P4 København den 02. sep. 2008 18.01
Københavnske bosteder skal hjælpes
Skrevet af: Peter Gulløv
Magtmisbrug og fejlmedicinering på de københavnske bosteder for udviklingshæmmede kan formentligt skyldes et dårligt uddannet personale.
I hvert fald påpeger en uvildig rapport fra Niras Konsulenterne, at det københavnske plejepersonale mangler kompetencer og viden om deres område. Københavns Kommune har selv bestilt undersøgelsen, efter at det kom frem, at beboere på flere bosteder har været udsat for ulovlig magtanvendelse og grov fejlmedicinering.
Det kom blandt andet frem, at udviklingshæmmede blev låst inde samt slæbt hen ad gulvet, hvis de blev urolige eller aggressive. Og ifølge rapporten erkender hver fjerde medarbejder på kommunens 53 botilbud, at de har behov for mere viden og information om magtanvendelse.
Mere uddannelse
Og socialborgmester Mikkel Warming lover da også mere uddannelse:
- Vi har allerede sat gang i mere efteruddannelse. Og helt konkret vil jeg foreslå, at vi laver en klippekortsmodel, hvor man får mere i løn, hvis man deltager i efteruddannelse. Et system, som allerede er indført på ældreområdet, siger Warming.
Løftet om mere uddannelse glæder næstformanden for Landsforeningen af Socialpædagoger, Ulla Baggesgaard:
- Problemet er bare, at når personalet skal på efteruddannelse, så kommer de til at mangle på arbejdspladsen. Det kræver flere vikarer, og det er i forvejen svært at tiltrække medarbejdere til området, siger Ulla Baggesgaard.
Ingen uddannelse
Rapporten viser også, at det halter med medicinhåndteringen, som DR viste i et program om bostedet Ringbo. Her blev de psykisk syge beboere fyldt med afhængighedsskabende sove- og nervemedicin.
Ifølge rapporten har 17 procent af alle medarbejdere i botilbuddene "hverken været på kursus, fået anden formel uddannelse eller blevet oplært af en kollega i medicinhåndtering".
Alligevel er mange af disse medarbejdere involveret i medicinhåndtering.
Artiklen kan ses her