Jeg har lært det på den hårde måde

”Der var ingen til at tage imod mig på min første arbejdsdag, og det skema, jeg havde fået tilsendt, var forkert. Så jeg sad bare og ventede i to timer. Jeg tænkte, at det var ikke et godt tegn,” fortæller Tanya Stewart om dengang, hun forlod en arbejdsplads efter få måneder.

Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj

Tanya Stewart trives som pædagog i Børnehuset Håbets Allé i Brønshøj. Men hun vidste også, hvad hun gik ind til, da hun begyndte i jobbet. Hun havde nemlig besøgt institutionen på forhånd, hilst på den nærmeste kollega og sat sig ind i den pædagogiske linje og børnesynet.

Den rutinerede pædagog har nemlig én gang i sin karriere taget mod et job, hvor forventningsafstemningen ikke var på plads, og hvor virkeligheden kom helt bag på hende.

”Så jeg har lært på den hårde måde, at man skal gøre sit hjemmearbejde, før man siger ja til et nyt job,” siger Tanya Stewart.

Forkert mødeskema

Tanya Stewart havde indtil da arbejdet adskillige steder i sit pædagogliv, hvor modtagelserne havde varieret, men på den positive måde.

”Jeg har prøvet, at der stod en buket blomster klar til mig. Jeg har også flere steder oplevet, at man ikke indgik i normeringen den første uge, men fik lov til at være føl, så man lige kunne lære børn og kolleger at kende, før det for alvor gik løs. Så jeg var nok slet ikke bevidst om, hvor vigtigt det er, at man får spurgt ordentligt ind til ens rolle, til børnegruppen og til bemandingen på stuen, når man er til samtale,” siger Tanya Stewart.

Derfor kom det lidt som et chok, da hun mødte op på første arbejdsdag på den arbejdsplads, som hun endte med at forlade efter få måneder.

”Det begyndte med, at jeg slet ikke kunne komme ind, for der var kode på døren. Da jeg endelig fik råbt nogen op, kom der en medarbejder og lukkede mig ind uden at spørge, hvem jeg var. Så viste det sig, at det skema, jeg havde fået tilsendt, var forkert, så jeg var kommet alt for tidligt – så jeg sad og blomstrede i to timer.”

Helt fra bunden

Det var imidlertid ikke bare den allerførste modtagelse, der gik skævt. Det viste sig, at institutionen var plaget af personalegennemtræk.

”Jeg røg fra første dag direkte ind i rollen som stuepædagog på en stue, hvor jeg fik det fulde ansvar sammen med en vikar og en meget ny og meget ung medhjælper. Alting flød, fordi det var længe siden, der havde været et stabilt team, og det blev forventet, at jeg kunne rydde op og få struktur på det hele,” fortæller Tanya Stewart, som havde svært ved at få de informationer, hun skulle bruge, om hvordan alting fungerede.

”Der var ingen personalehåndbog, og der var ikke noget på skrift, jeg kunne støtte mig til. Det var meningen, at jeg skulle opfinde alting fra bunden, samtidig med at jeg skulle skabe relationer til børnene. Kollegerne på de andre stuer var søde og hjælpsomme, men de var også pressede, så de kunne ikke hjælpe.”

Tanya Stewart bad om støtte hos ledelsen, men oplevede at komme til en lukket dør.

”Institutionen var ramt af en masse uheld i den periode, og der var sygdom. Men der var noget skævt i kulturen, som jeg ikke kunne være i, og jeg fik det ret hurtigt sådan, at jeg frygtede at skulle på arbejde. Derfor endte det med, at jeg kastede håndklædet i ringen efter kort tid.”

LÆS OGSÅ: Pædagogmangel: Hvordan får man nyansatte til at blive i jobbet