Fritidshjemsundersøgelsen
Når vi er sammen
Af Elisabeth Lockert Lange
Undersøgelsen om fritidspædagogik peger på samvær, udvikling af sociale kompetencer og samarbejde om indskoling som vigtige elementer i fritidshjem.
Når børnene i undersøgelsen skal beskrive, hvad de bedst kan lide ved fritidshjemmet har de både gjort det gennem fotos og gennem ord.
Rapportens forfattere skriver: »Der er en meget høj grad af overensstemmelse i alle børnenes udsagn. Deres oplevelse af fritidshjemmet er i høj grad koblet til det at være og lege udendørs. Man kan kalde fritidshjemmet for en afløser for barndommens gade. Også spil og hygge indendørs er højt prioriteret. «
I begge tilfælde bliver det at være sammen nævnt mange gange. »Den vigtigste pointe i børnenes udsagn er, at uanset hvilke aktiviteter, der er tale om, så skal det være en aktivitet, der udføres sammen.«
Selvbestemmelsen fremhæves også gentagne gange af børnene. I fritidshjemmet kan man gøre næsten hvad man har lyst til i modsætning til i skolen.
De 25 ansatte på de fritidshjem, der har deltaget i undersøgelsen, er også i det store og hele enige om, hvad der er vigtigt i fritidshjemmet og pædagogikken. Fx om at det skal være et rum for fri udfoldelse, at børnene skal kunne etablere venskaber og få succesoplevelser.
Rapporten sammenfatter de ansattes udsagn til et signalement af nutidens fritidspædagog, som en der er rammeskaber for børnenes udfoldelser, omsorgsog tidsperson, konfliktløser, relationsskaber og forældre-samarbejder. De ansatte vægter også børnenes opdragelse til demokrati og medbestemmelse højt.
Hverdagens struktur i fritidshjem er meget forskellig. Nogle er næsten uden struktur, mens andre har et fast tidsskema for dagen, og andre igen skiftende struktur. På samme måde er der stor forskel på, hvor meget børnene får lov at vælge selv.
Der er stor bevidsthed om, hvad børnene skal lære i fritidshjemmet: primært sociale kompetencer og personlighedsudvikling. At kunne både tale, tie og lytte, begå sig i gruppen, tage hensyn, deltage, løse konflikter, indgå venskaber og se sine egne styrker og svagheder. Det er med andre ord ikke faglige færdigheder. Og så har moderne børn behov for ro, afstressning, frihed, trivsel og voksenkontakt. Rapporten sammenfatter de ansattes forståelse: Pædagogikken skal med andre ord kompensere for de leve- og opvæksvilkår, børnene har andre steder end i fritidshjemmet og være en modvægt til disse vilkår.
Tre problemfelter sættes i fokus af de ansatte. Det problematiske i 10-års grænsen, de (for) store fritidshjem, hvor det tætte let mistes og den manglende tid og plads i fritidshjemmene.
Fritidspædagogen som indskolingskoordinator
De interviewede fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen ser kommunens fritidshjem som både et pasningstilbud og et pædagogisk tilbud, og de vægter synliggørelse og dokumentation via årsplaner højt.
Forfatterne af rapporten skriver: »Af interviewet fremgår det tydeligt, at spillet om fritidshjemmenes fremtid både på politisk niveau og på forvaltningsplan fortsat er kørende.« Der er konkurrerende pædagogiske opfattelser af fritidshjemmets opgave og funktion i samarbejdet med skolen.
»De forvaltningsansatte definerer hele tiden fritidshjemmet i forhold til skolen, og skolen bliver forstået som negativ pligt. Fritidshjemmet skal kompensere for skolens tvang og for de nederlag nogle børn lider i forhold til undervisningen.«
De ser fritidspædagogens rolle i et vadested mellem at være en der står for tilbudspædagogik til at blive en person, (som i nær fremtid) er parat til at samarbejde om koordination til indskoling. Der er med andre ord mindre opmærksomhed på, hvad der kendetegner fritidshjemmet i sig selv. Forvaltningen efterlyser fritidspædagoger, som er indstillet på at samarbejde ligeværdigt med skolen, som er mere positive over for forvaltningen selv, og som kan arbejde målrettet med årsplaner.
