Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Referat fra LFS repræsentantskabsmøde 2004
LFSs ordinære repræsentantskabsmøde fredag den 26. - søndag den 28.11.2004 afholdt på Pharmakon, Hillerød.
REFERAT
Velkomst
For Britt Petersen var det en særlig fornøjelse at byde velkommen til dette repræsentantskabsmøde. Hvis medlemmerne godkender fusionen med PMF, er dette formodentlig det sidste ordinære repræsentantskabsmøde i LFS, som vi kender det i dag.
Britt bød herefter velkommen til de ansatte, som man nok skulle holde beskæftiget hele weekenden, og en særlig velkomst til gæsterne, som vil indfinde sig i løbet af mødet, og til slut selvfølgelig en helt særlig velkomst til de delegerede.
Repræsentantskabet er den øverste myndighed i LFS, og Britt håbede på et par dage med konstruktive diskussioner, dialog og fornuftige beslutninger. Derudover håbede hun også, at man kunne hygge sig sammen i de fritimer, der trods alt ville være i løbet af mødet.
Det er en lidt turbulent tid, vi befinder os i. Vi står overfor en kommunalreform, og vi står overfor et kommunalvalg, som i København lige fik en ekstra dimension, idet den hidtidige overborgmester valgte at forlade posten i utide uden at pege på en efterfølger, hvilket fik Socialdemokratiet til at bruge en del kræfter på interne forhold.
Der er ingen tvivl om, at kommunalvalget skal have en særlig bevågenhed. Det bliver de nye kommunalbestyrelser, der får opgaven med at implementere kommunalreformen med alle de nye opgaver, der følger med den.
Vi står overfor en mulig fusion med PMF, og vi står ikke mindst overfor forhandling om et øget samarbejde med BUPL og SL i forlængelse heraf.
Vi står overfor valg til Folketinget, hvor fremtidens velfærd bør være et af hovedpunkterne, og vi står overfor et valg om en ny EU-traktat, hvor velfærd, arbejdsliv og selvstændighed er på dagordenen.
Bare opremsningen kan give sved på panden, for alt har jo direkte eller indirekte indflydelse på vores medlemmers arbejdsvilkår.
1. Valg af 2 dirigenter
Britt Petersen indstillede på hovedbestyrelsens vegne følgende dirigenter: Ingvar Thomsen og Elisabeth Bruun Olesen.
Ingvar Thomsen og Elisabeth Bruun Olesen blev valgt som dirigenter uden modkandidater.
Dirigenterne konstaterede herefter repræsentantskabsmødets lovlige indvarsling, idet indkaldelsen var sendt fra LFS den 22.10.04 og kontrolindkaldelse modtaget i LFS den 26.10.04 og dagsorden m.v. var udsendt 2.11.04.
Repræsentantskabet havde ingen indsigelser.
2. Navneopråb
Dirigenterne foretog navneopråb. Der var følgende ændringer i forhold til den udleverede deltagerliste:
Almenområdet:
Klaus Jensen – afbud
Dagplejeområdet:
Marianne Petersen – afbud
Inger O. Hansen – afbud
Maiken Pedersen – afbud
Ansatte i LFS:
Erik Vaagensø – afbud
Fin Hansen – afbud
3. Godkendelse af forretningsorden
Repræsentantskabet havde ingen bemærkninger.
Forretningsordenen blev herefter godkendt.
4. Godkendelse af dagsorden
Repræsentantskabet havde ingen bemærkninger til dagsordenen.
5. Valg af stemmeudvalg
Stemmeudvalget har funktion i hele repræsentantskabsperioden.
Hovedbestyrelsen indstillede følgende til stemmeudvalget:
Pia B. Ludvigsen
Laura Sørensen
Bo Kirkestrup
Kirsten Rosendal Hansen
Sekretær: Lise Struer
Ovennævnte blev valgt uden modkandidater.
6. Valg af repræsentantskabsudvalg - kun til repræsentantskabets forhandlinger/ udtalelser
Udvalgets opgave er at samordne de forskellige forslag for at lette repræsentantskabsmødets forhandlinger.
Hovedbestyrelsen indstillede følgende til repræsentantskabsudvalget:
Britt Petersen
Ulla Baggesgaard
Marianne Rosell
Kirsten Annette Christensen
Helle Haslund
Dorte Munk Petersen
Sekretær: Niels Andersen
Ovennævnte blev valgt uden modkandidater.
7. Beretning og Fremtidigt arbejde
Den udsendte skriftlige beretning blev af Britt Petersen suppleret med en mundtlig beretning, der efterfølgende blev udleveret på skrift.
Inden selve diskussionen om beretning og fremtidigt arbejde var der workshops med følgende emner:
- Informationsstrategi
– OK 2005
– Det rummelige arbejdsmarked.
Marianne Rosell ønskede at fortælle, hvordan dagplejen ser ud i dag.
I dagens Danmark finder politikerne det interessant at underbyde børnepasningsområdet. I dagplejen mærker man det bl.a. ved mange nye modeller for pasning. Den kommunale dagpleje er efterhånden blevet til forsøgsdagpleje, hjemmedagpleje, private børnepassere, gæstehuse, flerbørnsdagplejere… og listen skal nok blive længere endnu.
En del kommuner har i deres seneste budget vedtaget at nedprioritere dagplejen med store besparelser til følge. Det betyder fyringer både for dagplejere, dagplejeledere og dagplejepædagoger.
Vi oplever kommuner, der sender dagplejere ud på institutioner for at være medhjælpere – nogle kan endda blive støttepædagoger, men den kommunale dagpleje er der altså ikke råd til.
Vi må også erkende, at det er svært at rekruttere dagplejere i dag. Mange timers arbejde om ugen (48), en lav grundløn samt krav til hjemmet for slet ikke at tale om de forventninger, politikere og forældre har til, hvad man i dagplejen skal kunne lære de små – sociale kompetencer, læreplaner, nedbrydning af den sociale arv, hjemlig hygge, fred, ro og nærvær – ja 48 timer om ugen er nok ikke for meget alligevel.
I dagplejen har man i mange år kæmpet for at blive accepteret som en faggruppe og er blevet det i LFS. Vi er en del af det fællesfaglige samarbejde, og Marianne forventer, at dette samarbejde kommer til at stå sin prøve i den kommende tid, da hun tror, udviklingen vil gøre, at man kommer til at kæmpe om pasningstilbuddene til de samme børn.
Marianne har dog det håb, at man i LFS vil arbejde for det fællesfaglige samarbejde og kan holde til denne udfordring.
Inga Juul havde prøvet at finde ud af, om der er afsat midler til kompetenceudvikling i Københavns Kommune.
Inga kommer selv fra en velfungerende og attraktiv arbejdsplads i udvikling, hvor personalet har været med hele vejen siden kommunens omdrejningspunkt hed omstrukturering og til det i dag alt sammen handler om kompetenceudvikling.
Som medarbejder skal man jo udvikle sig til at blive så kompetent som muligt for at kunne varetage opgaverne med at servicere borgerne.
Grundlæggende kræves der kompetenceudvikling – politikerne og arbejdsgiverne kræver det, og medarbejderne vil gerne. Men i virligheden sker der noget andet.
