Kandidater til FTR valg almen København juni 2023
Valggrundlag Jonathan Holtegaard
Jeg hedder Jonathan er 32 år og har været uddannet pædagog i otte år, og arbejdet som TR i fem af de år. Dog den første tid som suppleant i funktion.
Udover klimakrisen er velfærdskrisen det største problem vi har i Danmark. Efter min mening fik vi ikke nok ud af OK21, og det må og skal gøres anderledes denne gang - til OK24. Udover at arbejde hårdt for en så samlet fagbevægelse som overhoved muligt op til forhandlingerne, skal vi også have løst de rekrutteringsproblemer, som fagbevægelsen har. Vi kan se, hvordan medlemstallet i vores hovedforbund er faldet markant det sidste årti, og den udvikling skal vi have vendt. Vi bliver nødt til at være endnu mere synlige, og få langt flere til at melde sig ind - og gøre LFS til en fagforening, man er stolt af at være med i og føler ejerskab over.
Jeg har udover mit pædagogiske arbejde arbejdet med organisering, rekruttering og aktivisme i forskellige andre foreninger og bestyrelser i min fritid, for mange tusinder af mennesker. Her er det min erfaring, at det kun er via stolthed over at være med i et projekt, føle sig lyttet og hørt og man føler sig som en del af et fællesskab, at man kan få organiseringsgraden op. Jeg har en lang række ideer til, hvordan vi kan få en endnu stærkere fagforening på medlemssiden op til OK24. For at blive en fagforening endnu flere skal være stolte af, og føle ejerskab over.
Jeg har selv i min tid som TR brugt FTR'erne rigtig meget. Jeg har i hele min pædagogtid været i den samme institution, og set en institution være velfungerende, til at blive det komplet modsatte. Til så at igen at nu være en yderst velfungerende institution. Dette fald skyldes mest af alt komplet inkompetent ledelse, som resulterede i et dårligt arbejdsfællesskab - også kørte møllen ellers. Havde det ikke været for FTR'erne, og andre personer i LFS, fremragende arbejde i årevis hos os, så var jeg ikke blevet i faget længere. Jeg ønsker nu, at give den samme hjælp til andre TR'ere derude, som jeg selv fik. Jeg ved hvordan det er at have ledelse som ikke lytter til en, og ikke vil institutionen, børnene og medarbejderne det bedste. Til gengæld ved jeg også, hvordan man får det vendt igen. Skal vi have løst de massive fastholdelse- og rekrutteringsproblemer vi har i den pædagogiske verden i Københavns Kommune, er vi nødt til i lang højere grad at give medarbejderne i de forskellige institutioner langt mere medbestemmelse over egen praksis. Ellers får vi simpelthen ikke løst de problemer vi åbenlyst står i, hvor rigtig mange steder mangler pædagoger.
Min erfaring fra de svære år, vil helt sikkert kunne hjælpe andre TR'ere derude.
Derudover har jeg i min tid som TR, også klaret mange af de normale TR-opgaver, som man både lærer via uddannelsen, praksiserfaring og dialog med FTR'erne. Såsom bisidderrollen til både omsorgs/sygesamtaler, tjenstlige samtaler osv. Jeg har lavet løntjek, oplyst mine kollegaer om deres rettigheder og har mange års erfaring med, hvordan man får et godt TRIO-samarbejde op og køre - og også fastholde det.
Jeg har længe gerne ville være FTR, men har ikke ønsket at stille op mod de folk der i forvejen er det, og gør et fremragende stykke arbejde. Da der derfor nu er en ledig plads, ser jeg min mulighed for at stille op til valget, og jeg håber naturligvis på din stemme tirsdag.
Valggrundlag Nanna Mikkelsen
Kære TR-kollegaer
Mit navn er Nanna Mikkelsen, jeg er 35 år. Oprindeligt kommer jeg fra Bornholm, men har boet i København siden 2005. Jeg bor i Valby med min kæreste Morten, min datter Wilma på 10 år, og Mortens to drenge på 9 og 13 år.
Min baggrund i den pædagogiske verden går tilbage til 2009 hvor jeg startede som pædagogmedhjælper i Rødovre i en SFO. Efter godt et års tid valgte jeg at tage turen til Grønland, hvor jeg arbejde, i en børnehave og i en vuggestue i Nuuk. Herefter rejste jeg hjem igen og startede på læreruddannelsen. Jeg måtte erkende at dette ikke var det rigtige for mig, og jeg søgte derfor ind på pædagogseminariet, hvor jeg startede februar 2012 på Frøbel og dimitterede i 2016.