Undersøgelsen sammenfatter: »Set med forvaltningens øjne er vi på vej fra et billede af pædagogen som den, der administrerer en tilbudspædagogik til at være den, der indgår på lige fod med lærerne i en indskolings-pædagogik, og som er villig til positivt at samarbejde om dette, herunder gøre egen institution mere synlig blandt andet ved hjælp af udbyggede årsplaner.«
Også forvaltningen opererer med en fritidspædagogik, en pædagogik som er anderledes end skolens, og som kan kompensere for børnenes oplevelser der. Og at denne pædagogik skal med over i skolen via samtænkningen.
Fra guldalder til nutid
En mor til et barn i fritidshjem siger: »Så går de på fritidshjem og det er ligesom at komme hjem: de kyler tasken og mærker konkret, at de har fri og kan gøre hvad de har lyst til.«
Fritidshjemmene har, fra deres start i 1800-tallet som erstatning for manglende hjemlig omsorg, udviklet sig til i stigende grad at være et sted, hvor børn udvikler sig.
I 1960'erne til 1980'erne - fritidshjemmenes guldalder - bliver fritidspædagogikken en særlig faglig kultur, der formidles på fritidspædagogseminarierne. Emne- og temaarbejder er i højsædet, og man får en til tider heftig diskussion af graden af struktur i og styring af børnenes aktiviteter på fritidshjemmene. Også en erkendelse af legens betydning vinder indpas i denne periode - hvor legen tidligere blev set som underordnet aktiviteter og projekter. Kolonien vinder frem i samme periode. Det at tage af sted i et par uger eller mere og udfolde sig i fællesskab udvider samværet og kammeratskabet. De voksne kan iagttage og støtte børnene på en anden måde, og børnene lærer ny selvstændighed og udvikler sociale kompetencer.
Navnet fritidshjem består af de tre kernebegreber: fri tid hjem. I det moderne samfund er der kun få egentlige frie rum for børn i 6-10 årsalderen. Hverken tomme grunde, byggepladser, marker eller enge. Frie rum som butikscentre, arkader, gader og pladser er områder, hvor samfundet ikke ønsker børns frie udfoldelse. Derfor er nutidens børn ikke frie til selv at bestemme, hvor de vil være, og hvad de vil lave. Alligevel opleves fritidshjemmet som et frirum og et lystrum i forhold til skolens arbejdsrum og pligtrum. Hjemmet er familiens rum. Og fritidshjemmet er også et hjem. Et sted hvor man bare kan være og finde sig selv.
Indirekte læring
Fritidshjemmet skal i dag både give omsorg og støtte børnenes udvikling og kvalificering. I dag handler omsorgen først og fremmest om psykisk omsorg , kvalitet i kontakten til den voksne. Og børn af i dag tager selv aktivt del i deres livssammenhænge, barnet er medskaber og aktør i forhold til sin egen udvikling.
Når barnet deltager i livet på fritidshjemmet, udvikler det en forståelse af de sammenhænge, som det er i. En indirekte læring, som rapporten betegner som et »biprodukt« af handlinger som angår andet end det at lære, fx male, spille fodbold, danse. Den fremhæver, at spørgsmålet ikke er om børn lærer noget i fritidshjemmet, men snarere hvilken læring der finder sted, og som er mulig i fritidshjemmet.
Børns venskaber fylder meget i deres liv, og venskaberne har stor betydning for barnets identitetsudvikling og udviklingen af en række kompetencer. Fritidshjemmet er et mødested, hvor de kan etablere fællesskaber og venskabsgrupper. Fritidshjemmet skal skabe betingelser og rammer, der giver børnene tid og rum til at etablere de tætte venskaber. Rapporten opfordrer de voksne til at understøtte børns medbestemmelse, valg og individualitet, og ser det som en pædagogisk opgave at indplacere dette i en social sammenhæng og et forpligtende fællesskab.
Børn leger for at lege. At lege er at bruge sin forestillingsevne, sin fantasi. I legen »øver« barnet sig i at forholde sig søgende, udforskende og skabende. Leg er vigtig, skriver rapporten, her udvikler barnet selvbestemmelse og dermed grundlæggende forudsætninger for at kunne være en kompetent, aktiv deltager i den moderne verden. Den opfordrer pædagogerne til at være nysgerrige på de nye former og udtryk, som legen antager i disse år, så de kan støtte børnenes udfoldelser - selv om den ikke svarer til, hvad pædagogens forståelse af den gode leg er.
Og endelig har fritidshjemmet som et klassisk ideal at opdrage børnene til at indgå i en demokratisk kultur. Det er en pædagogisk opgave at støtte det enkelte barn, så medbestemmelse er en mulighed for alle, konstaterer forfatterne.