Den enkelte arbejdsplads må ofte bruge de begrænsede midler til fælles kursusdage for hele medarbejdergruppen. Det kan der være klare fordele i – både økonomisk i forhold til at flere medarbejdere får efteruddannelse for de samme penge, men også i forhold til at kursusindholdet relaterer sig til udviklingen af den daglige arbejdspraksis.
Men kompetenceudvikling handler ikke kun om at udvikle de kompetencer, der findes på arbejdspladsen som helhed. Det handler også om ekstern videreuddannelse af den enkelte medarbejder. De længerevarende uddannelser bidrager i højere grad end de fælles kursusdage ved at udvikle den enkelte medarbejders kvalifikationer og kompetencer i forhold til grundlæggende forandringer og nyorientering på arbejdspladsen. Med en grundlæggende forandring tænker Inga mere specifikt på, at brugergruppen hele tiden er i forandring, og de skal kunne gives de optimale tilbud, og hvis dette skal lykkes, skal medarbejderne være klædt på til opgaverne.
Med nyorientering tænker Inga på kendskab til nye pædagogiske teorier, sammenhænge og metoder.
Ved at undersøge ordet kompetenceudvikling på Københavns Kommunes hjemmeside, får man 50 sider, der behandler emnet ud fra forskellige vinkler.
Man kan bl.a. læse, at der gennem længere tid har været fokus på kompetenceudvikling i Københavns Kommune, ligesom det er et af punkterne i Københavns Kommunes værdigrundlag, og der er åbenbart afsat 8 mio. kr. til støtte for dette, men Inga har forgæves forsøgt at få mere at vide om denne pulje. – Hun har også på et tidspunkt læst, at politikerne har afsat 21 mio. kr. over en 2-årig periode.
De syv forvaltninger har alle givet håndslag på at styrke kompetenceudviklingen indenfor en række områder. – Ord er der rigtig mange af, men der mangler handling indenfor det pædagogiske område.
I 2002 blev der udarbejdet en rapport bestilt af Økonomiforvaltningen. Den hedder Redegørelse om kompetenceudvikling i Københavns Kommune og heri kan man bl.a. læse, hvordan det står til med kompetenceudviklingen og om de politiske overvejelser om fremtidens behov og forslag til indsatsområder – ifølge rapporten står det rigtig godt til – der kompetenceudvikles på livet løs.
Tager vi udgangspunkt i de MUS- og MED-samtaler, lederne skal tage med deres medarbejdere, og hvor der skal sættes fokus på den enkelte medarbejders kompetenceudvikling, og hvor der skal tænkes systematisk og strategisk kompetenceudvikling, viser rapportens fokusinterviews og resultatet af spørgeskemaundersøgelsen, at det ikke sker. Både på grund af de forskellige økonomiske midler, men også fordi det ikke tages bogstaveligt at kompetenceudvikling også handler om, at lederne på de enkelte arbejdspladser påtager sig ansvaret for at kortlægge medarbejdernes behov for udvikling og uddannelse. Målene og ansvaret for kompetenceudviklingen i kommunen er altså langt fra klare for alle.
På trods af de mange ord i rapporten og de mange sider på nettet, blev Inga ikke så meget klogere i sin jagt efter, hvor midlerne til kompetenceudvikling er gemt. En jagt der også gik ud på at finde ud af, om arbejdsgivernes intentioner om kompetenceudvikling stemmer overens med virkeligheden.
Inga sidder tilbage med en fornemmelse af at have opdaget en uigennemskuelighed i forhold til de mange gode intentioner, der ligger beskrevet i bl.a. værdigrundlaget. Det er frustrerende og giver en fornemmelse af at være sat uden for indflydelse i forhold til eget arbejde.
Der må kræves gennemskuelighed i forhold til de politiske intentioner – deres målsætning og de efterfølgende handlinger. Det skal være tydeligt og klart for enhver, uanset på hvilket niveau man befinder sig, hvad der afsættes af midler, og hvordan mulighederne for at få del i disse er.
Vi skal kompetenceudvikle, men der må og skal være en tydelig sammenhæng mellem udviklingsmål, opgaveløsning og de økonomiske ressourcer, hvis man som medarbejder skal føle ejerskab for de mange flotte ord i kommunens værdigrundlag.
Inga mener, vi i LFS skal i dialog med de ansvarlige politikere og arbejdsgivere – og ikke kun i dialog. Vi har i LFS et ansvar for at stille krav til arbejdsgiverne om at synliggøre behovene for efteruddannelse og kompetenceudvikling i samarbejde med lederne og andre på arbejdspladsen. Vi skal stille krav om, at arbejdsgiverne forpligter sig til at sætte handling bag deres mange ord om kompetenceudvikling.
Karin Bengtson var meget tilfreds med den udvidelse af hovedbestyrelsen, der skete med vedtægtsændringerne på sidste repræsentantskabsmøde. I de sidste 2 år har der siddet 3 lederrepræsentanter i hovedbestyrelsen, og det har efter Karins mening betydet et kvalitativt løft. Det har givet mange gode debatter og inddraget ledersynspunkterne på mange ting.
Kravet om lokal udmøntningspligt i forbindelse med ny løn er for Karin et must. Men hvor store er chancerne, når arbejdsgiverne står så samlet, som de gør.– Er organisationerne splittede – hvor står de andre.
Karin har ikke så meget til overs for Kommunernes Landsforening (KL), og Københavns Kommunes eventuelle beslutning om indmeldelse i KL bekymrer hende i forhold til OK-forhandlingerne 2008, men håbede at København kunne beholde sine særaftaler. Derudover er der bekymringen for, hvad det vil betyde for LFS som organisation, hvis alle overenskomster og aftaler bliver landsdækkende.
Mogens Bang takkede for en god mundtlig beretning – den sidste. Hvis aftaleretten overdrages til KL – hvad så med LFS. Har LFS overhovedet nogen eksistensberettigelse. Vi må samle kræfterne for at kæmpe og så placere medlemmerne i de andre pædagogiske organisationer – dette ville styrke medlemmernes position langt bedre end i dag, og lad os så bruge ressourcerne der, hvor de gør mest gavn. Vi har langt større magt, end vi tør tage.
Pia Ludvigsen havde forsøgt at lave en opsamling fra de 2 workshops om det rummelige arbejdsmarked.
Der var en god og konstruktiv debat i begge grupper (som omfattede en meget stor del af de delegerede).
En opsummering af bemærkninger, problemstillinger og forslag gav følgende 3 hovedemner:
1. Vi vil gerne være rummelige, men arbejdspladserne mangler information og guider til, hvordan lovgivningen bruges.
2. Det koster både tid og økonomi at være rummelig. Begge dele har vi ikke nok af i dag.
3. Selvfølgelig vil vi gerne gøre alt for vore kolleger, som vi er tæt på og holder af, ligesom vi håber, at der også er plads til os, hvis vi selv får brug for aftaler på særlige vilkår – senioraftaler, fleksjob eller andre aftaler, hvor der kan udføres ordinært arbejde på lempeligere vilkår.
