Boganmeldelse

Af Bjarne Fritzbøger, faglig sekretær

Det antropologiske rum

Samtidig med KIK-dagene havde dagplejens områdebestyrelse arrangeret en cafeaften over samme tema som KIK-konferencen 2002, nemlig det multikulturelle samfund.

Aftenens oplægsholder var konsulent, mag.scient. Lone A. Sperschneider, som i høj grad tog udgangspunkt i bogen »Det antropologiske rum«, som hun i 2000 redigerede og skrev de to første afsnit af.

Bogen rummer seks artikler, der tilsammen giver et godt, nuanceret og konstruktivt billede af hverdagslivets udfordringer, når man arbejder med integration. Bogens forfattere arbejder med at søge en mellemmenneskelig fællesnævner, der stimulerer de personlige og faglige elementer i mødet mellem indvandrerne og danskerne. En måde at arbejde med denne fællesnævner på er at skildre »rummet«, hvori mødet mellem parterne sker som et antropologisk rum.

Dette rum består af fangarme – og integration og positivt internationalt møde sker, når fangarmene berører hinanden. Der er overordnet set fem fangarme:

• Åbenhed og nysgerrighed
• Social samværsformer og tidligere indlæringsmetoder
• Måder at give og modtage hjælp på
• Personlig livserfaring
• Den kulturelle rygsæk

Med forfatternes ord, så indtræder miraklet, når nogle af disse fangarme berører hinanden i mødet mellem mennesker fra nok så forskellige kulturer. Teorien og den praktisk-pædagogiske anvendelse af disse fangarme er i øvrigt uddybet i den aktuelle PGUgrundbog (Dafolo 2001).

Forfatterne til bogens artikler har det fælles ærinde at fortælle om den sociale debat og forandring, der sker for øjnene af os. En forandring som vi kan have indflydelse på, og ikke mindst indhente gode og varme oplevelser fra personligt, fagligt og socialt – hvis vi accepterer at kulturen ikke er statisk.

Kulturen – de værdier som bevidst og ikke-bevidst begrunder vaner, normer og holdninger, har vel ikke været statisk i Danmark siden bondesamfundets endelige opløsning for over 50 år siden. Hartvig Frisch sagde, at kultur er vaner. Det ændrede den norske antropolog Gutorm Gjesing til, at kultur er kontinuitet. Og i Danmark har forfatteren Carl Scharnberg på flotteste vis beskrevet et ansvarligt kulturmøde, som det vi i fællesskab erfarer os til.

Bogens inspirationskilder er især antropologerne Frederik Barth fra Norge og den danske Kirsten Hastrup. Det er min opfattelse, at kulturmødet beskrevet af disse to fra så forskellige steder som Tibet, Bali og Island giver mening for en dansk udgave af det tværkulturelle møde, når det beskrives så levende, som tilfældet er her.

Antropologien er i fremgang som belysningsmåde i (social)pædagogisk arbejde. Vore øvrige belysningsformer som psykologien, sociologien etc. er stadig vedkommende, men det må hilses velkommen med den antropologiske dimension, hvor det enkelte menneskes kulturelle udtryksformer og referencer er i centrum. Hertil yder bogen et væsentligt - og i øvrigt let læseligt bidrag.

Forfatterne beskriver det som et mirakel i undervisning og i anden flerkulturel sammenhæng, når kulturmødet fungerer. Måske er mirakler et stort ord. Men, men – både i dagligdagens fornuft og i teoretiske beskrivelser fremgår det jo, at de fleste ulykker i verden beror på misforståelser.

På den baggrund tør vi vel også kalde det gode møde mellem mennesker for et af hverdagens små mirakler. Bogen anbefales varmt især som baggrundsviden for arbejdet med voksne indvandrere, herunder ikke mindst forældre til børn i daginstitutioner og dagpleje.

Lone A. Sperschneider (red.): Det antropologiske rum. AOF’s forlag 2000. 128 s. 189 kr.