DEBATINDLÆG

Barnet er bare (eller heldigvis?) én i flokken

Debatindlægget er skrevet af Line Rosenvinge, sporskiftemeritstuderende ved Københavns Professionshøjskole med en baggrund som kunsthistoriker. 

Charlotte Ringsmose, professor ved Institut for Læring og Filosofi ved Aalborg Universitet, giver i LFS Nyt februar 2021 interview om curlingbegrebet, som hun kalder “poppet og problematisk”. Hun er, synes jeg, med rette provokeret af dette vagt definerede begreb, der bruges i flæng, uden fagligt belæg.
Men mest inspirerende er Ringsmose, når hun i interviewet siger, at når man taler med de såkaldt ressourcestærke og kritisk bevidste forældre om deres barn, så kan det “være en vigtig opgave at formidle, at deres barn er en del af en gruppe, og at barnet udvikler sig i samspillet med de øvrige børn i dagtilbuddet”.   

Når barnet af forældrene overdrages til dagtilbuddet, er barnet både dit og mit og vores. Det pædagogiske personale udøver formel magt på vegne af staten. Det kan lyde voldsomt! Men det er ganske vist, at lovgivningen bemyndiger det pædagogiske personale til at sørge for tryghed og trivsel, leg og læring, socialisering og dannelse. For at efterleve dette krav, skal vi have øje for barnet som én i flokken.
Det vil sige, at vi skal arbejde for, at “barnet udvikler sig i samspillet med de øvrige børn i dagtilbuddet”, som Ringsmose siger. Vi skal hjælpe forældrene til at forstå, at deres barn bare er en del af gruppen. Eller vi skal hjælpe forældrene til at forstå, at deres barn heldigvis en del af gruppen.

Dagtilbuddet er den sidste bastion

Engang var kirken og landsbypræsten det naturlige samlingspunkt for lokalsamfundet. Siden bidrog forsamlingshuset og andelsbevægelsen betydeligt til at skabe sammenhængskraft for borgere rundt om i landet. I nyere tid fungerede nationalt tv som fælles referencepunkt, men da statsmonopolet blev brudt, og medieudbuddet eksploderede, tabte også denne institution sin samfundsbetydning som dét, der samler os. Folkeskolen og dagtilbuddet er den sidste bastion.
Alle forældre skal sende deres barn i folkeskole. Nuvel, der findes varierede tilbud via diverse privatskoler med særlige profiler, men der er stadig læringsmål og standarder, som defineres ovenfra. Det er, synes jeg, kun godt. For skolen – og dagtilbuddet, der forbereder barnet på skolen – er det eneste sted, hvor barnet faktisk har muligheden for at erkende, at det er en del af et fællesskab, og at det ikke kun handler om dig, men også om os.
I denne optik kan dagtilbuddet noget, som den enkelte familie aldrig nogensinde vil kunne tilbyde barnet. Heller ikke selvom forældrene er nok så kyndige og kærlige i deres omgang med eget barn. Dagtilbuddet kan nemlig give barnet den ydmyghed og den glæde, der kommer af at vide, at man tilhører et fællesskab og derfor er del af noget, der er større end en selv. Denne indsigt er en gave at have med sig videre i livet. Denne indsigt er muligvis det væsentligste, vi kan give barnet.