Men af diskussionerne fremgik det også, at rummelighed er et bredt begreb og ikke altid uproblematisk.
På arbejdspladserne er der arbejde, der skal udføres med høj kvalitet. Virksomhedsplaner, der skal opfyldes og krav fra brugerne, der skal indfries. Det var man bekymret for. Holdningen var generelt, at hvis der kan sikres fuld finansiering, bliver arbejdet med det rummelige arbejdsmarked lettere tilgængeligt. Men økonomien må ikke være en barriere for aktuelt at løse konkrete opgaver med fastholdelse.
Et andet ønske fra debatten var øget mulighed for at udveksle gode erfaringer arbejdspladserne imellem.
En CASA-undersøgelse har for nylig vist, at der ikke er sammenhæng mellem de arbejdspladser, der har en personalepolitik og de arbejdspladser, der arbejder positivt med rummelighed – selvom de ikke har en politik.
Det viser vores lille undersøgelse også. Sammentællingen viser nemlig, at kun 14 arbejdspladser – ud af dem, der er repræsenteret her i salen – har en politik vedr. det rummelige arbejdsmarked, men 24 arbejdspladser har medarbejdere ansat med skånehensyn eller på fleksjob. Det er meget positivt, at det ikke kun er nedskrevne ord, der skaber handling og rummelighed.
De mål, HB har foreslået, er i god overensstemmelse med diskussionerne i de to workshops. Forretningsudvalget har på baggrund af diskussionerne stillet nogle få ændringsforslag til Fremtidigt arbejde – herunder økonomi og finansiering. – For nogle af vore arbejdspladser er det allerede tilfældet, at der gives kompensation, så institutionerne ikke har ekstra udgifter som følge af det rummelige arbejdsmarked – dog ikke på seniorområdet.
Vi vil gerne arbejde for, at kompensation kommer til at gælde alle arbejdspladser. Det kan godt være, vi bliver mødt med et modkrav om medfinasiering via puljer. Det er ikke vores ønske, men da der er mange forskellige finansieringsmodeller, vil vi ikke pege på en konkret, men forsøge at løfte U&Us model over på de andre områder. Denne model betyder, at institutionerne betaler for de timer, personen arbejder. Ud over det sociale tilskud dækker forvaltningen, såfremt institutionen har ekstra udgifter i forbindelse med ordningen.
Som det tydeligt fremgår, er der meget at tage fat på. Diskussionerne har vist, at begrebet rummelighed kan opfattes meget forskelligt – måske var det en ide, at HB i arbejdet med at omsætte Fremtidigt arbejde til handlinger også får præciseret, hvad LFS mener, når vi siger rummelighed.
Niels Hansen slog fast, at de stadige forandringer også stiller krav om øjeblikkelig effekt. Det stiller krav til institutionerne og til fagforeningen. Det stiller krav om at følge med tiden som en nødvendighed – der er slet ingen pauser.
Brugerne stiller krav om individuel behandling, valgfrihed og har særlige krav.
Forvaltningerne og politikerne stiller krav om værdier, politikker, planer og ændret struktur. I den forbindelse fandt Niels det klogt, som nævnt i den mundlige beretning, at vi ikke som udgangspunkt tager forslagene om større institutioner som noget negativt. Det er mere formålet, processen, medinddragelsen og beslutningsprocesserne vi kommer til at tage stilling til.
Det er efter Niels mening en fornuftig indstilling, for sådan er betingelserne i dag.
For LFS gælder det at kunne skabe sammenhæng og kunne navigere.
På sidste repræsentantskabsmøde besluttede man at oprette tre ledersektioner, og Niels er formand for almenområdets ledersektion. Der er kommet gang i arbejdet, og man har fået udarbejdet program. Sektionen er blevet høringspart i nogle sager, og man har haft dialog med forvaltningerne.
Man ser sig selv som en god arbejdsgruppe, men mangler stadig at komme i tale med hele gruppen af almenledere.
Niels glædede sig over, at den netop indkaldte konference om forandringer på lederområdet, allerede på første dag var overtegnet. Så det er noget, der skal følges op på.
Dette års repræsentantskabsmøde har en lidt anden indfaldsvinkel til lederspørgsmålet. Hvor det sidste gang handlede om struktur, drejer det sig denne gang mere om indhold (nogle mere bløde formuleringer), og det er nok også meget fornuftigt. Men tilbage står, at vi ikke kommer udenom, at der i den kommende periode skal konkretiseres en større selvstændighed i forhold til kompetence og struktur, således at lederne hele tiden vil kunne genfinde sig selv i fagforeningen.
Vi står hele tiden i situationer, der ændrer de vilkår, vi har – f.eks. fusionen med PMF.
Derudover oplever man, at Ledernes Hovedorganisation laver store kampagner for at hente ledere og souschefer over til dem. – Almenlederbestyrelsen mener ikke, det er den vej, man skal gå – faktisk kan det underminere det netop forestående arbejde med overenskomsterne. Her er det vigtigt, at man som samlet ledergruppe tager stilling til sådanne spørgsmål. Så for lederbestyrelsen er det vigtigt, at man får profileret sig selv og lederne i LFS.
Niels sluttede med at forelægge et ændringsforslag til Fremtidigt arbejde (linie 101-102).
Flemming Petersen nævnte, at det for nylig var fremme, at topchefer i staten har fået hemmelige bonusordninger på ca. 140.000 kr. ekstra om året. Jyllands Posten har forsøgt at få aktindsigt i nogle af disse sager, men Personalestyrelsen har meddelt, at oplysningerne er hemmelige. Men da disse direktører lønnes af skatteydernes penge, er det rimeligt at borgerne får indsigt i, hvilke lønninger offentligt ansatte har – og hvorfor.
I Jyllands Posten kan man ligeledes læse, at disse direktører har en gennemsnitlig løn på omkring 825.000 kr. om året excl. bonusordningerne. Så det er da noget, der vil noget, når man snakker ny løn.
I det hele taget kan man jo sige om ny løn, at det er et system, der har været meget blæst om, siden det blev indført. Allerede ved OK-afstemningerne i 2002 var der en række fagforeninger og forbund, hvis medlemmer enten stemte nej, eller hvor et meget stort mindretal stemte nej.
Dennis Kristensen har ved flere lejligheder udtrykt bekymring for, at hvis ikke de offentlige arbejdsgivere ved de kommende OK-forhandlinger går ind for et noget andet lønsystem – ja så er der en reel risiko for, at der stemmes nej for mange af de offentligt ansattes vedkommende.
Ny løn bærer præg af bureaukrati, langsommelighed og stor arbejdsindsats for de berørte fagforeningers ansatte og valgte.
Rigsrevisonen er ved at udarbejde en rapport – godt nok for den statslige sektor – men som kan vise sig at blive ret spændende. De har udspurgt en række offentlige virksomheder om, hvordan virksomhedernes ressourcer i forbindelse med ny løn står mål med, hvad man rent faktisk får ud af denne indsats.
På F&A-institutionerne kører der i øjeblikket et forsøg, hvor 0,4% af lønmidlerne er lagt ud til forhandlinger mellem tillidsrepræsentant og leder.
