Psykisk arbejdsmiljø

I et tomrum

Af Elisabeth Lockert Lange

Ny undersøgelse dokumenterer ledernes arbejdsvilkår og arbejdsmiljø. Begge dele kendetegnes ved for meget arbejde, for mange krav, for mange administrative opgaver, for meget stress og for lidt dialog og anerkendelse. Det er især grelt for de kommunale ledere, da de selvejende har en støtte gennem deres paraplyorganisationer.

At daginstitutionslederne i Københavns Kommune har et hårdt og stressende psykisk arbejdsmiljø er næppe nogen nyhed. Dels har lederne i årevis ihærdigt gjort kommunen opmærksom på det, dels viser kommunens eget toårige personalepolitiske regnskab det, og dels viste en undersøgelse om sygefravær og dets årsager i foråret udarbejdet af konsulentfirmaet ReD Associates det. Den sidste undersøgelse anviste i øvrigt også en række skridt, som kunne afhjælpe elendighederne (se LFS Nyt 8/08).

Nu er et analysefirma, Scharling Research, for LFS og BUPL Hovedstaden, gået i dybden med daginstitutionsledernes psykiske arbejdsmiljø. Gennem grundige interviews med tilfældigt udvalgte daginstitutionsledere har de kigget på arbejdsbyrde, stress, belastninger, krav fra forvaltning, politikere og personale – og ledernes muligheder for at leve op til de mange fordringer. Det hele er samlet i rapporten Københavns daginstitutionslederes syn på deres arbejdsmiljø.

Og hvad er så hovedkonklusionerne i analysen?

To temaer fylder meget i ledernes beskrivelse af deres arbejdsbetingelser. Det ene er manglen på dialog med forvaltningen, det andet af manglen på anerkendelse. De to temaer hænger sammen, for når chefen ikke interesserer sig for ens arbejde, idéer og visioner, så oplever man heller ingen anerkendelse af sit arbejde. Derfor er det daginstitutionsledernes erfaring at de udøver deres arbejde i et fuldstændigt tomrum i forhold til den kommunale forvaltning. De oplever at deres distriktschef hverken ved hvem de er eller hvad de laver.

En enkelt har ikke engang kunnet få besked om, hvem der er hendes chef!

Stress fylder meget, og stress-symptomer er ganske udbredte blandt daginstitutionslederne. Og langt mere hos de kommunale end hos de selvejende daginstitutionsledere.

Analysefirmaet har nemlig sammenlignet arbejdspresset og dermed arbejdsmiljøet hos lederne på henholdsvis de selvejende og de kommunale daginstitutioner, og – måske overraskende for nogen – er forskellen iøjnefaldende. Som de skriver i rapporten: ”de kommunale daginstitutionsledere er mere stressede og har et dårligere arbejdsmiljø end lederne af de selvejende daginstitutioner.” Årsagerne finder de først og fremmest i den ”support” administrativt og ledelsesmæssigt, som de selvejende får via deres paraplyorganisationer. Den administrative support får de kommunale daginstitutionsledere ikke af forvaltningen. Funktionerne er i stedet blevet skubbet ud på institutionerne, ud til lederne selv, uden ekstra ressourcer, uden at de er ordentligt klædt på til opgaverne og uden den tilstrækkelige bistand fra lokalforvaltningerne.

Mange af de kommunale ledere arbejder langt mere end 37 timer, 45 timer er næsten halvdelen af dem oppe på (det gælder kun for hver femte af de selvejende ledere).

Autoritetskrise

Heldigvis, i betragtning af det hårde arbejdspres og stress, så er der generelt et godt miljø internt på institutionerne, og arbejdsglæden er stor, også hos lederne. Det afbalancerer i nogen grad de eksterne krav, som føles ”stressende, fordi de er mange, vanskelige, uvante og uhåndgribelige.”

Det skyldes sikkert især den overbebyrdelse med administrative kontoropgaver, herunder diverse evalueringer, dokumentationer og andre redskaber til kontrol, der er vokset og vokset de sidste snart mange år. Uden at lederne på nogen måde er uddannet til det, har lederrollen i den henseende skiftet karakter, vægten er flyttet fra pædagogisk leder til administrativ leder, som flere af deltagerne i undersøgelsen peger på.

Derfor ignorerer daginstitutionslederne i ”betydeligt omfang” krav fra forvaltningen, fordi de ikke kan overkomme at leve op til dem. Tidsfristerne er urimelige, mængden af krav og opgaver for stor, og interessen for at følge op på de mange initiativer er for begrænset fra forvaltningens side. Den er i gang med næste projekt.

