Medlemsportræt Jane Skou

Hvis man sender glæde ud i rummet, får man det direkte tilbage

Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj 

”Da min far boede på plejehjem og var blevet dement, kom jeg en dag for at hente ham, så han kunne stemme til folketingsvalget. Jeg måtte ikke gå med ham ind i stemmeboksen, så han måtte klare det selv. Jeg hørte ham sige til de to valgtilforordnede “ Jeg stemmer på Anker Jørgensen.” Anker var jo for længst gået på pension, så jeg ved ikke, hvad der egentlig skete i den stemmeboks. Men det siger noget om min fars livslange forhold til arbejderbevægelsen. Han var ansat i DSB og socialdemokrat. Vi boede hele familien på fire i en toværelses lejlighed på Østerbro, og i min familie fejrede man både 1. maj og Grundlovsdag, og jeg var aktiv I DUI-LEG og VIRKE, fra jeg var 13, til jeg var 26 år. Det var faktisk her, jeg kom til at elske musik og sang. Vi lavede aktiviteter for udsatte børn, og jeg lærte mig selv at spille guitar, fordi det er sådan et godt samlingspunkt.”

”Jeg tog på højskole i Ask i Jylland, da jeg var 17 – mest fordi jeg gerne ville hjemmefra. Bagefter tog jeg HF, og så fik jeg job på døgnafdelingen på Ebberødgård, som var en kæmpemæssig gammel institution for udviklingshæmmede, som lå i nærheden af Birkerød. Det var et forfærdeligt råt sted, og jeg blev desværre også selv forrået. Jeg var jo purung og havde ingen erfaringer og gled bare ind i mentaliteten. Det var ikke unormalt, at man slog beboerne for at få dem til at gøre, hvad, man syntes, de skulle, og jeg kan huske engang, jeg satte spørgsmålstegn ved det over for en erfaren kollega på en lukket mandsafdeling. Han sagde “det taler vi ikke om, det gør vi alle sammen!” Der var kun én anden kvinde ansat, hun og den mandlige leder var uddannet som omsorgsassistenter, de øvrige syv-otte medarbejdere var ufaglærte mænd. Så jeg har langet lussinger ud - det var helt forfærdeligt.”

”Jeg begyndte på seminariet i 1978, og min drøm var at arbejde med kriminalitetstruede unge. Jeg ville væk fra handicapområdet. Men da jeg så var færdiguddannet, kom der en stilling i et beskæftigelsesværksted for udviklingshæmmede, og jeg var solgt. Kreativitet er et fantastisk pædagogisk redskab, og jeg har i hele mit arbejdsliv været vildt optaget af at bruge det. Skulle jeg have valgt noget andet end pædagogikken, var det blevet noget kreativt eller kunstnerisk. Det er det, der giver mig energi, og jeg sprudler af ideer, hvoraf kun hver tiende bliver til noget.”

”Jeg har arbejdet i fire forskellige aktivitetstilbud for udviklingshæmmede i Københavns Kommune, og jeg har stor kærlighed til målgruppen. Der er stor umiddelbarhed, og de er ekstremt gode til at aflæse følelsesmæssige signaler. Hvis man sender glæde ud i rummet, får man det direkte tilbage. Det er i høj grad det, der har båret mit arbejdsliv: Det bedste er at kunne skabe glæde i andres liv, og når man mærker på en borgers gode respons, at noget er lykkedes. De sidste år blev det dog hårdere og hårdere. Vi var konstant udsat for nedskæringer, så man hele tiden havde oplevelsen af ikke at kunne tilbyde det, man gerne ville. Dokumentationen var en kæmpe ekstra byrde. Jeg forsøgte altid at ”snyde” systemerne, så jeg kunne slippe så let som muligt, men det var en evig belastning.”

”Min ægtefælle fik konstateret Alzheimers, da han var 58, og han måtte forlade sit job som ingeniør. Fra han fik diagnosen, talte jeg dagene i to et halvt år, til jeg selv kunne holde op, så vi kunne få så mange dyrebare timer og oplevelser sammen som muligt, mens han stadig ville have glæde af det. Så jeg gik på efterløn, så snart jeg kunne, da jeg blev 62. Han er i dag plejekrævende, og man kan sige, at mine spidskompetencer fra et langt liv med omsorg for andre kommer i spil. Det er en glæde for mig, når jeg kan se, at jeg kan gøre ham tryg, og at mine tilgange til ham hjælper. Jeg får god hjælp fra velfærdsstaten, og han er i dagcenter fire dage om ugen og på flex-ophold på et plejecenter fire til fem dage om måneden. Men jeg lever livet på hans præmisser, og det var de kort, jeg fik på hånden. Dem må jeg spille bedst muligt - med de “gaver” jeg har fået.

Navn: Jane Merete Skou

Beskæftigelse: Socialpædagog på efterløn 

Alder: 66

Bonusinfo: Bor i hus i Brønshøj sammen med ægtefællen Jens. Er mor til Signe på 33 og Jakob på 29. Skal der bygges garage eller mures en ny mur op, gør hun det selv, lige som hun selv lægger fliser og fælder træer. Indendørs er det både guitar, strikketøj og symaskine, der jævnligt er i sving, lige som hun følger foredragsrækker på Folkeuniversitetet.  Synger i tre kor og er kendt for typisk at være den mest farvestrålende person i ethvert selskab. Var med på allerførste bølge af elbiler, og har nu købt en Tesla, som trumfer alt, hvad hun ellers har kørt i.