Forsøget kører frem til april 2005, hvor det så skal evalueres i forhold til, om det er noget, man skal fortsætte med.
Flemming er meget skeptisk overfor denne ordning. Han bryder sig ikke om, at arbejdsgiverne bruger lønmidler til at prøve at regulere arbejdsindsatsen. Det hænger ikke sammen med den måde, vi arbejder på i daginstitutionerne.
Statistikker for de enkelte faggrupper på daginstitutionsområdet viser en stigning i nettoløn siden maj 2001 for ledere på 11,6%, for souschefer og afdelingsledere på 9,25%, assistenter lige knap 9% og medhjælpere på 7,75%, og det kan måske forklare de delte holdninger til ny løn i forhold til, hvilken stilling man selv har.
I Jyllands Posten har man også kunnet læse en analyse fra Danske Bank af stigningerne på fast ejendom, hvor det viser sig, at ejerlejligheder er steget med 9,5%, sommerhuse med 14% og parcelhuse med 5%, og man regner med, at de afdragsfrie lån er skyld i en stor del af stigningen. Men det er jo også sådanne tiltag, der kan være med til at starte inflationen igen, hvis ikke man passer på. Så for Flemming er det vigtigt, at der i Fremtidigt arbejde kommer til at stå noget om reallønsforbedring.
Som nævnt er en række fagforeninger utilfredse med ny løn bl.a. Danmarks Lærerforening, og på BUPLs kongres for nylig vedtog man at stille forslag om at adskille basisgrupper og ledelsesgrupper. Man vil gerne have ny løn for ledere, souschefer og afdelingsledere, men ønsker et radikalt andet lønsystem for assistenter og medhjælpere, og i den forbindelse nævnte Flemming, at han stiller ændringsforslag til Fremtidigt arbejde.
Pia Bah henviste til en række artikler i Politiken om at bryde den sociale arv. Debatten opstod af flere grunde, og er rigtig interessant for LFS.
Baggrunden var
- at Folketinget har diskuteret og besluttet indførelse af profitinstitutioner i Danmark.
- Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) har lavet en undersøgelse blandt 1.000 daginstitutioner om daginstitutioner og den sociale arv. Undersøgelsen er finansieret af BUPL.
- BUPL og Ugebrevet Mandag Morgen har haft nedsat en tænketank, som i 3 måneder har diskuteret børnepasning med forskere og eksperter på området.
Disse 3 ting har tilsammen mundet ud i, at daginstitutionernes vilkår og muligheder kom til debat, og Pia ville her prøve kort at ridse op, hvad debatten gik ud på, og hvordan man kan bruge den i LFS.
Med hensyn til profitinstitutioner, så besluttede Folketinget for kort tid siden at fjerne loftet for forældrebetalingen for private institutioner.
Det gav anledning til en livlig debat i Folketinget, hvor oppositionen henviste til norske erfaringer, som viser, at det kun er luksusbørnene, der går i sådanne instituioner, mens de bøvlede og skæve børn ikke får pladser der. Dette blev afvist af regeringspartierne. Det Kommunale Kartels pædagogiske område var i pressen og talte om social skævvridning og frygten for, at når nogle forældre har muligheden for at betale mere for en institutionsplads end andre, ja så kan det få den konsekvens, at nogle kommuner vil svække kvaliteten i de kommunale tilbud. Alle er enige om, at det nævnte tilbud ikke vil få stort omfang, men princippet er forkert set med børnepolitiske øjne.
Undersøgelsen om daginstitutioner og den sociale arv viser bl.a., at 76% af ledere og pædagoger finder det ret svært eller overvejende svært at sætte ind med den rigtige indsats for at bryde den negative sociale arv. – 80% efterlyser bedre normeringer. – 60% mener, at de har brug for mere tid til det enkelte barn. – I gennemsnit er 5 ud af 12 medarbejdere uddannede. – 25% af institutionerne har 10-20% børn, der er socialt truede. – 12% har mere end 20% børn med problemer. – Og kun halvdelen af de institutioner, der indberetter børn med særlige behov, får tildelt støttepædagog.
BUPL og Ugebrevet Mandag Morgens tænketank var sammensat af 11 personer (erhvervsfolk, kulturpersoner og eksperter på området).
Tænketanken diskuterede de vilkår, man i Danmark byder børn – særligt i daginstitutionerne. Og konklusionen er, at samfundet forsømmer børnepasningen. Det er rå pasning, der foregår, og læreplaner kan ikke alene gøre det.
Artiklerne i Politiken har fået mange på banen, bl.a. siger man fra Kommunernes Landsforening, at det er noget sludder, at vi ikke kan passe børn.
Flere pædagoger har udtalt, at de udfører et gedigent pædagogisk arbejde.
Det gør de også, men alle de krav og nye styringsværktøjer, der er kommet på området de sidste mange år, har gjort det svært at se, hvilket bemandingsgrundlag de forskellige kommuner har. Det kender vi også fra København især på F&A-området – og U&U er på vej.
Dertil skal lægges de opfattelser, som kom frem i undersøgelsen fra DPU, nemlig at rummeligheden i daginstitutionerne er blevet større. Vi passer flere børn. BUPL siger, at der passes 70.000 flere børn for de samme ressourcer.
Så når man i Kommunernes Landsforening siger, at kommunerne godt kan passe børnene, så har man da ret, men spørgsmålet er bare, om vi kan andet end at passe børnene, og er det okay, at der ikke er ressourcer til at støtte børn med problemer – er det okay, at der ikke er ressourcer til at ansætte uddannede pædagoger i stillingerne.
Her er det, at det for Pia bliver interessant, for så galt står det endnu ikke til i København, men vi ved, at der bliver passet flere børn. Vi ved også, at der følger ressourcer med til denne opgave – endnu. Vi ved, at økonomistyringsmodeller og selvforvaltning har en masse gode ting med sig, men det har også den konsekvens, at det er økonomien, der styrer pædagogikken og ikke omvendt. Når man i undersøgelsen siger, at kun 5 ud af 12 medarbejdere er uddannede, så mener Pia, at vi skal lytte og tage det med i vores arbejde med økonomistyringsmodeller.
Selvom vi i LFS siger, at økonomistyring endnu ikke har haft den konsekvens, at de erfarne pædagoger ikke stadig kan skifte job, så har BUPL den modsatte erfaring fra de kommuner, der har haft økomnomistyring længere end København. Erfarne pædagoger på de høje løntrin er oftere arbejdsløse og i længere tid end de mindre erfarne, ligesom de erfarne ikke i lige så høj grad skifter job. Så man kan godt sige, stavnsbåndet er ved at blive genindført.
I Sverige har man de samme diskussioner, men her er man ved at sætte penge af på finansloven til flere pædagoger i institutionerne, men – som Pia har forstået det – til arbejdet med systematiske og målrettede læreplaner.
Vi har også fået en lov om indførelse af læreplaner i Danmark, men den er endnu så blødt formuleret, at det ikke er en skolificering af daginstitutionerne. Det skal dog ikke forhindre os i at benytte situationen lige nu til at diskutere kvaliteten i institutionerne.
