21.5.2009
Til Majbrit Møller
Børne- og Ungdomsforvaltningen
Sagsnr.2009-10273
Høringssvar vedr. inklusionspolitik i Københavns Kommune 0-18 år
Vi er en specialinstitution som modtager børn fra 0-7 år, med forskellige handicaps. Vi er en gammel institution (fra før forsorgens udlægning). Vi har gennem årene modtaget børn med stort set alle typer handicap.
Vi er en institution, hvor tværfagligt samarbejde og faglig udvikling altid har været i fokus.
Vi har nogle kommentarer og nogle spørgsmål til notatet om inklusionspolitik.
Målsætningen om inklusion kan vi kun være enige i, det er sådan vi arbejder i specialområdet i dag. Overordnet mener vi, at inklusionstanken er målet for al pædagogisk arbejde med børn, der har særlige behov. En af grundpillerne i vores faglige arbejde, er at ingen udvikler sig positivt uden tryghed og trivsel.
For os har det altid været et succeskriterium at kunne sende børnene ud i almenområdet. Bl.a. arbejder vi hen mod at det enkelte barn skal føle sig som en ligeværdig del af fællesskabet, ligesom vi arbejder på at børnene lærer at knytte venskaber.
Vores bekymring går på:
1. Åbne og udviklingsorienterede miljøer:
Noget af det vigtigste for at skabe tryghed for børn med opmærksomhedsforstyrrelser, er en høj grad af forudsigelighed, genkendelighed og struktur. Hvordan sikres et sådant miljø i en verden der lægger vægt på spontanitet og kreativitet?
Børn med specielle behov, har brug for helt særlige rammer for at kunne udvikle sig optimalt. Disse rammer er helt uforenelige med de rammer der i dag eksistere i det almene område. Hvordan vil man sikre disse særlige rammer for børnene med specielle behov?
Mange af de børn der tænkes på her, kan simpelthen ikke overskue at opholde sig i et miljø med mange mennesker. Vi har mange eksempler på børn der er blevet revisiteret fra almen området bl.a. p.g.a. ovenstående.
2. Faglig, social og personlig udvikling for alle
Det er et velkendt faktum, at børn med udviklingsforstyrrelser har en anderledes læringsprofil end normale børn. Det betyder at spændvidden i personalets viden om læring skal være meget stor.
Hvor hurtigt tror KK at personalets viden om netop dette emne kan opkvalificeres, så det kommer på linje med den viden der hersker i specialmiljøet nu?
Ligegyldig hvilken kultur man færdes i, vil man altid søge fællesskab med ligesindede.
Hvordan forestiller KK sig at børn, der har speciel adfærd, tale, motorik og måske særpræget udseende, kan indgå i et ligeværdigt fællesskab med ”normale”?
3. Fleksibel ressourcetildeling
Hvordan menes fleksible ressourcer? Følger resourcerne barnet, eller tildeles de de enkelte institutioner?.
Hvem udarbejder ressourcetildelingsmodeller, og revideres de løbende?
4. Tidlig og forebyggende indsats
Hvad er tidlig indsats?
Børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser vil, uanset hvilke tilsyneladende normale kompetencer de har indenfor visse områder, hele livet være præget af deres handicap. Dette gælder på trods af pædagogiske og terapeutiske tiltag. Disse kan lette tilværelsen for det enkelte barn, men ikke eliminere handicappet.
5. Helhedstænkning og brobygning
Hvordan vil KK sikre at den viden vi indenfor specialområdet har tilegnet os, implementeres i fuld grad i normalområdet?
Ligeledes kan det bekymre os hvordan man, hvis specialviden skal opkvalificere almenområdet, til stadighed sikrer at der sker en faglig udvikling inden for specialpædagogik. Hvordan vil man sikre denne viden til stadighed opkvalificeres?
Fysioterapi i specialområdet er i dag integreret i børnenes dagligdag. Bl.a. ved at fysioterapeuterne er ansat i institutionerne, og arbejder tæt sammen med pædagoger. Hvordan vil KK sikre at denne kultur ikke går tabt?
For andre faggrupper forholder det sig ligesådan. Hvordan helt konkret, sikres udvikling af det tværfaglige samarbejde? Både i det eksisterende specialmiljø, og i det almene område?
6. Inklusion er en dynamisk og vedvarende proces
Opgradering af viden, uddannelse af personale og udvikling af det tværfaglige samarbejde vil det være tilgængeligt for alle medarbejdere, eller forestiller man sig det kun er for de få?
Hvordan skal alle kunne være aktive i udviklingsprocessen omkring inklusion?
Konklusion
Det kan være svært at få reelt medejerskab til en politik der er besluttet ovenfra.
De bekymringer vi har skitseret i ovenstående, er vi sikre på vi deler med alle vore kolleger indenfor specialområdet. Den kultur vi har arbejdet for, gennem de sidste 20 – 30 år, er unik i verdenen. Vi modtager ofte besøg fra andre lande, fordi man gerne vil inspireres af os. Vi er bekymrede på vores ”børns” vegne. Vi giver dem mulighed for at udvikle sig til hele mennesker, og klare en hverdag med høj livskvalitet. Derfor frygter vi for at vore børn ender med at blive ekskluderet af samfundet. Vi ser dagligt eksempler på at der ikke er den rummelighed i dagens samfund, hvor man nemt kommer til at ”stikke ud”, hvis man er en smule skæv i forhold til det ”normale”. Derfor mener vi at den tolkning der ligger i hele inklusionstanken, om at alle: ”har et ønske om at være normale” bygger på formodninger der ikke er rigtige.
Hvorfor starte bredt med inklusion, i stedet for at starte med at inkludere de 7 – 18 årige børn der pt er ekskluderet til specialundervisning?
Mvh. CP Specialbørnehaven, Wagnersvej