Børnehuset Sundby Algård søger anerkendende og relationelt stærk pædagog til børnehaven
Er du nyuddannet eller erfaren pædagog? Anser du gode relationer og en anerkendende tone mellem børn, kolleger og forældre som afgørende i det pædagogiske arbejde? Er du reflekteret og selvreflekterende, og kan du sætte dig selv i spil i skøre aktiviteter, der skaber inddragelse, nysgerrighed, glæde og fælles læring hos børn og kolleger?
Så søg stilling som pædagog hos os i Sundby Algård på Amager i nærheden af fodboldbaner, besøgsbondegård, Amager Fælled og Vestamager.
Pædagogiske rutiner og aktiviteter
Du bliver del af en målrettet og spændende hverdag, hvor der er faste pædagogiske rutiner og samtidig stor plads til spontanitet, fordybelse og engagement.
Du kommer til at arbejde med temaer, hvor vi går i dybden med forskellige emner. Du får mulighed for at være impulsiv og tænke ud af boksen og være på opdagelse sammen med børn og kolleger. Du kommer til at bidrage til arbejdet med ugeplaner og struktur, og du bliver en del af et seriøst arbejde med ”Fri for Mobberi”, hvor du kan sætte særligt fokus på den gode relation og kommunikation samt tilrettelæggelsen af en pædagogik, hvor alle børn har mindst én god ven. Du kommer til at bidrage til et anerkendende, reflekterende og udviklende personalesamarbejde.
Forventninger til dig
Du er uddannet pædagog og har et børne- og menneskesyn, der vægter det fælles ansvar, hvor pædagogikken og det kollegiale samarbejde bygger på etablering af gode relationer. Hvor man passer på hinanden, har opmærksomhed på hinanden og vægter den gode tone indbyrdes mellem børnene, mellem kolleger og i partnerskabet med forældrene. Du håndterer uenigheder på en ordentlig og respektfuld måde. Du har et positivt forhold til andre mennesker, hvor du ser kompetencer frem for at lede efter fejl. Du er åben og vil altid gerne blive dygtigere og lære mere.
Du møder børn, forældre og kollegaer med et åbent sind og har positive forventninger til dagen. Du kan bevare det gode humør, også når der er travlt. Du er stabil og pligtopfyldende og kan forvente det samme af dine kolleger. Du er god til at udtrykke dig mundtligt og skriftligt og prioriterer faglig viden og argumentation. Du kan dække op til leg og sætte leg i gang, og du må gerne have noget, som du brænder særligt for, hvor du er med til at få børnenes kompetencer i spil på nye måder.
Du vægter sjove og spændende dage, hvor du bidrager fx til en måneds affaldsindsamlingsprojekt, hvor I går i dybden, og hvor opfindsomheden får frit løb. Du tør sætte dig selv i spil og lave gakkede ting, rollelege og teater. Du prioriterer at være i børnehøjde med gode samspil, lege og samtaler, og at inddrage børnene i medbestemmelse, planlægning og aktiviteter som fx at planlægge en MGP-fest eller EM-aktiviteter.
Lidt om os og hvad vi kan tilbyde dig
Vi er en integreret institution med fire vuggestuegrupper, tre børnehavegrupper og en basisgruppe. Vi har et stort samarbejde på tværs. Alle stuer har mere end et rum og direkte udgang til legeplads. Vi har flere mindre rum, bl.a. krearum og tumlerum, og to Christianiacykler og flere turvogne. Vi har køkkenhaver, kompost, måltidsprojekt, affaldsindsamling og fokus på bæredygtighed.
Vores kollegagruppe brænder for det, de gør. Der er en god tone, og kollegerne er glade for at at arbejde sammen, og vi afholder gode sociale arrangementer, du kan deltage i. Du får plads til at udvikle dine ideer, opleve medbestemmelse og blive hørt. Du bliver del af en personalegruppe med fokus på faglighed, og hvor alle medarbejdere møder børnene med anerkendelse, nærvær og fokus på den trygge relation. Vi har en meget engageret forældregruppe, der bakker op om institutionen og det pædagogiske arbejde.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fastansættelse på 32-37 timer om ugen. Vi ønsker, at du kan starte den 15. februar 2023 eller snarest derefter. Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Vil du vide mere?
Vil du vide mere om os, er du velkommen til at ringe til afdelingsleder Anne-Mette Skyte på 3112 3674 eller leder Eva Kirstine Boserup på 3258 7905. Du har mulighed for at aftale et besøg.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest tirsdag den 31. januar 2023
Ansøgning skal sendes igennem dette link:
Venlig hilsen
Københavns Kommune