Derfor skal vi i LFS følge denne diskussion og arbejde videre med de to konkrete undersøgelser, og have dem med i vores diskussioner med de københavnske politikere om, hvilken kvalitet der skal være i de københavnske daginstitutioner – uanset Børneplan eller ej.
Hvis Børneplanen betyder tomme pladser her og nu eller på længere sigt, skal vi så betale dem alene, eller skal vi sige, så er det nu, vi kan nedsætte antallet af børn i grupperne og ad den vej øge kvaliteten, så København kan gå foran i arbejdet med at bryde den sociale arv.
Derudover skal vi skubbe på den politiske debat om en børnepolitik, vi kan være bekendt. Vi skal være med til at pege på, hvad en god børnepolitik skal indeholde, og hvilke ressourcer der skal til for at sikre alle børn et godt børneliv.
Ulla Baggesgaard følte sig kaldet til at orientere om uddannelsesområdet – bl.a. den reform af pædagoguddannelsen, som har været på vej.
Ulla havde forventet, at reformen kunne have været et af hovedtemaerne her på rep.mødet, men som nogen sikkert har bemærket, så røg regeringens lovreform på gulvet med et brag på grund af spørgsmålet om finansieringen. Men det betyder ikke, at vi slipper for at diskutere spørgsmålet om uddannelsens indhold og om optagelsesbetingelserne.
Ulla tror nemlig, at regeringen genfremsætter forslaget – eller noget der minder om det – og at det sker i samme øjeblik, SU-finansieringen af praktikkerne er løst, eller når regeringen vælger at tage en konfrontation med kommunerne, og at de vælger at gøre det f.eks. sammen med Dansk Folkeparti og dermed fastholder, at SU-gildet er noget, kommunerne kommer til at betale. Der er det helt særlige ved Dansk Folkeparti, at hvis de får et eller andet til gengæld, så slår de oftest til. Så hvis – og når – den situation kommer, så har vi efter Ullas mening en række påtrængende diskussioner at tage med hinanden og andre.
Forslaget til en reform var problematisk på en række områder. Lovforslaget fastlagde ikke en ny måde at tænke uddannelse på. Det lignede til forveksling den gamle i hele sin uddannelsestænkning. Til gengæld så indeholdt forslaget en hel ny måde at tænke pædagogfag på. Udgangspunktet for loven var helt tydeligt, at nu skal pædagoger være anderledes, de skal tænke anderledes om deres fag, og de skal også handle anderledes i den daglige praksis end de har gjort før. Der var i forslaget lagt vægt på læring, sprogstimulation, fejlfinding og genopretning.
Altså at pædagoger i langt højere grad skal gøre noget ved de mennesker, de møder på deres arbejde, end de skal gøre noget sammen med dem, og der henvises i en lind strøm f.eks. til Lov om læreplaner og i langt højere grad at forberede børnene til skolealderen. Der henvises til dokumentation af effekten af arbejdet som nogle helt umiddelbart målbare resultater, og det gælder både dagtilbud og de socialpædagogiske tilbud. Der henvises også til, at pædagoger skal være bedre til at konstatere fejl og mangler hos de brugere, de møder og til at rette op på dem.
Efter Ullas mening kalder tiden ikke på pædagoger, der har tilegnet sig den form for teoretisk viden alene – eller teoretisk pædagogik kombineret med dansk forstået som sprogstimulation – eller naturfag betragtet som et isoleret fag, der skal formidles videre til de børn, unge og voksne, man beskæftiger sig med. Men sådan ser regeringens skabelon for en reform af pædagoguddannelsen altså ud.
Ud med alle snakkefagene og de kreative fag og ind med dansk, altså sprogstimulation, naturfag og noget mere målrettethed i arbejdet. Og for nu at strømline det helt, så ønsker regeringen yderligere at ændre optagelsesbetingelserne, så det vi i dag kender som kvote 2 – altså de alternativt kvalificerede – bortfalder, så alene ansøgere med en gymnasial uddannelse eller en PGU bliver optagelsesberettigede. Så falder gennemsnitsalderen bare voldsomt på det her studie, og altså også gennemsnitsalderen for de nyuddannede pædagoger, og der sker vel også det, at ansøgere med livserfaring og erhvervserfaring vil blive tyndet ganske voldsomt ud på uddannelsen, medmindre vi forestiller os, at alle der tidligere ville have søgt ind på kvote 2 nu går omvejen via en HF og tager en 2-årig forberedende uddannelse først. Det er vel ikke alle, der har den mulighed.
Og herefter vil de pædagogstuderende – og dermed også de nyuddannede – være en ganske anderledes homogen gruppe både aldersmæssigt og med hensyn til baggrund. Det kan selvfølgelig også gøre det hele meget lettere set fra et ministerskrivebord, det er der i hvert fald nogen, der synes at mene.
Ser man på regeringens begrundelser for dette, så er det faktisk, at tiden kalder på det – på en helt ny type pædagoger. Dette er Ulla ikke helt uenig i. Hun har været en af dem, der klappede og glædede sig, da hun hørte, at nu ville undervisningsministeren endelig sætte pædagoguddannelsen på dagsordenen. Men Ulla mener, at det, regeringen begrunder med et tiden der kalder, i virkeligheden handler om, at en bestemt ideologi kalder. For skal vi ind til benet om, hvad tiden egentlig kalder på, så handler det ikke så meget om, hvad regeringen vil lige her og nu med uddannelsen, men i virkeligheden et spørgsmål om, hvad brugerne kalder på, og hvad den lovgivning, der omgiver arbejdsfeltet, kalder på.
Og her har vi altså Servicelovens formålsparagraffer med os. Her kaldes nemlig på pædagoger, der kan gøre det tilegnede stof til en del af deres praksis og deres engagement. Her kaldes på pædagoger, som på baggrund af en personlig modenhed kan træffe de hundredevis af små valg, man ugentligt eller måske endda dagligt skal træffe som pædagog i mødet med brugerne, og der kaldes på pædagoger, der har personlig ballast nok til bagefter at kunne reflektere over det, de gjorde, eller det vi gjorde.
Men skal det være den anden dagsorden – den med Serviceloven, og brugerne, og at den pædagogiske opgave skal definere indholdet af uddannelsen – så er der godt nok et stykke vej igen. For det ligger ikke lige i de politiske toner for uddannelsesområdet. Hele den dagsorden, der kendetegner det her reformforslag, er i virkeligheden den samme dagsorden, der går igen på hele uddannelsesområdet. Det er det, vi ser i forhold til ændringer af Folkeskoleloven og i forhold til gymnasierne, og det er det, vi ser i forhold til erhvervsuddannelserne, de mellemlange og også de mellemlange videregående uddannelser.
Så ganske vist fik undervisningsministeren pludselig isoleret sig selv i sin søgen efter et forlig, men hvis den dag nogensinde kommer, hvor denne regering får afklaret finansieringen på den ene eller anden måde, så bliver det den diskussion, der kommer, og det uanset hvem der er undervisningsminister. Forhåbentlig bliver det med en minister, der lærer af fortidens fejltagelser og reelt inddrager arbejdsmarkedets parter og de interesseorganisationer, der er på området – både når man tager en åben debat, og når man går ind i den konkrete udformning.
