LFS ser med stor bekymring på den nye SVM-regering
Af næstformand Jan Hoby, på vegne af forretningsudvalget i LFS
Når LFS skal vurdere, om en regering er godt eller dårligt nyt, så starter og slutter det med, hvad der er godt for vores medlemmer. Den afgående socialdemokratiske regering og dens støttepartier fik med deres forståelsespapir rettet lidt op på nogle af de ulykker, som de seneste tre årtiers blå og røde regeringer har lavet. F.eks. loven om minimumsnormeringer og klimaloven. Men indsatsen har været utilstrækkelig og har ikke kunnet rette op på de store strukturelle problemer og udfordringer, særligt den velfærdsødelæggende budgetlov, som har sendt den offentlige sektor på katastrofekurs.
Regeringsgrundlaget fra den nye SVM-regering tegner desværre dårligt på de fleste parametre. Hvis det alene havde været en borgerlig regering, der fremlagde regeringsgrundlaget, havde det udløst et ramaskrig fra fagbevægelsen. Men fordi Socialdemokratiet er med, har store dele af fagbevægelsens top rost regeringsgrundlaget – selv om det er fagbevægelsens medlemmer, der kommer at betale prisen, og selv om der ikke er taget fat på de grundlæggende problemer, som lavtlønnede lønmodtagere står over for. Det er ikke godt nok. Hensynet til Socialdemokratiet kan aldrig stå over medlemmernes grundlæggende interesser.
SVM-regeringen planlægger milliarder i skattelettelser til de højest lønnede. Til gengæld skal lønmodtagerne betale for øgede forsvarsudgifter ved afskaffelse af Store bededag. Lønmodtagerne skal altså betale med deres fritid, mens de mest velhavende kan få flere penge på lommen. Men også studerende og fattige børnefamilier skal gøres fattigere. Derudover er regeringens Arne-plus-pension et stort bluffnummer. Pensionsalderen for tusindvis af nedslidte danskere bliver hævet, og ydelserne bliver sænket. Det er asocialt og forkert.
Børnene, de psykisk syge og de udsatte er nærmest usynlige i regeringsgrundlaget.
Det samme er det begyndende kollaps på velfærdsområderne, hvor vi har en historisk rekrutteringskrise, fordi lønningerne er for små, og arbejdsforholdene for dårlige.
Socialdemokratiets lønudspil på tre milliarder i 2030, som nu er blevet til SVM-regeringens lønudspil er ikke et begyndende opgør med 53 års uligeløn, og det er slet ikke nok til at stoppe velfærdsstatens styrtblødning af medarbejdere. Den kanin, der trækkes op af hatten, er tre milliarder, der skal fordeles på 230.000 udvalgte offentligt ansatte. Det svarer til 2000 kroner per næse – vel og mærke først, når det er fuldt indfaset i 2030.
Hvis man reelt vil tage et opgør med uligelønnen, vil det koste det 20 milliarder kroner om året. I runde tal er der 10.000 socialrådgivere, 2000 jordemødre, 10.000 dagplejere, 5000 lægesekretærer, 95.000 SOSU-hjælpere og -assistenter, 77.000 sygeplejersker, 53.000 pædagoger, 40.000 socialpædagoger i Danmark. Dertil kommer 63.000 kommunale og statslige HK’ere, rengøringsmedarbejdere, køkkenmedarbejdere og pædagogiske assistenter. Det er alle grupper, hvis uligeløn er et afledt eller direkte resultat af tjenestemandsreformen. Ca. 410.000 offentligt ansatte i kvindedominerende fag har krav på ligeløn, og de er alle vitale for velfærdsstatens overlevelse. Sygeplejerskerne og SOSU’erne er på den populistiske dagsorden netop nu. Men de øvrige hundredtusinder har også jobfunktioner, som er vitale og kritiske for, at velfærdsstaten ikke smuldrer.
LFS havde håbet, at Socialdemokratiet ville basere sig på de rød-grønne mandater i Folketinget, så Mette Frederiksen kunne levere på de løfter, hun har givet under valgkampen. Sådan skulle det ikke gå. Danmark har fået en regering, der er en kopi af Lars Løkke Rasmussens eller Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydons regeringer. Der er god grund til, at det borgerlige Danmark jubler over regeringsgrundlaget. De har fået en regering for de få. Det er dårligt nyt for LFS’ medlemmer.