OK23 er dårligt nyt for de underbetalte, overbebyrdede og underkendte offentligt ansatte
Af Jan Hoby, næstformand i LFS
Dramaturgien fejlede ikke noget i medierne i optakten til OK23. Det blev spået, at overenskomstforhandlingerne ville blive de hårdeste i mandsminde.
Men fagtoppen valgte den nemme løsning og lod være med at stille konkrete krav til lønstigninger, selv om inflationen har været højere end på noget andet tidspunkt inden for de seneste 40 år, og reallønsnedgangen i 2022 har været den værste i over 70 år. Rationalet var formentlig, at hvis man lader være med at møde op med konkrete krav, så lover man ikke mere, end man kan holde.
Så efterhånden som forlig efter forlig blev indgået, udeblev dramaet og udsigten til storkonflikt. Arbejdsgiverne kan endnu engang ånde lettet op
Gennembrudsforliget på industriens område satte rammen for alle andre forlig, og det blev en billig omgang for arbejdsgiverne. Fra 2006 til 2021 har lønkvoten været i frit fald på minimallønsområdet (2/3 dele af lønnen forhandles lokalt, og 1/3 centralt), mens profitkvoten er steget markant. Så mens der er fest på direktørgangene og hos aktionærerne, er der historisk reallønsnedgang hos dem, der skaber værdier.
Mange arbejdspladsklubber beretter om meget lavere stigninger, fordi virksomhedsejerne trods de rekordstore overskud ikke har villet til lommerne. Kun 45 lønstrejker var der ifølge Dansk Arbejdsgiverforenings konfliktstatistik. Derfor går arbejdspladsklubberne ikke stærkt ind i forhandlingslokalet de kommende to år.
Hvis vi dertil lægger det historiske angreb på den danske model og tyveriet af store bededag, hvor fagtoppen valgte at stikke hovedet i busken, så er signalet til Mette Frederiksen ikke til at tage fejl af. Fagtopperne kommer ikke til at tage en konfrontation med SVM-regeringen.
Hvor efterlader det så de offentligt ansatte i de kvindedominerende fag med vores krav om ligeløn, markante lønstigninger i kroner og opgør med tjenestemandsreformen til OK24?
Når man ser på OK23, er det svært at forestille sig, at Mette Frederiksens centrum-højre regering vil lave en trepartsaftale om ligeløn, der afskaffer tjenestemandsreformen og afsætter en tocifret milliardpulje. Regeringens krav om indrømmelser fra fagbevægelsen som betaling for det utilstrækkelige lønløft på tre milliarder til offentligt ansatte sender et kraftigt signal om, at politikerne ikke vil tage et endegyldigt opgør med 54 års uligeløn.
Ved overenskomstforhandlingerne i 2008 var kravet 5000 kroner om måneden, et opgør med tjenestemandsreformen og en pulje på fem milliarder. Vi strejkede os til 13 procent. Det gav 5000 til de højtlønnede, men ikke til de strejkede lavtlønnede. Denne gang er prisen på de samme krav steget markant!
SVM-regeringen har genoplivet nødvendighedens politik fra Thorning og Corydon og prioriterer militær og skattelettelser over velfærd. De underbetalte, underkendte og overbebyrdede offentligt ansatte i de kvindedominerede fag skal derfor forberede sig på benhård kamp op til OK24 og afslutte det, som de superseje SOSU’er startede i 2007. Det er selve velfærdsstatens overlevelse, der er på spil ved OK24. De historiske erfaringer taler deres eget tydelige sprog. Vi har intet fået, medmindre der har været massestrejker og storkonflikter, uanset om det gælder nedsættelse af arbejdstiden, længere ferie eller højere løn.