Jan Hobys tale på TR-mødet 27.8.2007:

Kære socialistiske ballademagere, kære kolleger, kære tillidsfolk

Så er vi her igen, endnu engang er det pædagogiske område samlet – ikke for at fejer forbedringer – men igen-igen at forholde os til nedskæringer på nedskæringer, rationaliseringer efter rationaliseringer, efterfulgt af mere Skoleficering og standardisering af det pædagogiske arbejde og udhuling af den pædagogiske autonomi.

Den systematiske diskvalifikation er udtryk for et total fravær af værdsættelse og respekt af det pædagogiske område.

Systemmobning er udtryk for en kollektiv krænkelses og umyndiggørelses af offentlige ansatte af ”systemet” selv og politikerne.

Men, men vi står ikke med ryggen mod muren. Offentlige ansatte har en folkelig opbakning, vi har en flertals dagsorden, - modsat regeringen og de københavnske nedskæringspolitikere. En dagsorden der siger; mere velfærd, flere hænder.

Vi har også vind i sejlerne når det gælder Socialdemokratiets udspil til velfærdsrettigheder. For første gang ser vi at tre partier Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten har taget det pædagogiske områdes krav til sig og gjort dem til deres krav.

max. 3 børn pr. voksen i vuggestuerne, max. 6 børn pr. voksen i børnehaverne og max. 3 børn pr. voksen i dagplejen. Sund og gratis mad i alle vuggestuer og børnehaver. Pasningsgaranti uden lukkedage i egen institution. Mindst 4 kvadratmeter gulvareal pr. barn i daginstitutionerne.

Vi er som pædagogiske område for velfærdsrettigheder for børn, ansatte og forældre. Det skal være slut med udhuling og afmonteringen af velfærdssamfundet, - ikke mere offentlig fattigdom som forudsætning for privat rigdom.

Men der er et stort MEN midt i al begejstringen over at landspartierne har valgt siden sammen med alle offentlige ansatte, velfærdssamfundet, børn, unge, ældre og medborgere med handicaps.

For København går i den stik modsatte retning. A, B, F fører en budget og velfærdspolitik som bevæger sig længere væk fra velfærdsrettigheder og målet om en veludviklet velfærdskommune hvor personalet ikke udsættes for brutalisering af deres arbejdsforhold. Og længere og længere væk fra fuldtidsstillinger i fritidshjem og klubber, væk fra færre børn pr. voksne i vuggestuer og børnehavner.

Hvis ikke Ritt, Bondam og Bo Asmus ikke er for en minimalstat, hvordan skal vi så kunne forklare børn, at der ikke længere er råd til en ny legeplads eller nyt legetøj, hvis ikke Lego eller et andet privat firma har lyst til at betale?

Vi synes A, B, F skal gå tættere på målene – ikke længere væk. Københavns kommunes ansatte har fortjent investeringer ikke nedskæringer.

Hvis Ritt Bo og Bondam mener det er Fogh’s problem – hvorfor organisere politikerne så ikke protester sammen med os?

Alle diskuterer forbedringer og velfærd, - men hvorfor snakker vi nedskæringer i København? Lad os sige det klart, tydeligt og enkelt; Hvis I -Ritt, Bo & Bondam ændrer opfattelse og fjerner nedskæringerne, så vil vi godt slås – sammen med jer mod Fogh. Men indtil da, har vi det pædagogiske område et udestående med jer.

Men når politikerne bag budget forliget om lidt kommer ind i Nørrebrohallen for at forsvarer deres budgetforlig, vil de lave en fortælling om at nedskæringer er nødvendige fordi de vil rede BUF og fremtidiges sikre daginstitutionsområdet.

De vil fortælle en historie om at der er masser af forbedringer i Budget, - som sprogtest for alle 5-årige. Med det er ikke respekt for det pædagogiske område, det er at håne os.

Sprogtest af alle 5-årige er udtryk for den vildfarne tidsånd; mere kontrol, skærpede krav om indberetninger, flere påbud. Det er intet mindre end en øget ”Skoleficering” og standardisering af pædagogikken og af børns liv.

Politikernes forestilling om kvaliteten i det pædagogiske arbejde og i ledelsesarbejdet holder ganske enkelt ikke, når de forsøger igennem forskellige foranstaltninger at binde daginstitutionerne ind i en spændetrøje af strammere kontrol.

(OVERHEAD)

Der er tale om en tidsrøver af voldsomme dimensioner og et temmelig bekosteligt projekt.

Så i stedet for flere hænder, færre børn pr. voksne, - får vi flere opgaver til færre hænder.

Sprogtestningen af 5.500, 5-årige børn årligt = 8250 arbejdstimer, 220 arbejdsuger som fjernes fra andet arbejde med børn. I stedet for flere penge får vi færre penge.

Men nytter det noget????

Men hvad kan vi gøre? Er det ikke urealistisk at forandre det allerede indgået budget forlig? Til det er svaret; intet er urealistisk, når det kommer til politik.

Opbakningen til offentlige ansattes kamp for mer i løn og flere hænder er evident. SOSU’erne kom på det landspolitisk kort under deres strejker før sommerferien.

De satte en landspolitisk dagsorden- som enhver spindoktor ville give sin højre arm for og som reklamebureauer misunder – og som alle partier er tvunget til at forholde sig til.

SOSU har vist at fællesskabets styrke, kan flytte bjerge. Ligesom de socialistiske ballademagere i Århus, Silkeborg og Randers sidste år, - så er det ikke industriens tunge drenge der spiller med musklerne, - Men lavt lønnede kvinder i den offentlige sektor, som kræver ”kvindefag til mandeløn”.

I København skal vi også vise at vi mener alvor med vores protester mod budgetforliget katastrofale betydning for det pædagogiske område de næste fire år.

Vi skal udnytte at der snart bliver udskrevet valg og hvis der er nået som Ritt, Bo og Bondam ikke ønsker så er det protester mod deres børn- og ansatte fjendtlige-budget, under en valgkamp.

Vi er ikke i gang med teatertorden, mødet i dag er advarsel nummer # 1, efter Borgerrepræsentationens førstebehandling vil vi mødes igen d.10.september hvor I vil have været hjemme på institutionerne og diskutere med kollegerne om situationens alvor.

Kun ved at vi skaber synlige aktiviteter så vi overkommer mediemaskinen og vinder Københavnernes opbakning og presse politikerne til at trække nedskæringerne tilbage. Lokalområderne skal syne af aktivitet, med ”Gør-opmærksomhed-på-problemet” dag.

Kære kolleger, Sammen med forældrene – er det på tiden at vende udviklingen i København. Uanset partifarve, køn, religion eller seksualitet kræver det pædagogiske personale i København flere hænder, flere penge. Budgetforliget er en ommer.