I dag arbejder jeg på Stifinderen, som er en special KKFO, som er tilknyttet Kildevældskolen. Da det blev besluttet i 2016 at Kildevældskolen skulle modtage en gruppeordning, med børn med ADHD og autisme, blev jeg vist tillid og tilbudt at starte dette tilbud op sammen med 3 andre. Jeg har haft den samme børnegruppe på KKFO’en og i dele af skoledagen siden 2016. At følge dem i deres udvikling igennem så mange år, har været en stor gave for mig.
Jeg har i min tid på Stifinderen både været AMR og TR. Ja, endda har jeg haft begge erhverv på samme tid i en periode på lidt over et år. I kraft af mine tillidshverv har jeg været en del af Trio, hvor jeg har været med til at udvikle Stifinderen og fører den igennem nogle store omvæltninger, vi har flyttet i 3 år grundet ombygning, vi har fået nye gruppeordninger og har modtaget børn som vi ikke før har fået visiteret.
Derudover har jeg været en del af lokal MED de sidste 4 år. At være en del af MED, er for mig et vigtigt arbejde, hvor arbejdsfællesskab imellem ledelse og medarbejderrepræsentanterne er, høj prioritering fra min side. Det at have indflydelse i det daglige arbejde om det er igennem Trio eller MED, er for mig en drivkraft, som giver mig endnu større lyst til at arbejde videre. At se ting blive implementeret i dagligdagen, som er blevet diskuteret og arbejdet med, giver ret ryg.
Jeg er ikke bleg for at ytre min mening for at finde frem til den Aller bedste løsning, som alle kollegaer kan se sig selv ind i. Dette for at skabe et endnu bedre arbejdsmiljø samt arbejdsfællesskab for mine øvrige kollegaer.
Jeg har haft min gang i LFS i snart 4 år. Hvor jeg første gang blev inviteret med til et arrangement. Kort tid efter var jeg med til mit første årsmøde i Dansk Metal, hvor jeg stillede op til Almenbestyrelsen og blev valgt ind. Jeg har siden da siddet i Almenbestyrelsen, hvor jeg finder arbejdet med det fagpolitiske arbejde spændende. Det fagpolitiske arbejde er for mig et givende arbejde, som jeg er utrolig glad for at være en del af. Det er spændende og vigtigt at være med til at præge, udvikle og arbejde med den politiske dagsorden i Almenbestyrelsen, og det arbejde har yderligere givet mig et stærkt fundament at stå på.
Vi står over for OK24, og vi er allerede i gang. LFS har lavet en kampagne med et lønkrav på 10.000 kr., og det er det helt rigtige krav at stille hvis i spørger mig. Vi er i mange år blevet snydt for lønkrav i kroner og øre, og har i stedet fået procent stigninger. Vi har alle dage ment vi er mere værd end de peanuts vi har fået, så derfor er vi klar til at kæmpe ved OK 24. Kæmpe for det vi ikke har fået ved de sidste mange års overenskomster, og vi, får det der skyldes.
Jeg er klar til kamp, og jeg ved, I også er klar. Vi har denne gang en bredere opbakning fra befolkningen. Men dette er ikke nok, vi skal stå sammen, skulder ved skulder og kæmpe. Vi skal høres, vi skal ses, VI skal stå sammen – skulder ved skulder.
Jeg håber I vil vise mig den tillid og stemme på mig, som jeres næste Fællestillidsrepræsentant.
Tak for jeres tid.
Valggrundlag Rikkelykke Carolina Wendt Johansson
Da jeg blev TR i første omgang, handlede det primært om det organisatoriske. Jeg vil gerne passe på mine kollegaer, så de kan varetage kerneopgaven. Jeg kan godt lide at fordybe mig og nørde og samtidig have det store overblik over tingene. Jeg kan godt lide at tingene foregår korrekt – på den måde er jeg lidt af en regelrytter.
Jeg kan godt lide at sætte handling bag de ting der bliver sagt. Jeg er ikke typen der bare ser til – ser jeg noget der kræver forandring, forsøger jeg at få forandringen til at ske.
