Vi skal skole håbet

Miljø og klimaforandringer er den største problemstilling, vi har i verden lige nu. Det kan vi ikke holde væk fra de små børn. Men vi kan arbejde for at styrke børns handlekompetence, så de hverken havner i angst eller apati, siger Katrine Dahl Madsen, der underviser på pædagoguddannelsen og deltager i forskningsgruppen Børn og Bæredygtighed ved Københavns Professionshøjskole.

Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj

Mange af os har et ideal om at give vores børn et sorgløst børneliv. Men vi lever også i en verden med massive miljøproblemer, som menneskeheden har skabt.

I den styrkede pædagogiske læreplan er det da også direkte indskrevet, at man skal arbejde med bæredygtighed.

”Det kan opleves som et dilemma, fordi vi i Danmark har tradition for, at udelivet og naturpædagogikken forbindes med noget positivt og med glæde ved naturen. Vi tager på tur med børnene ude i naturen, og vi præsenterer dem for dyr og planter. Det hænger tæt sammen med vores billede af en ubekymret barndom. Men vi står over for nogle bæredygtighedsudfordringer, som vi ikke kan ignorere i forhold til børnelivet. For det er også del af det pædagogiske dannelsesideal, at børnene skal rustes til den verden, de skal leve i,” siger Katrine Dahl Madsen.

Børn har ret til deltagelse

Katrine Dahl Madsen følger sammen med de øvrige forskere en række dagtilbud, som på hver deres vis arbejder med miljø og bæredygtighed. Her møder hun jævnligt pædagogiske medarbejdere, som arbejder på at finde balancen mellem at styrke børnenes bevidsthed om bæredygtighed uden at skræmme dem.

”Der er en vis nervøsitet for at give børnene klimaangst. Men bæredygtighed er samtidig så åbenlyst et emne, som kalder på, at vi inddrager børnene. Det er vores tids største problemstilling, og børnene har ret til deltagelse. Både ud fra et demokratisk sigte, og fordi børnene har en viden, vi voksne ikke nødvendigvis har,” siger Katrine Dahl Madsen.

Hun mener, at svaret må være, at pædagogikken skal sigte mod at skabe små mennesker, der hverken havner i angst eller apati.  

”Indsatsen skal ske i det nære og det håndgribelige, og det sker allerede mange steder. Vi oplever dygtige pædagoger, der arbejder med bæredygtighedsspørgsmål helt på det nære plan og samtidig arbejder med at udvikle handlekompetence, så børnene oplever, at de kan gøre noget.”

Det er de voksnes ansvar

Det er en balance. Katrine Dahl Madsen har besøgt en institution, som gennem længere tid havde arbejdet med skrald, genbrug og bæredygtighed. En lille dreng tog emnet så meget på sig, at han på eget initiativ samlede alt det affald, han overhovedet stødte på, tog det med hjem og hen i institutionen for at få det sorteret på korrekt vis.

”Den lille dreng tog simpelthen affaldsproblematikken på sig som et personligt ansvar, og det er et tungt ansvar på de små skuldre. Her er det vigtigt, at den pædagogiske indsats også opridser handlerum, så barnet ved, hvor dets ansvar er – og hvor andre, det vil sige voksne, tager over. Det må ikke blive det enkelte barns personlige ansvar alene,” siger Katrine Dahl Madsen.

Ikke bare gode vaner

Katrine Dahl Madsen mener, at det er et vigtigt element, at arbejdet med miljø og bæredygtighed ikke bliver reduceret til et ønske om at lære børn gode miljøvaner.

”Det handler også om, at vi i pædagogisk praksis inviterer børnene ind i arbejdet med bæredygtighed på måder, der rummer plads til at afsøge, eksperimentere og at skabe fælles erfaringer og inddragelse af de, hvis fremtid det handler om. For den store opgave ligger i at styrke små mennesker, der har en spirende forståelse af bæredygtighed, og som også vokser op med oplevelsen af, at de er i stand til at handle og påvirke den verden, de lever i. Vi skal skole håbet.”