Daginstitutionslederne kalder selv deres reaktion for civil ulydighed.

Analysefirmaet kalder det en overraskende konstatering. Men det kan næppe overraske hverken politikere i Børne- og Ungdomsudvalget eller embedsmænd i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Lederne har højt og tydeligt i årevis gjort opmærksom på netop disse problemer. Og flere har på offentlige møder udtalt ordene civil ulydighed. Man behøver bare at spole tilbage til høringen Sæt Pinocchio fri (i marts 2007) om frihedsbrev til de offentligt ansatte i Københavns Kommune, en høring hvor adskillige politikere fra de største partier deltog. Desværre en høring som trods gode løfter ikke rykkede meget.

En autoritetskrise, kalder Scharling Research situationen.

Daginstitutionslederne vurderer at politikere og forvaltning haster tiltag igennem uden at sikre sig at de realistisk set kan gennemføres. Daginstitutionslederne har, som gode ledere skal, prioriteret deres arbejdsopgaver og dermed beskyttet sig mod et helt urimeligt arbejdspres og dermed stress. Og i en prioritering kommer omsorgen for børnene naturligvis og nødvendigvis først.

Vis tillid

Den ledelsesmæssige support fra Børne- og Ungdomsforvaltningen halter også. Mens de selvejende ledere får støtte fra deres paraplyorganisationer og bestyrelser, efterlades de kommunale ledere af forvaltningen. De oplever deres kontakt med Børne- og Ungdomsforvaltningens distrikter som ”yderst begrænset, hvorfor de føler sig overladt til sig selv i ganske betydeligt omfang og ledersupport kan man næppe tale om.” Når distrikterne træder i karakter er det som kontrolinstans, ikke som serviceorgan, sådan som de selvejende ledere oplever deres paraplyorganisationer.

Generelt oplever lederne at der ikke er megen hjælp at hente i distrikterne, når de står til halsen i administrative problemer. Og mange kontakter dem derfor slet ikke – de ved jo også at distrikterne er underbemandede og selv ramt af stress.

Hvad efterspørger daginstitutionslederne? Hvad mener de selv, der skal til for at højne deres arbejdsmiljø?

Det oplagte ville være at kigge på, hvad de selvejende ledere får af deres bagland, som de kommunale ikke får. Og så sætte ind der. Man kan også gå skridtet videre og kigge på hvilke administrative opgaver, som kan tilbageføres til distrikterne eller centralforvaltningen. For der at blive løst af kontoruddannet personale frem for pædagogiske ledere.

Rapporten nævner også den mulighed at flere daginstitutioner slår sig sammen om at dele kontoruddannet bistand – men hvordan finde luft til det i budgettet?

Scharling Research peger også på det helt overordnede, nemlig ”den styringsmetode, som har udviklet sig over for bl.a. daginstitutionerne. Hvor man først giver dem økonomisk selvforvaltning, for dernæst at regulere og kontrollere med henblik på at have snor i dem, og faktisk øger den indholdsmæssige regulering og kontrol gennem krav om dokumentation af indsatsen på stadig flere områder.” Den styringsmetode er der grund til at se kritisk på, mener analysefirmaet – og citerer daginstitutionslederne: ”Vis os tillid”.

Noget bør forvaltningen gøre – de kan ikke endnu engang sidde en sådan rapport med udtalelser og oplysningerne som disse overhørig. Det vil være en skandale.

 

Undersøgelsen Københavns daginstitutionslederes syn på deres arbejdsmiljø er kvalitativ, det vil sige fremkommet gennem dybdegående interviews af et mindre antal deltagere – 33 personlige dybdeinterviews foruden to fokusgrupper, i alt 51 daginstitutionsledere (frem for gennem spørgeskemaer til mange). Undersøgelsen har været efterlyst længe fra ledernes side, og det er da også LFS og BUPL Hovedstaden, Scharling Research har udarbejdet undersøgelsen for. Det ligger i titlen at undersøgelsen udelukkende indeholder daginstitutionsledernes eget syn på deres arbejdsvilkår og arbejdsmiljø – i dette tilfælde en styrke da den viser netop ledernes oplevelse af virkeligheden. Og som rapporten skriver, så er håbet ”at fremstillingen gør det muligt at leve sig ind i ledernes opfattelse af deres arbejdsbetingelser og dermed bidrage til en bedre forståelse og en konstruktiv dialog herom.”