Københavns Kommune
Socialforvaltningen
Mål- og rammekontoret for voksne
Bernstorffsgade 17, 4. sal, værelse 440
1592 København V

27-06-2008

LFS høringsbemærkninger til forslag til Københavns kommunes Socialpsykiatriplan 2009-2012

Indledende bemærkninger

LFS skal indledningsvis påpege, at vi syntes det er en god ide, at socialudvalget fremlægger et nyt forslag til en samlet politikudvikling på området.
Vi kan tilslutte os de overordnede visioner og mål.
Forslaget indeholder derudover en række spændende initiativer til nytænkning af indsatsen, herunder kompetenceudvikling af medarbejderne.

Vi finder dog at oplæggets vægtning af ”effektstyring/effektiv ressourceudnyttelse” får en alt for central placering i indsatsen, når det gøres til et af de 3 bærende principper for indsatsen.

Vi finder det også meget problematisk, at store dele af planen hviler på en pt. ufinansieret ressourceforøgelse til området.
For os at se er det afgørende for gennemførelse af planens visioner og mål, at der afsættes flere midler til området, der i dag, i al for høj grad er præget af stagnation og tilsanding.
Med vægt på mere brugerinddragelse, og recovery processer støttet af kompetente medarbejdere, vil der være behov for en række nye tilbud/aktiviteter og valgmuligheder – også boligmæssigt, end der er i dag.

Vi håber derfor, at det politiske flertal, der har foreslået at Københavns kommune får en ny socialpsykiatriplan, også vil prioriterer de nødvendige midler for at planen kan realiseres.
Ellers risikerer vi at stå tilbage med flotte målsætninger, der bare ikke kan realiseres grundet den manglende økonomi. Recovery processerne risikere derfor at gå i stå, hvilket kun vil skabe frustrerede brugere og medarbejdere.

Om visioner og mål

Vi kan som nævnt indledningsvis tilslutte os visionerne og målene i planen, herunder det dilemma/udfordring som planen omtaler under afsnittet om mål (1.3). Her opridses et af de grundlæggende dilemmaer inden for området: nemlig borgerens selvbestemmelse contra samfundets krav om ”normalisering” – eller helbredelse – ikke blot for en psykiatrisk lidelse, men også for den socialt handicappede adfærd. Balancen i indsatsen mellem omsorg og udvikling over for brugerne af socialpsykiatrien er derfor afgørende.

En del socialpædagoger arbejder i dag inden for området. En mere klar politisk målsætning om at grundholdningen der skal arbejdes ud fra er recovery / der ligesom den socialpædagogiske tilgang, bygger på at der altid er muligheder for udvikling, og at egenmotivation og relation er afgørende elementer i udviklingsprocessen, vil ganske givet også kunne tiltrække nye medarbejdere til området.
Der vil også være behov, for at sætte fokus på kompetenceudvikling af de nuværende medarbejdere, der for mange af dem – i større eller mindre omfang - allerede arbejder med udgangspunkt i recovery tankegangen.
Problemet i den nuværende praksis er dog ofte, at der i høj grad mangler de tilbud og udviklingsmuligheder, der giver muligheder for at skabe udvikling/flow for den enkelte, samt koordinering og styring af indsatsen, således at det sikres at de opstillede mål bliver til noget, f.eks. at flytte i egen bolig, eller starte op med 2 timers arbejde hver dag.

De bærende principper

Som det også er nævnt indledningsvis, er vi noget bekymret i forhold til planens vægtning af, at et af de 3 hovedprincipper omhandler effektmåling/effektiv ressourceudnyttelse, som styrende for den samlede indsats.
Vi kan fulgt ud tilslutte os de 2 andre bærende principper: Brugerinddragelse og Recovery, men finder at vægtningen af effektstyringen er forkert som det 3.die princip. Vi skal derfor foreslå at det 3.die princip i stedet navngives: Fælles Ansvar – hvilket indebærer en tydeliggørelse af, at det er samfundet / og konkret det bosted, og de medarbejdere brugeren arbejder sammen med, der i fællesskab kan skabe udvikling/ recovery.
Det kan den enkelte bruger jo ikke alene – Københavns kommune og medarbejderne skal støtte op – være med til at fjerne barriere af den ene og anden slags.

Vi er selvfølgelig ikke modstandere af, at indsatsen skal væres så effektiv som mulig, men ved at det gøres til det 3.die principper, er der efter vor opfattelse en stor risiko for, at socialpsykiatrien ”hægtes” for meget op på psykiatriens behandlingsudgangspunkt. Man fastholder på den måde den ”gamle” behandlingsideologi, som vi gerne skulle væk fra, ved at sætte fokus på recovery processer i stedet.

Erfaringer fra andre effektmålings systemer, peger på at medarbejderne ofte bruger meget store ressourcer på at dokumenterer indsatsen, ofte med meget få, eller kun delvist brugbare informationer som resultat. Man kommer til at vide noget om det man måler. Risikoen ved at etablerer et målingssystem inden for dette område er selvfølgelig, om det er muligt at definerer hvilke elementer der skal måles på, når målsætninger/udviklingsperspektivet bygger på den enkeltes egen recovery proces.

Vi vil også pege på, at den nyeste udenlandske forskning(inden for misbrug og sundhed) viser, at effekten af en indsats procentvis skal relateres til at

• 40-50 % skyldes brugeren selv og udenoms behandlingsmæssige faktorer
• 30 -40 % skyldes relationen
• 10-15 % skyldes metoden/programmet

Uden at vi kan sige, at den samme % fordeling gør sig gældende inden for dette felt, mener vi dog det er et væsentligt faktum at medtage, i diskussionerne om, i hvilket omfang at effektmålinger kan pege på hvilke ”behandlingssteder” der har bedre resultater end andre, og på længere sigt lade budgettildelingen foregå på baggrund af sådanne effektivitetsmålinger.

