3.3.2008 |
Leder
Hykleri som politisk ledelsesform
En by skal kendes på den måde, den behandler sine svage borgere, står der i det seneste budgetforlig i Københavns Kommune indgået mellem Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre. Et budgetforlig, der har udløst besparelser på mere end 83 millioner kr.
Dette er noget af kontrast. Retorikken på den ene side og virkelighedens kolde budgettal på den anden. Kontrasten mellem salgstalen og det faktiske produkt. Man hykler omsorg for de svageste samtidig med, at man forringer deres vilkår. Det er betegnende for troværdigheden i de politiske budskaber. Og hvad sker der så, når den endelige lakmusprøve skal foretages? Når budgettallene bliver omsat til politisk handling?
I starten af januar bragte medierne historien om massive besparelser på forebyggende tiltag for udsatte børn og unge. Der har været et overforbrug i størrelsesordenen 60 millioner i 2007, hvorfor det politiske udvalg beslutter sig for at effektuere en besparelse.
Beskeden går til forvaltningen: ret op, find besparelser, så budgettet bringes i balance. Og hvad sker efterfølgende, når medierne får nys om beslutningen? Politikerne går i selvsving. Nogle på grund af besparelserne. Andre på grund af overforbruget. Men ingen gør sig overvejelser over, hvorvidt budgettet bare er for lavt. Ingen!
Og forebyggelsesområdet er langt fra det eneste eksempel. Alle, der arbejder på det sociale område i København, ved, at de seneste 10 år har bragt den ene besparelse efter den anden. Alene til besparelserne til prioriteringsrummet er der fjernet 300 millioner fra det sociale område. Tre hundrede millioner kroner! Og oveni det kommer, at budgetmodellen i kommunen overhovedet ikke tager højde for, at der er mange fl ere stofmisbrugere, mange flere udviklingshæmmede, mange fl ere børn og unge med behov for en særlig indsats. Det udløser ikke en krone mere.
Samlet set har et bredt fl ertal i Københavns Borgerrepræsentation med Socialdemokratiet i spidsen systematisk underbudgetteret socialområdet, men det afholder hverken dette parti eller andre partier fra at gå i selvsving over et overforbrug. Og det forhindrer dem heller ikke i blot at beslutte besparelser på det forebyggende område den ene dag, hvorefter nogle af dem går i selvsving over besparelser, de selv har været med til at beslutte, den næste. Det er da politisk hykleri af værste skuffe.
Lad os nu tale realiteter i stedet. Lad os se på behovene. Lad os sætte prioriteringsrummet i stå. Og lad os endelig blive kendt som den by, der behandler sine svageste borgere ordentligt. Hermed er opfordringen givet videre.
Dette er noget af kontrast. Retorikken på den ene side og virkelighedens kolde budgettal på den anden. Kontrasten mellem salgstalen og det faktiske produkt. Man hykler omsorg for de svageste samtidig med, at man forringer deres vilkår. Det er betegnende for troværdigheden i de politiske budskaber. Og hvad sker der så, når den endelige lakmusprøve skal foretages? Når budgettallene bliver omsat til politisk handling?
I starten af januar bragte medierne historien om massive besparelser på forebyggende tiltag for udsatte børn og unge. Der har været et overforbrug i størrelsesordenen 60 millioner i 2007, hvorfor det politiske udvalg beslutter sig for at effektuere en besparelse.
Beskeden går til forvaltningen: ret op, find besparelser, så budgettet bringes i balance. Og hvad sker efterfølgende, når medierne får nys om beslutningen? Politikerne går i selvsving. Nogle på grund af besparelserne. Andre på grund af overforbruget. Men ingen gør sig overvejelser over, hvorvidt budgettet bare er for lavt. Ingen!
Og forebyggelsesområdet er langt fra det eneste eksempel. Alle, der arbejder på det sociale område i København, ved, at de seneste 10 år har bragt den ene besparelse efter den anden. Alene til besparelserne til prioriteringsrummet er der fjernet 300 millioner fra det sociale område. Tre hundrede millioner kroner! Og oveni det kommer, at budgetmodellen i kommunen overhovedet ikke tager højde for, at der er mange fl ere stofmisbrugere, mange flere udviklingshæmmede, mange fl ere børn og unge med behov for en særlig indsats. Det udløser ikke en krone mere.
Samlet set har et bredt fl ertal i Københavns Borgerrepræsentation med Socialdemokratiet i spidsen systematisk underbudgetteret socialområdet, men det afholder hverken dette parti eller andre partier fra at gå i selvsving over et overforbrug. Og det forhindrer dem heller ikke i blot at beslutte besparelser på det forebyggende område den ene dag, hvorefter nogle af dem går i selvsving over besparelser, de selv har været med til at beslutte, den næste. Det er da politisk hykleri af værste skuffe.
Lad os nu tale realiteter i stedet. Lad os se på behovene. Lad os sætte prioriteringsrummet i stå. Og lad os endelig blive kendt som den by, der behandler sine svageste borgere ordentligt. Hermed er opfordringen givet videre.