Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Ledersektionen, Almenområdet i LFS har udarbejdet følgende høringssvar vedrørende
Budgetregulering og sæsonudsving i daginstitutioner (vippeordning)
12.1.2005
Til Familie og arbejdsmarkedsforvaltningen
I forbindelse med fremsætning af forslag om budgetregulering og sæsonudsving i daginstitutioner har ledersektionen, almen i LFS følgende høringssvar.
I bestræbelserne på at opfylde en pladsgaranti for forældre med behov for en daginstitutionsplads er der opstået den situation, at der nogle steder i København er en overkapacitet.
Vi anerkender at der i den nuværende situation (skolen optager kun børn forår/sommer) vil være en uensartet behov for børnehavepladser henover året.
Når der i lokalområderne er opnået en reel pladsgaranti, vil dette sæsonudsving blive forøget.
Vi er enige i at det vil være hensigtsmæssigt at få løst denne problemstillinger smidigt og med mindst mulig ulempe for både området som helhed og for den enkelte daginstitution.
Vi vil understrege, at vi er af den opfattelse, at der kan være tale om to selvstændige problemstillinger. Nemlig de reelle tomme pladser og behov for sæsonudsving.
Vi finder det nødvendigt at disse problemstillinger adskilles og at der tages hånd om de reelt tomme pladser.
Der bør findes en løsning på problemet med de reelt tomme pladser.
Vi finder det positivt at der i det udkastet til indstilling til FAU- udvalget er beskrevet:
- at der skal laves lokal vurdering og at der differentieres i forhold til udbygningstakten.
- at der vil blive udarbejdet handleplaner for små institutioner ved budgetårets start hvis det viser sig at der er problemer med tomme pladser
- at pladser ud over det nuværende børnetal skal være frivillige og skal ske i samarbejde med institutionen og under hensynstagen til konkrete forhold i institutionen
Vi mener, at det vil være positivt og med stor sandsynlighed gavnligt for den pædagogiske kvalitet, at institutioner der af en eller flere årsager ønsker det og hvor der er reelt tomme pladser i distriktet, kan lukke grupper ned eller nedjustere gruppestørrelserne.
Hvis der skal betales for tomme pladser udover de nuværende 2 % ser vi det som en fordel med en generel nedjustering i forhold til forventet behov i bydelen, frem for at skulle af med et større beløb efterfølgende ved en ny (og større) afregningsmodel pr. tom plads.
En budgetmodel der justeres i forhold til antal forventet forbrug, kan være udmærket.
Hvis der udover 2%, sker en nednormering af bydelens børnehavepladser er vi af den opfattelse at der ikke skal tilbagebetales for yderligere tomme pladser.
Til gengæld kræver det, at de institutioner der kan have haft tomme pladser fordi efterspørgslen af denne af en eller anden årsag, ikke har været tilstede, skal vurderes konkret for pladsbehovet det efterfølgende år. Det kan medføre en yderligere nedjustering af pladser eller en bedre styring af pladsfordelingen.
Vi bliver med en ny budgetmodel meget afhængige af sikre prognoser på pladsforbruget. Vi mener ikke at vi som institutioner skal straffes ved forkerte prognoser i det konkrete år.
Vi mener at de institutioner der kommer over deres gennemsnitsbudget afregnes med prisen for en børnehaveplads, på lige fod med en eventuel merindskrivning.
Vi vil henstille til at merindskrivning begrænses mest muligt.
Hvis der ændres i afregningen for børn under 3 år, skal det gælde alle bydele. Også i 2005. Ligesom afregningen for en eventuel merindskrivning er ens i alle bydele.
Til gengæld må der i efteråret foregå en dialog mellem lokalcenter og institutionsledelse i de institutioner hvor det kan ses at der ikke kan fyldes op til gennemsnitstallet. Dialogen skal munde ud i en beslutning for budgettet det efterfølgende år.
Vi mener at 2005 bør holdes ude af nye tilbagebetalingsmodeller for tomme pladser.
I 2005 bør tilbagebetaling for tomme pladser foregå efter de nugældende regler.
Det skal ses i sammenhæng med, at der ikke er foretaget nogle skridt i forhold til reelt tomme pladser og det regnskabskaos udliciteringen af lønnen til Accenture har medført for hele området.
Hvis der skal indføres en ny budgetmodel fra 2006 skal der startes op på dette uden at der er institutioner, der har en uventet stor gæld at betale af på.
Alt i alt er det hele et spørgsmål om økonomi og der kunne findes andre løsninger.
Vi kan se mange problemstillinger og kunne stille mange konkrete spørgsmål.
Vi har valgt at kommentere det udspil vi er blevet præsenteret, med respekt for, at det er det, vi er blevet bedt om.
Med venlig hilsen på vegne af ledersektionen, almen LFS
Martin Rosenqvist, Ellepilen Valby
Maria Pilloni, Pinocchio, Ryvang
Lene Hector, Havkatten, Sundby Syd
Dorte Munk, Børnehuset, Ryvang