Spørgsmålet er så bare, om vi tror på, at det kan ske med den nuværende regering, der jo ikke just har det som sit adelsmærke at inddrage parterne eller eksperterne eller andre, der sidder udenfor regeringens tætte inderkreds.
Dorte Munk Petersen kunne ikke være uenig i de skrevne ord i Fremtidigt arbejde. Det er jo meget taknemmeligt, fordi det er meget svært at være uenig i, at man skal løse alle de opgaver, der ligger – og måske endda endnu flere. Men det interessante er, hvad der prioriteres, fordi vi ikke kan løse dem alle, og det måske mest interessante er, hvordan løser vi dem. Hvilken linie vælger vi her i denne faglige organisation i fremtiden, når vi vil løse og gå ind i alle de problemstillinger, vi bliver stillet overfor.
Engang havde vi et slogan, der handlede om at være på forkant med udviklingen, men det viser sig vel i mange sammenhænge, at det er umuligt at være på forkant med udviklingen, fordi forandringerne kommer stærkere, end vi kan forestille os. Og alligevel har vi en lille bitte smule held her i København, fordi tingene går en lille smule langsommere end i resten af landet, så nogle gange kan vi forberede os på ting, vi kan se komme i resten af landet, og så måske kommer i København på et senere tidspunkt.
Dorte ville gerne anerkende og rose den måde, LFS har ageret på i den forgangne rep.periode – bl.a. den måde man har tacklet Børneplanen, søgt indflydelse, er kommet i dialog og har fået lovning på at være høringspart, og at man bliver taget med på råd om, hvordan Børneplanen skal udfyldes – og også når vi kommer til det næste punkt, der bliver et stort problem for området, nemlig at der vil komme tomme pladser. Dette problem skal løses, og måske får vi også dermed løst nogle af de ting, der er bekymrende for det overskud, der er i nogle institutioner. Et overskud der rent faktisk er kommet ved merindskrivning.
Med hensyn til de tomme pladser – og vejen frem – er der et spørgsmål at stille, nemlig om LFS tør gå nye veje. Tør man i København have bydele med forskellige løsninger, på de problemer vi står i. Det er en stor udfordring til LFS. Dorte opfordrede til at bruge forskellige løsninger, idet man jo ikke er ens – områderne har forskellige problemstillinger, og det ville være ulykkeligt, hvis der presses en ens model igennem for samtlige områder.
Som leder tænker Dorte også på institutionsudvikling og lederudvikling. Det er vigtigt hele tiden at se udfordringen og det positive i jobbet i stedet for at blive tynget af alle opgaverne.
Britt Petersen ville gerne fjerne frygten for, at de pædagogiske organisationer ikke kan blive enige om ny løn. Sådan er det ikke, men der er nuancer i synet på ny løn og lokal løndannelse.
Når Britt i den mundtlige beretning valgte at fortælle om, hvorfor KTO ikke kunne samles om fælles krav, handler det meget elementært om spændvidden mellem HK og lærerne, der står på hver sin yderfløj, og imellem er der et hav af varianter.
Britt er ikke bekymret over, at man har forskelligt syn på løn til sine medlemmer – det er ganske naturligt, hvis man tager udgangspunkt i opgaver, kompetencer, ansvar osv. i de job, medlemmerne bestrider. Det er dette, der skal danne grundlag for løndannelsen til gruppen.
Britt tør godt være forskellig. Tiden kalder på, at vi skal turde lave løsninger, der passer til dem, løsningerne berører. Men det er svært, når beslutningen skal tages som organisation, for vi har en vanetænkning om, at når vi laver det samme for alle, så ved vi, hvad vi har med at gøre, og så har vi sikkerhed for – tror vi i hvert fald – at ingen har det ringere end andre. Sådan ser virkeligheden bare ikke ud.
Da vi i efteråret 2003 begyndte at ane, hvad de næste overenskomstforhandlingers hoveddiskussioner ville blive – nemlig ny løn, følte Britt sig i en periode meget ensom. Hun har jo ikke været specielt negativ overfor ny løn – har faktisk været med til at indføre den og har anbefalet medlemmerne at stemme ja til den, og har været med til at udmønte den siden 1998 og 2000. Og Britt synes faktisk, det går ganske glimrende. Men det er ikke populært at sige. Derfor var hendes bekymring stor, og hun spekulerede på, hvordan man i fællesskab kunne diskuteren løn rent indholdsmæssigt og med en måling af, hvorvidt ny løn har gavnet medlemmerne eller ej, og hvor har vi problemer, vi vil have løst.
Stor var hendes overraskelse, da HB, områdebestyrelser og ledersektioner på en fælles weekend nåede frem til, at man faktisk var enige om lønmodellen.
Den indsigt i alle lønaftaler, Britt har, får hende til at sige, at ny løn har gavnet LFSs medlemmer. Alle aftaler er lavet på en sådan måde, at alle har fået en løngevinst – for nogen sikkert for lille, og det er måske her, vi har vores problem, for vi har brug for flere penge lokalt. Vi har nemlig stadig masser af ideer om, hvordan vi kan hæve medlemmernes løn i de lokale forhandlinger.
Britt er enig i, at der bruges rigtig mange ressourcer i arbejdet med ny løn. Men hun mener, de kommer igen på langt sigt.
Britt er til gengæld uenig med Flemming Petersen i, at lønforhandlinger ikke må foregå på institutionsniveau. – Britt har et helt enkelt købmandsagtigt syn på ny løn, nemlig at vi skal forhandle løn alle de steder, hvor der er penge at forhandle om. – Det tjener ikke noget formål at tro, at LFS – hvis der fortsat skal være lokale lønforhandlinger – skal ud på hver enkelt institution/arbejdsplads. Så hvis man ikke mener, at leder og TR skal kunne forhandle, ja så afstår man fra nogle af de midler, der kunne være inddraget i lønforhandlinger.
Forleden var Britt faldet over verdens mindste notits, skrevet med meget små bogstaver. Det var en tilfredshedsundersøgelse af dagplejen i København. Man har spurgt forældre til børn, der ikke længere er i dagplejen, hvordan de har været tilfredse med det tilbud, de har fået. Resultatet var, at 98% af forældrene var tilfredse eller meget tilfredse med det pasningstilbud, de havde haft! Det er flot. Men hvorfor skal en sådan oplysning, have så lidt plads.
Måske skal vi selv være mere opmærksomme på også at udbrede de positive ting, og ikke kun give kritikken plads.
Flemming Petersens kommentar til Britt var, at de akkumulerede overskud på institutionerne efter hans mening ikke har noget med lønforhandlinger at gøre.
Olaf Christensens opfattelse af ny løn er, at det – beskæftigelsesmæssigt – er danmarkshistoriens største succes. Aldrig har så mange mennesker brugt så meget tid på at fordele så lidt. Men skal det resultere i mere at fordele og mindre arbejde, skal vi i forhold til Fremtidigt arbejde og prioriteringer have fjernet noget af den arbejdsmængde, der i øjeblikket ligger centralt i forhold til ny løn og lagt dette ud til TRerne, så her er han meget enig med Britt Petersen.
