Opråb fra en pædagog på gulvet
”Jeg sidder omkring et bål i Utterslev mose i Københavns Nordvest kvarter. Omkring bålet sidder 15 mænd, en af dem er mig, og to psykologer. Vi er iført hver vores kedeldragt, som er fast dresscode. Vi er her, fordi vi har fået stress. Bålet og meditation har været omdrejningspunktet. Jeg har været med i et behandlingsforløb, som når til sin vejs ende i dag.”
Lars Lohmanns bog ”Værsgo. Opråb fra en pædagog på gulvet” starter og slutter med beskrivelsen af, hvordan forfatteren må tage konsekvensen og forlade jobbet som socialpædagog efter alt for mange år, hvor han havde overforbrugt sig selv.
Men bogen er meget andet og mere end en beskrivelse af, hvordan det er at blive nedslidt psykisk. Bogen indeholder en perlerække af gribende og tankevækkende erindringer om pædagogiske praksissituationer, og den er samtidig én lang og klog refleksion over, hvordan faget har bevæget sig i de 25 år, hvor Lars Lohmann har arbejdet inden for det socialpædagogiske felt – herfra en stor del af tiden med udsatte unge og psykisk syge.
Bogen er læseværdig blot ud fra de mange beskrivelser fra det virkelige liv, som dengang Lars Lohmann tog tre drenge fra stenbroen med på overlevelsestur, og dengang to drenge i kom op at slå på en kanotur – i kanoen. Men den røde tråd er en diskussion af, hvad pædagogfagets kerne er, og af hvordan nyuddannede pædagoger nogensinde skal blive dygtige pædagoger, hvis det er computeren, de sidder foran.
”Værsgo. Opråb fra en pædagog på gulvet” er udkommet på Skriveforlaget til en vejledende pris af kr. 249,95, og udgivelsen er støttet af Specialområdet i LFS.
Uddrag fra bogen
Min leder syntes dog, at vi manglede en basket kurv, så der var flere muligheder på banen. En ung knægt, som gik i klubben, ville gerne være med til at hjælpe med projektet, da han hørte, at vi skulle svejse, hvilket han fandt spændende. Ingen af os havde erfaring med svejsekunsten, og vi allierede os derfor med husets autoværksted, som havde udstyr til dette formål
Vi fik en meget kort introduktion til svejsning og gik herefter i gang. Jeg kan huske, at vi svejsede en hel dag, og med tilfredshed kiggede vi på resultatet da vi var færdige. Den næste dag skulle der støbes, og basket stativet skulle sættes på plads.
Den samme nat vågnede jeg ved, at mine øjne løb i vand og var ildrøde. Jeg kunne dårligt se og var alvorligt bange for, at jeg vat ved at miste mit syn. Jeg kæmpede mig på arbejde, og da jeg ankom, var de andre medarbejdere bekymrede for min tilstand. Det varede dog ikke længe, inden den ansvarlige for autoværkstedet spurgte ind til, om vi havde brugt en svejserbriller, hvilket jeg kun kunne svare nej til.
Jeg kan stadig huske det latterbrøl, der lød fra personalegruppen over hændelsen. Der blev i den sammenhæng ikke snakket om sikkerhed og det ansvarlige i at tage en ung mand med i projektet. Men ”svejserøjne” var diagnosen
Jeg mødte senere på dagen den unge mand med de samme ildrøde øjne, som jeg havde, og da han fik at vide, hvad det var, han ”fejlede”, grinede vi højlydt sammen. Lettelsen over, at det nok skulle går over, var ikke til at tage fejl af.
Kom til foredrag med Lars Lohmann
LFS inviterer til online foredrag med forfatteren torsdag d.25. marts 2021 fra klokken 18.30 til 20.00. I forbindelse med foredraget vil der være mulighed for at købe/bestille bogen direkte fra forfatteren.
Ved spørgsmål til arrangementet kontakt Lisbeth Waidtløw på lisw@foa.dk eller 30948134. Tilmelding via www.lfs.dk/14730.