Læserbrev:
Hvor er fagbevægelsen blevet af?
Fagbevægelsen er aldrig tidligere gået ind for »løntrykkere«, der har taget arbejde til en løn, der er under arbejdsmarkedets mindsteløn. Tænk bare på de polske landarbejdere, der tidligere har arbejdet på de danske marker til en løn langt under mindstelønnen. Det blev heldigvis stoppet.
Nu står jeg for at skulle i 1. lønnede praktik, og her kommer jeg til det store spørgsmål:
Hvordan kan de pædagogiske faglige organisationer tillade, at vi som praktikanter aflønnes med 8.014,82 kr. pr. måned for ca. 32,5 timers arbejde om ugen, hvilket er langt under mindste- lønnen for ufaglærte lønmodtagere som er på 98,35 kr. pr. time indenfor organisationernes område?
Samtidig indgår vi i normeringen, da vi er i et ansættelsesforhold, hvorved vi reelt »bare« bliver en billig arbejdskraft for de institutioner, der skal have os i praktik. At skulle i praktik er i orden, for vi skal have en så stor ballast som muligt, når vi er uddannede, men vi skal IKKE være »løntrykkere«, vi skal have lov til at være studerende først og fremmest.
Lad os beholde SU og evt. studielån under hele uddannelsen, og forhøj SU’en i stedet, det var mere tiltrængt, da vi er en del »voksne« med famillie på studiet efterhånden. Så har vi mulighed for at være 100% studerende i hele studieforløbet og ikke kun når vi er på seminarierne. Institutionerne kan så i stedet ansætte en deltids pædagog eller pædagogmedhjælper for de penge vi praktikanter skulle have haft, og lade os studerende gå oven i normeringen, hvilket giver mere personale og dermed flere medlemmer i arbejde.
Jeg har selv været på arbejdsmarkedet og medlem af en fagforening siden 1978, hvor jeg blev udlært som kommis i kolonialvarebranchen, og har aldrig været »løntrykker«. Jeg har altid været stolt over de faglige organisationer, jeg har været medlem af, for de har kæmpet for mine og alle andre lønmodtageres rettigheder, lige siden den første fagforening så dagens lys.