Arbejdsmiljø fylder jo ikke mest i beretningen eller i Fremtidigt arbejde, men det er nævnt et par steder under Arbejdspladsen i udvikling. Derfor er der til de delegerede lagt en orientering om lovgivningsinitiativerne fra den forgangne periode.
Olaf ville specielt pege på, at den ændring, der er sket i Arbejdsskadeforsikringslovgivningen, har meget stor og positiv betydning for vores område, og Olaf opfordrede til, at man sørger for også at anmelde de arbejdsskader, man tidligere regnede med ikke at få noget ud af. Er man kommet til skade på sit arbejde, og det kan konstateres inden for fem dage, så anerkendes det som en arbejds-ulykke.
På Arbejdsmiljølovens område ser det dog ikke så godt ud, bl.a. fordi BST-ordningen, som den ser ud i dag, forsvinder. Det er dog uklart, om Københavns Kommune beslutter sig for at beholde ordningen i en eller anden form.
Det er for Olaf vigtigt, at man prioriterer sikkerhedsarbejdet højere – og det er en opfordring også til områdebestyrelserne – så der udvikles et bedre samarbejde med sikkerhedsudvalgene.
Med hensyn til diskussionen om LFSs fremtid, har fusion indenfor det pædagogiske området altid været udgangspunktet, og det er det stadigvæk. Vi har altid ment, at kernen i arbejdet er fuldkommen ens, uanset om man er leder, pædagog eller medhjælper – og vi har så gode erfaringer med det.
Olaf har tidligere i mange år været formand for pædagogerne og derigennem haft et fortrinligt samarbejde med medhjælperne – alt imens BUPL og PMF bekrigede hinanden. LFS er det praktiske eksempel på, at enhedstanken er rigtig.
Der er meget grøde i tiden. Der er mange ting, vi ikke ved endnu. SL står i om muligt endnu større problemer, når de amtskommunale institutioner bliver primærkommunale. Hvad gør de.
Vælger de at forsøge en fusion med BUPL – vælger de at forsøge en fusion med FOA – eller vælger de at forsøge at bevare sig selv. Vi aner det ikke. Så Olaf er enig i, at hele den nuværende strukturdiskussion i fagbevægelsen – den bliver vi en del af.
Olaf tror på, at FOA er en slagkraftig organisation for de kommunalt ansatte. Han har haft fornøjelsen af at sidde i FOAs hovedbestyrelse i mange år. Før i tiden stemte han og Britt Petersen stort set imod alt, nu stemmer de stort set for alt! Og det er ikke, fordi de har ændret holdning, men fordi organisationen har ændret sig politisk, hvilket bl.a. skyldes formandsskiftet for nogle år siden.
Olaf ser gerne, at fusionen med PMF bliver det skridt, der også rykker lidt i de andre organisationer. For Olafs skrækscenarie er, at BUPL fusionerer med Danmarks Lærerforening, og at SL står og vakler i midten. Så får vi nemlig den deling, vi kender fra sygehusvæsenet med de ufaglærte i én organisation, og de uddannede i en anden. Det er ikke noget godt eksempel.
Med hensyn til prioritering af arbejdsopgaver i forbindelse med debatten om Fremtidigt arbejde, ærgrede Olaf sig over, at han ikke havde foreslået, at der til de delegerede blev udleveret et bilag om de serviceløfter til medlemmerne, FOAs kongres vedtog for nylig. De skal også indtænkes i prioriteringen af ressourcerne.
Jan Hoby citerede en stor polsk-amerikansk filosof, der siger, at den tid vi lever i, den hedder den flydende modernitet, og det eneste kontinuerlige i den flydende modernitet er kravet om forandring. Og man må jo sige, at vi lever i forandringens tid. Nogen vil sikkert sige, at sådan har det altid været. Men det er vel mere dagsordenen for forandring, der er problematisk - ikke så meget at der sker udvikling og forandring. Derfor har vi også en faglig organisation, så vi kan præge vores del af udviklingen i en retning, som vi synes er hensigtsmæssig, solidarisk, og for at værne om fællesskabet.
Der er store opgaver og udfordringer, og bare nogle af dem er pædagogiske læreplaner, nye styringsformer, nye institutionsstrukturer, modstand mod privatisering og udlicitering, den kommunale økonomi, fysisk og psykisk arbejdsmiljø, strukturreformen, samarbejde mellem institutioner og skoler, vores overenskomstarbejde og arbejdet med et nyt alternativt lønsystem – samt ikke at forglemme samarbejdet med øvrige organisationer.
Efter Jans mening er overenskomstspørgsmålet et af de vigtigste brændpunkter, LFS står overfor. Vi skal have samlet organisationen om en ny version af overenskomsten og et alternativt lønsystem. Et lønsystem der både giver mening lokalt og centralt, og som passer til vores kultur. Vi skal have et lønsystem, der bærer fremad, og som ikke kun handler om tiden her og nu.
Det kræver politisk lederskab, og det kræver mod til at slå en streg i sandet. Et mod vi skal have for at kunne samle hele LFS og for at kunne give retning. Og i den diskussion er det ikke spørgsmål om enten eller.
Jan er modstander af ny løn men siger ja til lokal løndannelse, og det, der forhandles i øjeblikket, er jo netop et forsøg på at fjerne de dårlige elementer ved ny løn, og så skal vi have en ny lokal løndannelse, der tager afsæt i den pædagogiske profession eller i de andre professioner i den offentlige sektor.
Vi bliver nødt til at have nogle gennemskuelige rammer for den lokale løndannelse. Vi skal vide, hvordan forhandlingerne foregår og kende spillereglerne mellem de forskellige grupper.
Jan er enig i, at hvis vi endnu havde det gamle centrale lønsystem, ja så havde man ikke haft den lønudvikling, der reelt er sket. Han er klar over, at der er mange faldgruber, men vi må se på mulighederne, og er enig med Britt i, at man skal følge pengene.
Hvis vi skal have flest mulige penge til flest mulige kolleger, så må vi jagte pengene, der hvor de er – og med den nuværende decentrale struktur, så er det ude på den enkelte institution. Men det er præmisserne for, hvordan de uddeles, der bliver det afgørende.
Et væsentligt punkt for Jan er diskussionen om de samlede strategiske målsætninger for LFS som organisation. Det er rigtigt, som det tidligere er nævnt, at vi skal kunne prioritere kræfterne og turde måle vores succes og nederlag. Vi skal kende udgangspunktet for at kunne ændre strategierne, og vores taktiske muligheder hænger nøje sammen med sådanne fokus.
Vi kan ikke nå at løfte opgaverne maksimalt i de næste to års arbejde, og udviklingen peger som regel også på andre arbejdsopgaver, end vi selv har defineret i Fremtidigt arbejde. Derfor mener Jan, at vi skal udvikle en forhandlingsplatform, som ikke er den endelige model eller et låst koncept, men derimod en platform bestående af strategiske målsætninger, som gør os i stand til at inddrage målrettet analyse og dokumentation i vores påvirkning af arbejdsgiverne og i vores redegørelse udadtil. Stærke målsætninger og et anderledes træk på dokumentation og analyse vil efter Jans mening give resultater.
