Rekrutteringskaos æder den pædagogiske kvalitet råt

Den pædagogiske verden kigger ned i afgrunden. For hver kvalificeret medarbejder og leder, vi kan tælle, er manglen lige så stor. Om en kort stund rammer vi tippepunktet, og manglen på kvalificerede pædagogiske medarbejdere og ledere bliver større, end summen af dem vi har.

Når en pædagogstilling slås op, er der få eller ingen kvalificerede ansøgere. De samme tendenser begynder nu at vise sig, hvad angår pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere. Det betyder, at man som leder står i en situation, hvor man skal vælge mellem at ansætte ikke helt kvalificerede eller fylde huller med vikarer, der for alt i verden ikke vil fastansættes på det pædagogiske område.

Vi ser ned i en afgrund, hvor daglige vagtplaner er umulige at få til at hænge sammen. Der er ikke længere tale om, at vi kan finde smartere løsninger eller gøre os mere fleksible. Optaget på pædagoguddannelsen er dalende og kan dermed ikke dække fraværet af dem, som går på pension. Pædagoguddannelsen er underfinansieret, og vores kommende kollegaer er dårligere klædt på. Dermed er diskrepansen mellem behov og udbuddet af kvalificerede kollegaer yderligere vokset. Det er simpel matematik. Vi må derfor advare om, at fremtiden ser storslem ud. 

Rekrutteringskrisens konsekvenser er, at opgaver, der tidligere blev løst af andre og mere kvalificerede faggrupper, nu skal løses af ledere. Det pres siver nedad, og opgaver, der tidligere lå hos ledere, ender nu hos menige medarbejdere, som stadig skal løfte samme kvalitet.

Vi ser mange tidligere kollegaer, som i stedet for at kaste deres kvalitet ind i velfærden i stedet arbejder som vikarer, hvilket tilsyneladende er en guldrandet forretning. De fristes ligeledes af arbejdsvilkår som rådgivere og konsulenter.

Vi ser, at forvaltning, politikere og det omgivende samfund tilsyneladende ser så meget ned på det pædagogiske felt, at deres trang til at befale over dem overstiger deres tillid til deres dygtighed.

Det er en ondskabsfuld spiral, som ubønhørligt suger alle gode kræfter længere og længere imod en bund, som umuligt kan være målet for et moderne samfund, hvor vi er gensidigt afhængige af hinanden. Kan man overhovedet forestille sig, at det private erhvervsliv bliver ved med at være velfungerende, når behovet for basal omsorg ikke bliver løst? Kan man forestille sig, at folk bliver hjemme og passer deres familie frem for at gå arbejde? Hvis Danmark var et hus, så ville dets stolper være angrebet af termitter. Sådan en renovering ville kræve en helhedsplan. 

Derfor kalder vi  på handling, vi forlanger handling. Samfundets grundfjeld slår revner, og vi har ikke mere polyfilla! Skal vi rekruttere flere til  det pædagogiske arbejdsfelt, kræver det højere prioritering af faget og bedre løn. 

Derfor forlanger vi:

• At politikerne afsætter penge til at hæve grundlønnen – det skal kunne betale sig at arbejde i det pædagogiske felt. 
• Højere prioritering og bedre finansiering af pædagoguddannelsen – den dårligst finansierede professionsbacheloruddannelse.
• Penge til uddannelse og opkvalificering af pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter.
• Billige boliger, inden for rimelig afstand af pædagogiske arbejdspladser, til at betale for pædagogisk personale, også som enlig forsørger.