Erfaringen med sådanne systemer, viser tydeligt at dette medfører øget tænkning i visiteringen, dvs. risiko for ”creaming” – ingen vil have brugere med forventelig lav score i udviklingsparametrene.

Vi er ikke modstandere af, at kvaliteten i socialpsykiatrien skal blive bedre, og at forskellige kvalitetsredskaber, som løbende procesevalueringer, sparring, brugervurderinger og dokumentation m.v. kan anvendes positivt i forhold til udvikling af området.

Derfor vil vi gerne medvirke til en efterfølgende dialog om, hvorledes man kan arbejde med kvalitetsmodeller på området, der respektere den enkelte socialpsykiatriske brugers målsætninger og ønsker. Et mindre udviklingsprojekt kunne f.eks. belyse erfaringer andre steder fra.

Forandringsteorien

Indsatsen skal endvidere bygge på en forandringsteori – hvor de overordnede mål, nedbrydes i effektmål på mellemlangt sigt – resultater kort sigt – der nås via iværksatte aktiviteter.

I forhold til vores bemærkninger ovenstående, om betydningen af den enkelte brugers motivation/relationsbygningen, syntes vi umiddelbart at forandringsteorien kan virke lidt vel mekanisk.

Som overordnet rettesnor for den samlede indsats, finder vi dog nok at forandringsteorien kan anvendes, og de enkelte aktiviteter, der skal gøre det muligt at de socialpsykiatriske brugere kan nå de overordnede mål, er hver for sig helt fine.

Det er så også i denne sammenhæng, at det tydeligt fremgår, at planens økonomiske ramme er afgørende for, om det overhoved er muligt for den enkelte, at nå de opstillede mål.

Fysisk eller faglig specialisering

Planen lægger også op til, at der inden for budgettets rammer, skal foretages en nærmere analyse af målgruppen med henblik på en nærmere fastlæggelse af, hvorvidt der skal satses på fysisk eller faglig specialisering.
Vi kan tilslutte os at der foretages en analyse heraf, men skal anføre, at det er vor opfattelse, at der klart er behov for en fysisk specialisering – og at denne specialisering nødvendigvis også må medfører en efterfølgende faglig specialisering.
Der er behov for at der etableres afdelinger der kan rumme forskellige persongrupper, f.eks. unge, kriminelle, stofafhængige, ældre m.v., der hver for sig har behov for forskellige tilbud i forhold til deres recovery processer. Der er i den sammenhæng ingen ide i, f.eks. at visiterer unge mennesker sammen med ældre medborgere som det foregår i dag. Denne praksis er ikke støttende for recovery processerne.

Koordinatorer

Forslaget opererer med, at der ansættes koordinatorer på boenhederne, der skal sikre at den udviklede kvalitetsmodel anvendes i det daglige(implementering, vedligeholdelse m.v.). Umiddelbart finder vi, at de anførte funktioner, i høj grad bør være en del af den faglige ledelses opgaver, hvorfor vi ikke helt kan tilslutte os, at der skal ansættes særlige personer til denne opgave. I stedet bør boenhedernes ledelser styrkes socialpædagogisk, således at de også kan rumme disse opgaver.

Case-manager

Planen lægger også op til at der ansættes Case-manager på socialcentrene. Ud over at vi finder at der skal findes en anden betegnelse for funktionen, er vi enig i, at der i høj grad er brug for mere koordinering af indsatsen, specielt i forhold til at store dele af indsatsen foregår i mange forskellige regier og forvaltninger.
opgaven varetages i mindre omfang i dag af støtte/kontaktpersoner, SKP’ere og hjemmevejledere, hvorfor der er behov for at kikke nærmere på den samledes opgavevaretagelse, i forhold til den eventuelle indførelse af en sådan ny stillingskategori.

Efter vor opfattelse, er der i dag specielt behov for at der ”samles op” i forbindelse med overgangen fra børne/familieteam regi til voksenteam regi, idet det er vor opfattelse at en del unge mennesker i dag ”tabes” i denne overgang.
Selvom lovgivningen lægger op til, at en indsats i børne/familieteamets regi kan fortsætte til det 23 år – såfremt der er behov herfor, er det vor erfaring, at de pressede budgetter i børne/familieteamene indebærer at bistanden som regel ophører ved det 18 år, og at der ikke i ordentlig omfang finder koordinering sted med voksenteam i den forbindelse.

Endvidere er det vores erfaring, at samarbejdet/koordineringen med sygehusene heller ikke fungerer særligt godt, hvilket f.eks. indebærer at det kan være noget tilfældigt hvornår socialcentrene finder ud af at en borger er udskrevet fra hospitalerne.

Endeligt er det også meldingen, at den seneste forvaltningensændring, der medførte at beskæftigelsesindsatsen er flyttet i egen forvaltning, ikke gør det lettere at iværksætte beskæftigelsestiltag for denne gruppe medborgere.

Der er således et meget stort behov for at etablerer en klar og entydig tovholder/koordinator funktion.

Medicin

Afslutningsvis vil vi pege på, at der efter vor opfattelse, flere steder er problemer i samarbejdet mellem de socialpsykiatriske medarbejdere og psykiaterne, i forhold til i hvilket omfang at brugerne skal have medicin. Derfor er det spændende at der nu bliver iværksat et forsøg vedrørende nedtrapning af medicin.
Vi vil mene, at et af de succeskriterier, der så relativt let kan måles på, i forhold til om den nye plan når sine målsætningen, er om medicinforbruget falder.

Med venlig hilsen

Ulla Baggesgaard, Næstformand i LFS

samt

Niels Andersen, faglig sekretær