Af Camilla Christoffersen, bosat i Pedersker på Bornholm og praktikant på LFS Nyt i uge 6
Småt men godt
Vi kaldte det ikke fritidshjem, men fritidsordning. For det var sådan set bare et sted for os, hvor vi legede på skolen med vores venner og veninder fra skolen og pædagoger omkring os i stedet for lærere. Alle kendte hinanden ud og ind, fordi vi ikke var mange, både pædagoger og børn. Og der var ikke noget mærkeligt i, at vi en af dagene kun var 14 børn som kom der efter skoletid.
Det var onsdag eftermiddag på en varm solskinsdag. Vi ventede alle sammen på at få fri, så vi kunne styrte ind til klasseværelset lige over for, som var fritidsordning efter halv tolv og børnehaveklasse i skoletiden. Faktisk var vi også inde i vores klasse efter skole og anden klasse på den anden side. Resten af tiden løb vi bare rundt på skolen og ellers var vi ude, for det meste var det kun når de voksne sagde vi skulle. Men før mig og Frederikke kunne slås om dukkerne i puderummet, skulle jeg og de andre tyve børn som gik der, lige krydses af. Alle de børn som gik der, var fra vores skole og gik i børnehaveklasse til anden klasse. Klokken slog tolv og vi løb ud af døren og ind i puderummet. Men selvfølgelig var det Frederikke der fik prinsessedukken, igen den dag.
Heldigvis var der kun 14 børn den dag, der skulle blive i fritidsordningen efter skole, så vi havde det meste for os selv. Mens vi sad og legede, kom en af drengene fra klassen ind og spurgte om vi ikke ville med ud at cykle på motocrossbanen, som vi kaldte den.
Lars en af pædagogerne, havde lavet en kæmpe bane ude på marken, med bakker og sving som vi altid kørte på efter skole. I børnehaven lige ved siden af skolen, lånte vi cykler og kørte derude. Om fredagen skulle fritidsordningen holde et cykelløb derude, så vi skulle øve os til det. Lars sagde at Bornholms tidende ville komme og tage billeder til avisen og skrive om vores løb.
Men Frederikke ville hellere lege med dukker, så vi fik ikke øvet den dag. På marken derude, havde nogen af os hjulpet med at bygge et hus. Lars havde også bygget en masse gange til huset. Man kunnenærmest fare vild derinde. En af dagene, stod der pludselig et kæmpe halmhus derude. Tit legede vi gemmeleg eller fangeleg inde i gangene.
Der var mange fordele ved at vores lille skole med 103 elever og fritidsordning med tyve børn, lå ude på hvad man nok kan kalde landet. Der var næsten aldrig nogen biler, der kørte på vejene. Vi havde store græsområder hvor vi legede, og en skov lige rundt om hjørnet, vi tit benyttede os af. Og drengene var jo også helt vilde med markerne rundt om skolen, hvor der kørte traktorer og majetærskere om sommeren. Men det var ikke kun om sommeren, de store marker var interessante.
Om vinteren, da der var dækket af sne, kom en af mine venindernes far med sin traktor og en masse kælke tilbundet med reb bag på. Alle børnene fra fritidsordningen fik sig en tur på kælken, mens der blev kørt rundt på markerne.
Døren til puderummet gik op igen og en af de voksne åbnede og sagde der var frugt. Vi gik ind i børnehaveklassen og tog noget frugt i det lille køkken der var og satte os ned med de andre piger og snakkede. Allan, en af de tre pædagoger som var der, sagde at vi kunne gå i gymnastiksalen bagefter vi havde spist. Det var det bedste vi vidste, at gå i gymnastiksalen og lege jorden er giftig med alle redskaberne fra redskabsrummet. Egentlig var jeg alt for træt i benene efter dagen før, hvor fritidsordningen havde gået hele vejen til Almindingen, som er Bornholms største skov. På vejen så vi rokkestenen, men som ikke var helt så villig til at rokke den dag. Det var noget af en tur. Heldigvis tog vi bussen hjem, ellers havde vi nok ikke nået hjem igen.
Men nu var det så sjældent at vi fik lov at tage alle redskaberne frem, både i skolen og i fritidsordningen, så vi gik med ned bagefter og legede til vi blev hentet ved lukketid omkring klokken fem.