Valggrundlag:
Vibeke Jensen
Kære alle tillidsrepræsentanter i LFS Almen København.
Jeg genopstiller til posten som fællestillidsrepræsentant for Almenområdet København.
Jeg har igennem det sidste halvandet år fundet mig rigtig godt til rette i opgaveløsningen som FTR, og jeg har fundet stor glæde i de mange opgaver som er kommet min vej. Jeg har bestemt også mødt udfordringer, igennem det sidste halvandet år og jeg er blevet overrasket over, hvordan det politiske system og Koncernservice kan spænde ben for sig selv og derved også for LFS og vores medlemmer.
Det tager tid at komme rigtigt ind i rollen som FTR og der vil altid være nyt at lære, og nyt at blive bedre til. Det første år som FTR lærte mig en masse forskelligt om de forskellige arenaer man færdes i som FTR, og jeg har lært både at snuble, komme på benene igen og står stærkt i både med og modvind.
Til min første bisidderopgave havde jeg fuld fokus på regler og rettigheder, bevare overblikket og bare komme helskindet igennem med vores medlem.
Til min seneste bisidderopgave gik det op for mig, at de sidste halvandet års erfaringer har givet mig evnen til at være to skridt foran. Regler og rettigheder sidder på rygraden og kræver ikke overarbejde at få overholdt. Jeg kan derfor fokusere på det, der formentligt kommer om lidt. Og endda forebygge at vi havner i situationer, som er uhensigtsmæssige. Det har kæmpe betydning for medlemmerne, at vi ikke bare overholder regler og rettigheder, men også kommer igennem samtalerne på en ordentlig og løsningsorienteret måde.
Jeg har undervejs været tro mod mig selv og min retfærdighedssans. Jeg skelner ikke mellem små og store opgaver. Alle har lige ret til fair behandling og jeg brænder for at kæmpe medlemmernes sag. Det kræver, at vi som FTR’er og afdeling arbejder målrettet og systematisk med alt fra bisidderopgave til arbejdstidsregler og lønaftaler.
Måden det politiske system og Koncernservice kan spænde ben for sig selv og derved også for os har været helt skør at opleve. Jeg har dog været så heldig, at jeg er blevet inviteret med ind ved det store bord, for at give mit syn på sagen i forhold til det pædagogiske personale i skole og KKFO. Og dette er noget, der står mig nært, da størstedelen af mit pædagogiske arbejdsliv har været i det regi. Kombinationen af at kunne bidrage med det, som I TR’er melder ind af problematikker og min egen erfaring fra området er i min optik guld værd.
Mit store ønske om at blive genvalgt handler om, at jeg vil fortsætte det, jeg har startet. Jeg vil fortsætte med at være sparringspartner for jer TR`er. Jeg vil udfordre jer og bidrage med mit blik ind i det fagpolitiske system. Jeg vil fortsætte med at være to skridt foran, snuble, komme på benene igen og blive dygtigere.
Lidt baggrundsviden om mig:
Jeg er uddannet pædagog fra Gladsaxe pædagogseminarium i 2008 og har siden da arbejdet i Københavns kommune. Jeg startede i en vuggestue i en integreret institution, og fik et år senere, job på fritidshjemsområdet, hvor jeg har været lige siden. Den stilling, jeg har orlov fra, er kombinationsstilling på en special KKFO og specialklasserække. Jeg har i min tid i den stilling, været igennem processen at overgå fra fritidshjem til KKFO. I den proces var jeg konstitueret leder og lærte en masse om, hvad forandringer gør ved mennesker, det har jeg taget med i arbejdet som FTR. Denne viden er særlig brugbar, når vi står overfor arbejdspladser, der står foran forandringer, gode som dårlige.
Jeg håber at i fortsat vil vise mig den tillid, i har vist mig igennem det sidste halvandet år og at jeg ser jer d. 26/10-21, til FTR valget for København Almen.
De bedste hilsner
Fællestillidsrepræsentant Vibeke Jensen
vibj@foa.dk - 30660079