Man kan lære ikke at tage det personligt

I Lykkebo i Valby er det et fast punkt på stuemøderne, at man tager en feedbackrunde, hvor man både leverer positiv feedback og justerende feedback til kollegerne. Det har både været grænseoverskridende og helt vildt lærerigt, fortæller tre af børnehusets medarbejdere.

Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj

Den integrerede institution Lykkebo indførte en systematisk feedbackkultur i 2019.

De pædagogiske medarbejdere giver hinanden positiv feedback, hvor man anerkender det gode pædagogiske arbejde - og justerende feedback, hvor man kommenterer på det, der er lykkedes mindre godt. En forudsætning for at kunne skabe god effekt i det pædagogiske arbejde er, at man hele tiden forholder sig nysgerrigt og undrende til både sin egen og til kollegernes praksis.

Det har krævet tilvænning både at give og modtage justerende feedback, fortæller pædagog Louise Thyrré Nielsen.

”Jeg var nervøs i begyndelsen. Det føltes både lidt utrygt at skulle tage imod, og man var lidt sårbar: Synes mine kolleger, at jeg er verdens værste pædagog? Jeg var også bange for at komme til at såre mine kolleger, når jeg skulle give dem justerende feedback. Men jeg fandt ud af, at det ikke var så slemt. Som regel kunne jeg jo godt genkende det, de sagde, og jeg oplevede altid, at det blev sagt omsorgsfuldt,” siger Louise Thyrré Nielsen.

Elisa Stiller, som er pædagogmedhjælper, supplerer:

”Jeg synes, vi har været gode til at fastholde, at det handler om børneperspektivet. Det er ikke personligt; det er professionel feedback til, hvordan vi kan blive endnu bedre fagligt,” siger Elisa Stiller.

Svært ikke at forklare sig

De tre medarbejdere er enige om, at det allersværeste ved at modtage justerende feedback er, at man ikke må forklare sig. Man skal i princippet bare sige tak. Og det kan være en udfordring, siger Louise Thyrré Nielsen.

”Man sidder lidt på stolen og hopper og har lyst til at fortælle, hvordan omstændighederne var omkring situationen. Det er simpelthen så indgroet, at man har lyst til at svare. Hvis man for eksempel får at vide, at en kollega oplevede, at man var fraværende og ikke havde god øjenkontakt med børnene i en bestemt aktivitet, får man virkelig lyst til at fortælle om, hvorfor man reagerede, som man gjorde. Men det giver stor læring bare at tage imod. Det fastholder os i, at det ikke er en personlig kritik, men at det handler om et fælles blik på vores tilgang til børnene,” siger Louise Thyrré Nielsen, som understreger, at reglen om ikke at måtte svare ikke er absolut:

”Hvis nogen bliver kede af det og har brug for at tale det igennem, holder vi naturligvis timeout og passer på hinanden.”

Vi er blevet mere modige

Lykkebo sigter mod, at kollegial feedback skal være til stede løbende og ikke kun på udvalgte møder. Medarbejderne øver sig i at give feedback på stuemøder, personalemøder, i konkrete børnesager og efter aktiviteter.

Pædagog Louise Bak Olesen fortæller, at det har taget tid at få feedback-kulturen integreret i hverdagen og at få skabt et fælles sprog, som alle medarbejdere tager til sig og bruger aktivt, når der gives og modtages feedback.

”Men vi er på vej ud af opstartsfasen. Vi er blevet meget mere modige, og det falder mere naturligt. Vi har efterhånden en erfaring for, at det gør os dygtigere. Og så er der den store gevinst, at vi er blevet mere modige relationelt. Det, at vi systematisk giver feedback, gør også, at vi anerkender hinanden mere, når vi tør give noget af os selv i forhold til børnene. Det styrker vores sammenhold,” siger Louise Bak Olesen.

Man skal holde fast

Hun mener, at systematikken har været afgørende for, at det er lykkedes.
”Vores leder Nicole Angelique Breving har virkelig sat rammen for vores feedbackkultur, og hun fastholder. Nicole forsøger at deltage i alle stuemøder, og lykkes det ikke for hende, sender hun en sms, hvor hun minder os om, at vi skal huske vores feedbackrunde,” griner Louise Bak Olesen.

Hun tror, at det er årsagen til, at feedbackkulturen efterhånden er blevet del af den daglige praksis kollegerne imellem.

”Det føles naturligt at sige det, hvis man overværer noget, man undrer sig over. Vi har fået sproget og tilgangen ind under huden. Så der er ikke noget underligt i at sige til en kollega: ”Jeg bliver nysgerrig på, hvorfor du sagde sådan og sådan… ”,” siger Louise Bak Olesen.

Elisa Stiller understreger, at det gode kollegiale sammenhold er en forudsætning for den gode feedbackkultur.

”Det ville blive for svært at være så ærlige, hvis vi ikke også havde det godt med hinanden.”

De to Louise’er er enige:

”Det kræver et godt arbejdsfællesskab, og det har vi. Det har så også styrket de gode kollegiale relationer, at vi er så anerkendende over for hinanden. Den justerende feedback kan ikke stå alene – den skal følges med den positive. Ellers bliver det for svært,” siger Louise Thyrré Nielsen.