger.
Omvendt er der også en risiko ved at lave langsigtede beslutninger – hvor lang rækker vores fælles hukommelse og mener vi stadig det samme? Hvad når virkeligheden kommer tæt på? –Vi har ingen intention om, at alle de fælles beslutninger er lige præsent for alle medlemmer, men det er vigtigt at alle valgte bestyrelser i LFS til stadighed er obs. på beslutninger, der er taget og på beslutninger, der er behov for at vi tager i fællesskab og er medformidler af disse.