Jeg arbejder lige nu både som Teamkoordinator og som TR – dette betyder jeg er vant til at videreudvikle og håndtere projektledelse. Jeg vil gerne arbejde videre med disse kompetencer.
Min helt store kæphest/passion har været løn. Jeg vil gerne have lønnen og arbejdstidsregler til at fungere – gøre en ubevidst ledelse bevidst om de regler, der er for deres ansatte, og derfor begår fejl, der kunne være undgået. Eller sætter en stopper for en ledelse, der er bevidst om reglerne.
Jeg er nysgerrig, passioneret og engageret i arbejdet som TR. Som FTR vil jeg arbejde for at give mine kollegaer det bedst muligt arbejdsmiljø, og samtidig håber jeg også at kunne udvikle mig selv og mine kompetencer. Jeg håber også at jeg som FTR vil kunne være med til at ændre nogle af de organisatoriske problematikker, jeg som TR er løbet ind i, gennem årene. Disse problematikker kan jeg, som FTR, få løst på et højere plan, end blot lokalt som TR på én arbejdsplads.
Valggrundlag Sidsel Nielsen
Jeg hedder Sidsel Nielsen og er 47 år og er ansat i en integreret institution i NV-kvarteret. Med mine 25 års erfaring har jeg en bred forståelse i almenområdet. Jeg startede som medhjælper, blev i år 2000 uddannet som pædagogisk assistent og har de sidste 10 år arbejdet som pædagog. Dette har givet mig et solidt grundlag og en dybdegående indsigt i vores specifikke udfordringer og behov ude på arbejdspladserne.
Jeg har de sidste 3 år været tillidsrepræsentant i min institution. Denne rolle har givet mig mulighed for at samarbejde tæt med mine kolleger, og arbejde aktivt med at repræsentere vores interesser overfor ledelsen. Dette både gennem trio-samarbejde og MED-udvalget i min klynge, hvor jeg har bidraget til at skabe en stemme for medarbejderne og været med til at lave forskellige politikker og lønforhandlinger.
Det sidste år har jeg siddet i almenbestyrelsen hvor jeg har fået et lidt dybere kendskab til vores fagforening og det har givet mig endnu mere lyst til at engagere mig i det fagpolitiske. Jeg stiller op som fællestillidsrepræsentant, fordi jeg brænder for at støtte og bistå vores tillidsrepræsentanter ude på arbejdspladserne. Jeg tror på vigtigheden af at skabe et positivt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne trives og har de nødvendige ressourcer til at udføre deres arbejde, og skabe det gode arbejdsfællesskab. Som fællestillidsrepræsentant ønsker jeg at være med til at sikre, at vores rettigheder og behov bliver taget seriøst og respekteret og jeg går gerne forrest i kampen for vores fælles interesser.
Jeg håber, at I vil give mig jeres støtte som fællestillidsrepræsentant.
Valggrundlag Adam Broberg
Kære Tillidsrepræsentanter i LFS
Mit er Adam Broberg. Jeg er 47 år, uddannet pædagog og har i ca. 20 år arbejdet inden for almenområdet i forskellige kommuner, folkeskoler og institutioner.
I skrivende stund er jeg ansat i en specialklasserække på en skole på Amager og har jeg siden 2017 fungeret som TR. Jeg stiller mig til rådighed som fællestillidsrepræsentant her i LFS, fordi jeg brænder for området og for at sikre vores rettigheder og arbejdsvilkår som pædagoger og medhjælpere.
I de ca. 6 år jeg har været tillidsrepræsentant har jeg fået et indgående kendskab til vores overenskomst, herunder forhåndsaftaler, arbejdstidsregler og løn, samarbejdet i TRIO og Lokal-MED, men også de udfordringer og problemstillinger vi står overfor på vores arbejdspladser.
Som jeres FTR på almenområdet vil jeg,qua min erfaring, støtte jer såvel som kollegaerne på de institutioner som måtte være foruden en TR.Til de kommende OK24-forhandlinger vil jeg aktivt, sammen med jer, give alt hvad jeg kan, for at blive set og hørt, i kampen for, én gang for alle, at blive anerkendt og omsider sikre os en retfærdig overenskomst med en fair og anstændig løn som vi fortjener.
10.000 er IKKE for meget!
Jeg håber på jeres tillid og støtte i mit kandidatur.