Faggruppeudvalget for Handicapområdet
(anno 2018)
Anna Grethe Hallin
Christa Hauser
Mette Svendsen
Vibeke Brudsig Grundahl
Virginia Wilson
Lisbeth Waidtløw (tovholder)
Ved spørgsmål eller kommentarer kontakt Lisbeth Waidtløw på mail eller telefon: 46971653 eller mobil: 30948134
Kommissorium for handicap faggruppeudvalget i LFS – Maj 2018
Rammer:
Ifølge LFS’ vedtægter kan der indenfor hvert område nedsættes faggruppeudvalg. § 9, stk.1 lyder: En faggruppe er medlemmer, der har samme stillingsbetegnelse, arbejdspladstype og samme/sammenligneligt arbejde/arbejdsindhold. Rammerne for udvalgets arbejde er, at deltagelse sker ud fra interesse og på frivillig basis. Det betyder, at man ikke har krav på at få tjenestefrihed til deltagelse i møder og lignende. Dette skal dog ikke forhindre medlemmerne i at forsøge at få fri til deltagelse i udvalgets arbejde – det kan blandt andet begrundes med, at faggruppeudvalget arbejder for det fælles bedste på området!
Udvalget bestemmer selv, hvordan møderne skal afholdes ud fra, hvad der passer deltagerne bedst. LFS/Specialområdet faciliterer med lokaler og forplejning, ligesom eventuelle udgifter til oplægsholdere, litteratur m.v. afholdes af området. Faggruppeudvalget refererer til områdebestyrelsen/formanden. Faggruppeudvalgets opgave er efter debat blandt faggruppens medlemmer at samle og varetage særlige interesser for en faggruppe. Bestyrelsen og specialafdelingen har en forventning om, at vi kan sparre med hinanden omkring, hvad der sker på handicapområdet. Det kunne f.eks. være i forbindelse med budget forhandlinger, høringssvar m.v.
Visioner:
Faggruppeudvalget vil arbejde ud fra flere vinkler. Dels er der den politiske vinkel, hvor vi vil påvirke og samarbejde med de ansvarlige politikere for området, og dels er der den faglige vinkel, hvor vi vil sætte fokus på et område, der i mange henseender har lav status i samfundet og det politiske landskab – der er ikke mange stemmer i handicapområdet!
Udvalget ønsker et opgør med New Public Management, NPM. Unødvendig dokumentation og kontrol fjerner fokus fra kerneopgaven i arbejdet med borgerne. Principbeslutninger ”oppefra” giver ikke altid mening lokalt. Giv ansvaret tilbage til ledere og medarbejdere og hav tillid til, at kerneopgaven løses bedst muligt.
Fagligheden skal i fokus, og det kræver blandt andet større medinddragelse i organisationen. Vi skal kunne sparre med hinanden, både medarbejdere og ledelse, og vi skal blandt andet sikre os, at vi kender vores fælles kerneopgave med de forskellige roller, opgaver og funktioner, vi har på arbejdspladsen. Arbejdsfællesskabet skal styrkes, så vi alle spiller på samme hold, og spiller hinanden ”gode”! Fagligheden skal i højsædet, når vi arbejder med rekruttering og fastholdelse. Det er de lange seje træk, der også er med til at højne kvaliteten både nu og fremadrettet.
Handlinger:
Vi vil samarbejde med vores kollegaer og ledelsen, både lokalt og på centerniveau. Omdrejningspunktet er kerneopgaven; vi skal være på samme banehalvdel. Vi vil samarbejde med bruger og pårørende organisationer for at styrke vores fælles mål og visioner for området. Vi vil samarbejde med de politikere, der er ansvarlige for området, for på den måde at få skabt bedre rammer og vilkår for handicapområdet.