Stress

Af Elisabeth Lockert Lange

DEN DAGLIGE DOSIS

De allerfleste pædagoger oplever stor arbejdsglæde og er meget engagerede i deres arbejde. Men det kan også blive for meget af det gode, for det frie, ansvarsfulde og selvstændige arbejde kan ende med at opleves som utroligt stressende, fyldt med krævende forældre, børn og kolleger.

Er du (eller din kollega) søvnløs, træt, angst, depressiv, ukoncentreret, anspændt, nervøs, irritabel, udbrændt? Klager du (eller din kollega) over ikke at kunne leve op til kravene på arbejde? Har du (eller din kollega) mistet overblikket, har du ondt i ryggen, problemer med hjertet, ondt i maven? Så skal du (og din kollega) tage dig i agt, for sådan kan det opleves, når stress overtager vores liv. Det er nemlig ikke naturligt at have muskelspændinger, sove dårligt, have vrøvl med maven og spise hovedpinepiller.

Stress er en naturlig og nødvendig reaktion, og livet ville være fattigere og farligere uden. Bl.a. gør ét stresshormon, at vi er i stand til at blive vågne på et sekund, og et andet får os frem i skoene. Det er en genetisk ur-mekanisme, som hjalp vores forfædre til at kæmpe eller flygte fra fysiske konkrete trusler.

Stress øger produktionen af især adrenalin og kortisol. Det får hjerterytmen, blodtrykket og stofskiftet til at stige. Det er fint når man skal flygte fra en løve, men det er ikke altid hensigtsmæssigt, når opgaven er at håndtere en hektisk, nuanceret og krævende hverdag.

Stress kan være gavnlig og anspore os til at tage udfordringer op. Det skal bare være i den rette dosis. Som den svenske stressforsker Lennart Levi har sagt: stress kan være et krydderi på livet, men som kronisk tilstand bliver det til dødens kys.

Når stressen når et for højt niveau, kan den ødelægge vores evne til at klare situationen og føre til psykiske og fysiske symptomer. Stress i overdoser kan gøre os både søvnløse, trætte, modløse, irritable, glemsomme og syge. Den voksende viden gennem de sidste år om, hvad for meget stress gør ved vores sind og krop, har dog på ingen måde gjort, at arbejdsmarkedet sætter arbejdstempoet ned.

Tværtimod, det stiger fortsat, også inden for hele det pædagogiske område. Samtidig stiger kravene til medarbejdernes overblik, viden, samarbejdsevner og effektivitet. Stress er måske kommet for at blive. Desto vigtigere er det at alle på arbejdspladsen lærer at håndtere og styre den.

Hver tredje
Følelsen af at man ikke kan klare mere, og bare ønsker at stå af, er pædagoger ikke alene om, arbejdsbetinget stress er nu det største arbejdsmiljøproblem i Europa næst efter rygsmerter.

Det berører næsten hver tredje arbejdstager i EU og bidrager til over halvdelen af alt personalefravær. Stress kan føre til både hjerteproblemer, forstyrrelser i bevægeapparatet, tarm- og maveproblemer af forskellig slags for ikke at tale om psykiske helbredsgener. I alt 40 mio. mennesker - mere end den samlede befolkning i Spanien eller befolkningerne i Belgien, Holland og Portugal til sammen - hævder hvert år at lide af stress, oplyser Arbejdstilsynet.

Men det går ikke kun ud over arbejdstagerne. Undersøgelser anslår, at arbejdsbetinget stress koster virksomheder og statslige myndigheder i EU ca. 20 mia. euro i form af fravær og de forbundne sundhedsmæssige omkostninger.

Man bliver stresset af det man ikke kan, dvs når kravene på arbejdspladsen overstiger vores ressourcer og evne til at opfylde dem. Det kan både være krav fra omverdenen eller egne krav til kvaliteten af det man laver.

Som overordnede årsager nævner forskere store og hastige ændringer i vore samfund og den usikkerhed der følger med, men også rent arbejdsmæssige årsager som monotont arbejde, manglende kontrol over og indflydelse på eget arbejde, øget tidspres og øget mobning.

Ifølge Arbejdstilsynet viser en undersøgelse, at 40% af arbejdstagerne i EU klager over monotoni, og 33% over at de ikke har nogen kontrol over rækkefølgen i deres arbejdsopgaver, hvordan de arbejder, eller hvornår de arbejder. 60% af arbejdstagerne oplever stramme tidsfrister i mindst en fjerdedel af deres tid, og 60% fortæller, at de skal arbejde i et meget højt tempo også i mindst en fjerdedel af deres tid.