LFS´ hovedbestyrelse har den 26. april 2021 vedtaget følgende udtalelse:
Til Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten
Tryghed for alle lønmodtagere
I LFS har vi længe ønsket et bedre og mere tidssvarende dagpengesystem.
Selv om vi i disse år ikke har mange medlemmer, der rammes af ledighed eller langtidsarbejdsløshed, så ser vi med stor bekymring på udviklingen for mange andre lønmodtagere på det danske arbejdsmarked. Den gradvise udhuling af dagpengene, afkortningen af dagpengeperioden og de mange stramninger har skabt stor utryghed blandt mange lønmodtagere. Coronakrisen har desværre forstærket den udvikling
Det er derfor på sin plads, at FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) kommer med et nyt og samlet dagpengeudspil. Der bør gøres op med utrygheden og den utilstrækkelige dækning.
Desværre rammer FHs forslag skævt, selv om det også rummer positive elementer.
Det er positivt, at der kommer fokus på behovet for bedre dækning ved arbejdsløshed. Forslaget om, at dagpengene skal reguleres efter lønudviklingen, vil fremadrettet stoppe udhulingen af dagpengenes købekraft. Det er godt og rigtigt.
Men forslaget rummer alvorlige problemer:
- Med indførelse af en såkaldt ’trappemodel’ kan visse grupper af ledige modtage et dagpengetillæg på mellem 2000 – 4000 kroner i tre måneder, bestemt af deres medlemsperiode og beregningen af deres sats. Denne model vil øge forskellen mellem top og bund og skabe et A og et B hold.
- ”Trappemodellen” åbner samtidig for, at fremtidige regeringer kan skrue yderligere op for forskelsbehandling. Den er et opgør med det solidariske dagpengesystem.
- Der er brug for at få indhentet den massive udhuling af købekraften, som vi har oplevet i løbet af de seneste 25 år, der gør dagpenge svære at leve for og tvinger mange til at finde andre løsninger. Dette er ikke en mulighed for de lavtlønnede.
Forskellen på top og bund vokser. FHs forslag vil ikke ændre på dette.
Vi mener, at et nyt dagpengesystem først og fremmest skal levere en mærkbar bedre dækning af bunden og mere tryghed til alle lønmodtagere. FHs forslag løser desværre ikke denne udfordring. Der er i stedet brug for et universelt, bæredygtigt og solidarisk system, hvor dagpengebeløbet øges for alle. Der skal gøres op med den tabte og ulighedsskabende købekraft og truende økonomiske gældsætning og ruin for arbejdsløse. Dagpengene skal være til at leve af.
Vi foreslår konkret, at satsen sættes op med 4103 kroner per måned svarende til den udhuling af købekraften, vi har oplevet gennem de seneste 25 år.
Vi håber, at I vil bakke op om dette krav.
Med venlig hilsen LFS’s Hovedbestyrelse