Det årlige budgetcirkus og budgetlovs-boomerang-effekten
Af Jan Hoby, næstformand for LFS
Opstandelsen var stor i København, da Enhedslisten indgik budgetaftale med de blå partier og satte Socialdemokratiet og SF udenfor og i samme omgang gennemførte skattelettelser for 135 millioner kroner om året.
Mens forargelsen var stor blandt socialdemokratier, SF’ere, enhedslistemedlemmer, vælgere og dele af fagbevægelsen, så var uvidenheden endnu større om, hvorfor det skete. På et splitsekund var alt glemt om budgetlovens konsekvenser for den kommunale velfærd og for det kommunale selvstyre. Det handlede mere om mavefornemmelser, sympatier og antipatier.
Grunden til, at kommunerne under et, sparer op i stedet for at bruge pengene på velfærd i form af serviceforbedringer eller anlægsprojekter, er, at kommunerne er underlagt en service- og anlægsramme, som bestemmer, hvor meget kommunerne under ét må bruge på service og anlæg.
Men uvidenhed er ikke styrke, selvom Ministeriet for Sandhed fra George Orwells roman 1984 synes det. Selvom mange politikere fra S og SF i både Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune og på Christiansborg turnerede med en fortælling om, at en nedsættelse af den kommunale indkomstskat vil have konsekvenser for både velfærd og anlæg, så viser fakta, at det ganske enkelt er usandt.
Den simple historie er, at Københavns Kommune siden kommunesammenlægningen i 2007 har haft en stigning i likviditeten efter kassekreditreglen på 12 milliarder kroner. Det vil sige, at likviditeten er steget med næsten én milliard kroner om året over de seneste 15 år. Det er den direkte konsekvens af Corydons budgetlov, serviceloftet og anlægsloftet: København må nemlig ikke bruge pengene på velfærd.
Så medmindre der kommer en meget kraftig forværrelse af Københavns Kommunes økonomi over de kommende år, så vil den skattenedsættelse på 135 millioner, som blev besluttet i budgetforliget, alene betyde, at Københavns Kommune fremover vil spare lidt færre penge op, end man har gjort over de seneste mange år. Nemlig 1,245 milliarder til næste år i stedet for 1,375 milliarder, såfremt man holder indtægter og udgifter konstant.
Hvis Københavns Kommune skulle bruge de 135 millioner fra skattelettelsen på bedre service, så ville det kræve, at andre kommuner tilsvarende sparede 130 millioner om året på deres servicebudgetter for at få kommunernes samlede budgetter til at passe under service- og anlægsrammerne.
Så der er tale om kommunalt absurd teater, hvor politikerne på Frederiksberg kan lave skattestigninger, hvis politikerne i København laver skattelettelser. Og det absurde teater bunder i, at politikerne fra rød, blå og grøn blok ikke vil tage et opgør med budgetloven, serviceloftet og anlægsloftet.
Derfor er budgetsamarbejdet mellem landets 98 kommuner igen i år kastet ud i en alvorlig krise, fordi en række kommuner fastholdt planlagte skattestigninger, selv om de dermed står til at udløse en samlet årlig sanktion på 425 millioner kroner, som på sigt fordeles ligeligt mellem alle kommuner. Hvis det ikke var så tragisk, så var det urkomisk. Pilen peger på alle 2520 kommunalpolitikere.
Hvis de virkelig ville være solidariske og var deres opgave voksen, så stod de skulder ved skulder sammen med medarbejdere, ledere og borgere om at få skrottet budgetloven og genindført det kommunale selvstyre. Men nej, de vil hellere lave budgetforlig, der fordeler krummerne fra finansministerens bord og overholder Corydons velfærdsødelæggende budgetlov, end løse de grundlæggende strukturelle kriser i den kommunale velfærd står midt i.