Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Til
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
15.9.2005
Høringssvar til Sundhedspolitikker for dagtilbud i Københavns Kommune
LFS - Landsforeningen For Socialpædagoger takker hermed for muligheden for gennem et høringssvar at deltage i processen omkring udformningen af København Kommunes visioner om Sundhedspolitikker for dagtilbud.
Indledningsvis vil vi udtrykke stor tilfredshed med, at kommunen ønsker at udarbejde en sammenhængende overordnet vision for børns hele udvikling i de Københavnske dagtilbud. Sundhed og velvære er tæt forbundet med social tryghed, selvtillid og selvbevidsthed. Børns selvstændige bevægelsesmuligheder i byen er formindsket gennem de sidste årtier. Den tiltagende trafik er en af grundene, ligesom forældrenes manglende tid og bekymring en anden.
Mange børn bliver kørt til Kommunes dagtilbud og fritidsaktiviteter. Det kan have en dårlig indvirkning både på helbredet og på barnets udvikling og oplevelse af kropslighed. For at udvikle sig optimalt fysisk, kognitivt og socialt har børn brug for udfoldelsesmuligheder uden for deres hjem.
Men uden sund mad og ernæring vil livsdueligheden ikke blive optimeret!
Men overordnet finder LFS udkastet til Sundhedspolitikker for dagtilbud, som et politisk dokument der sætter sig mellem flere stole. Det er derfor blevet til en blanding af et politikpapir, et fagligt pædagogisk begrundet papir med handlingsorienterede løsninger. Det er også uklart om de handlingsorienterede løsninger skal opfattes som krav til kommunens dagtilbud?
Da udkastet er tænkt som et politisk dokument, undrer LFS sig over at der ikke tages stilling til det åbenlyse spørgsmål om gratis økologisk mad i alle kommunens dagtilbud! Og dermed mistes den røde tråd i udkastet!
Fødevarestyrelsen har beregnet sig frem til at det vil koste 3,5 mia.kr. årligt, hvis alle børn i vuggestue, børnehave og skole skulle have et økologisk frokostmåltid hver dag. Det er på landsplan!
Hvis den sociale ulighed i sundhed skal mindskes og "implementeringen af sundhedspolitikker i det enkelte dagtilbud skal ske på en måde, så de inkluderer hele børnegruppen", så kan det ifølge LFS’ opfattelse ikke gøres til et økonomisk anliggende for den enkelte familie. Der må være tale om en politisk prioritering!
Hvis spørgsmålet om sund mad i dagtilbudene gøres til en tilkøbsydelse vil det minimere rummeligheden og inklusionen og øge den sociale ulighed i dagtilbudene. Og dermed vil denne udvikling modarbejde visionerne i sundhedspolitikkerne for Københavns Kommune.
Hvis Københavns kommunes ønske om at opfylde Dogme 2000’s målsætning om at 75% af den mad der serveres i kommunens dagtilbud skal være økologisk, så kræver det øgede økonomiske ressourcer!
Afslutningsvis vil LFS gerne udtrykke sin forundring over at der ikke er fortaget en reel politisk stillingtagen til fødevarekvaliteten og hvilke leverandører daginstitutionerne skal benytte sig af.
Den stigende markedsgørelse og kvalitetsforringelse af hele fødevareindustrien og den aggressive markedsføring overfor børn og unge skaber en stort pres på den enkelte familie! Københavns Kommune kan ikke udvikle troværdige sundhedspolitikker i dagtilbudene uden at forholde sig til dette afgørende vilkår.
LFS’ imødeser at disse ovenstående synspunkter og bemærkninger medvirker til at kvalificere et ellers udmærket udkast til Sundhedspolitikker i Københavns kommune.