Den udvikling, som BUPL kan spore ude i landet, ses også tydeligere og tydeligere i København. Det er kun et spørgsmål om tid, før alle disse styringsmekanismer og økonomiske redskaber bliver implementeret 100% i København, og vi står efter Jans erfaring i dag med ønsket om at styre på faktisk løn – man ønsker at der er en fremadrettet progression i de midler, der lægges ud på institutionerne, og som følger det ressourcebehov og den lønudvikling, der er på institutionerne. Men man oplever at blive sat på ordningen krone pr. barn.
Hertil må man sige, at løn er aftalestof mellem arbejdsgiverne og de faglige organisationer, og lønmidler skal forblive lønmidler, men når fordelene af økonomisk overskud og ulemperne af økonomisk underskud forbliver på institutionerne, så bliver den enkelte institution nødt til at skabe sig et økonomisk sikkerhedsnet. Der skal altså spares op i gode tider til hjælp i dårlige. Det vil i større og større udstrækning betyde ringere normering, og det vil betyde et ringere fysisk og psykisk arbejdsmiljø, som vi snakker så meget om i forbindelse med Det rummelige arbejdsmarked.
Økonomisk forsigtighed kan blive til angst for at binde institutionen økonomisk til fuldtidsstillinger og erfarent personale. Det er de erfaringer, man ser rundt om i landet.
Karina Brehm Christensen kommenterede Karin Bengtsons indlæg om, at lederrepræsentanterne i HB har højnet niveauet. Det er ikke Karinas billede. Det er nemlig i fællesskabet man højner standarden – men skal nogen fremhæves, synes hun, det skal være dagplejen.
Karina mener, LFS er en rigtig god fagforening, hvor alle kan være sammen.
En fusion med PMF, vil lægge ekstra arbejdsbyrder på almenområdets bestyrelse for at få inddraget den store gruppe nye medlemmer ordentligt. Derfor indstilles det, at almenbestyrelsen får tre repræsentanter i forhandlingsgruppen.
Karina var meget enig i Pia Bahs indlæg om den sociale arv.
Karinas store bekymring er dog, om vi selv kommer til at betale for Børneplanen via vippeordninger eller andet. Hun mener tiden må være til, at vi får dokumenteret, at vi rent faktisk gør en forskel på institutionerne. Hun er meget optimistisk, og deler ikke synspunktet om, at alle går rundt og mukker. Det er ikke hendes billede af institutionerne.
Britt Petersen benyttede sig derefter af sin ret til at tage ordet uden for talerlisten.
Vi har godt nok meget fornyelse, og godt nok skal vi forandre, og vi skal være fleksible, men vi skal også passe på, at vi ikke glemmer de gode traditioner, vi har. Og en af de gode traditioner vi har i LFS – synes vi selv – er, at vi op til repræsentantskabsmøderne får en diskussion i HB om, hvorvidt der er en organisation, som vil have god gavn af en bevilling fra LFS.
Den diskussion har vi selvfølgelig også haft op til dette repræsentantskabsmøde, og HB har givet en bevilling, som Kirsten Annette Christensen, der er ansvarlig for solidaritetsarbejdet i LFS, vil overrække.
Kirsten Annette Christensen fortsatte herefter og konstaterede, at solidariteten har trange kår for tiden. Men vi giver ikke op.
Vi ved godt, at vi ikke er et forbund, men det udelukker ikke, at vi peger på nogen, vi gerne vil støtte, bl.a. fordi de laver et virkelig godt stykke solidaritetsarbejde, og HB har peget på International Børnesolidaritet, fordi de er et lysende eksempel på, at det kan nytte noget – og det kan nytte noget at blive ved.
Det er de pædagogiske organisationer, der danner det økonomiske grundlag for International Børnesolidaritet, men det er to personer – Grethe og Freddy – Kirsten Annette tænker på, når der tales om International Børnesolidaritet. Det er dem, der tager det lange seje træk, når der skal sættes fokus på børns vilkår i den tredje verden, både når det handler om konkrete projekter, men også ved at tage ud på daginstitutioner for at udbrede viden om børns vilkår.
Kirsten Annette overrakte herefter en check på 25.000 kr.
Freddy Christiansen fra International Børnesolidaritet fortalte om organisationens arbejde med bl.a. gadebørns arbejde og skolegang i Nicaragua.
Han er enig med Kirsten Annette i, at solidariteten har det svært i dag. Man skal kæmpe mere for den. Men i International Børnesolidaritet tager man gerne kampen. Man ved også godt, at solidariteten trives godt i LFS, som har støttet organisationen i en del år. Tak for det og tak for bevillingen.
Kirsten Annette Christensen takkede for en god mundtlig beretning og takkede også Pia Bah for et godt indspark.
Kirsten Annette var også glad for gruppediskussionerne – de delegerede er ikke mundlamme!
Når Britt i sin beretning nævner alle de vigtige afstemninger, vi står overfor, kan Kirsten Annette godt blive lidt bekymret. – Afstemninger i Danmark er pr. definition ikke noget tilløbsstykke.
Vi skal bl.a. stemme om en EU-grundlov, der ikke levner fagbevægelsen antydning af indflydelse. Politikkerne lægges af embedsmænd, og vejen til indflydelse går via lobbyister, dvs. der er ikke antydning af folkeligt demokrati i forslaget, der efter Kirsten Annettes mening er et rigtigt nej-forslag.
Tinna Erichsen var sendt i byen af sin institution og andre ledere på Ydre Nørrebro.
Med hensyn til Børneplanen har man den opfattelse, at LFS reagerede for langsomt. Og hun er rystet over måden, man gik ind i samarbejdet om at skaffe pladser.
Nu sidder vi i den situation, at Børneplanen er slået igennem. På Ydre Nørrebro er der bygget nye institutioner, hvilket kan undre, når man i forvejen havde svært ved at fylde pladserne op. Men de argumenter blev der ikke lyttet til.
Nu har politikerne så fundet ud af, at de har et problem med tomme pladser – og løsningen er et forslag om en tilpasningsordning (vippeordning), og det er vigtigt, at vi forbereder os og stiller krav om, hvad vi kan gå med til.
Tinna har en anden oplevelse af tidens udfordringer/problemer end Dorte Munk Petersen. Måske brokker lederne sig de forkerte steder – men de har grund til at brokke sig. Det er da fantastisk, at arbejdsgiverne tillader, at institutionerne ikke kan kontrollere sine budgetter. I Tinnas institution har man opdaget fejl for juni-august måned på 400.000 kr. Det giver en stor usikkerhed og er slet ikke rimeligt. Vi skal have ordentlige redskaber til at styre budgetterne med.
Med hensyn til reformen af pædagoguddannelsen kunne Tinna godt ønske sig, at man på seminarierne begyndte at undervise i det normale barns udvikling. Det er en katastrofe, at der kommer uddannede pædagoger ud på institutionerne, som ikke aner, hvordan det normale barn udvikler sig. Det må trods alt være grundlaget for alt arbejde i en daginstitution.
Tinna ville gerne høre, hvorfor man ikke ønsker dagplejen tættere på daginstitutionerne.