TEMA: Tal åbent om numselegen
Børnene skal have kroppen tilbage
Pædagogerne Matilde Hjort og Helle Bakhøj har begge set John Dillermand i tv for at kunne følge med i børnenes interesser. For den ustyrlige røde dillermand er et hit i Sejlhusets udflyttergruppe i Dragør.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Busturen fra Ørestad til udflytteren i Dragør giver ofte et hint om, hvad børnene er optaget af.
”I går sad de og sang om John Dillermand og om lort. Det er evigt interessante emner,” fortæller Helle Bakhøj, der synes, at det giver anledning til nogle gode snakke om kroppen.
”Jeg havde en samtale med en treårig den anden dag. Vi sludrede, mens han sad på toilettet, Og så spurgte han, om hans tissemand kunne blive lige så lang som John Dillermands. Det havde vi en snak om – og om at det nok faktisk var lidt besværligt, hvis det kunne lade sig gøre i virkeligheden. Jeg tror, det er fint at gribe øjeblikket og åbne for en samtale om kroppen,” siger Helle Bakhøj.
Dialog med forældre
Helle Bakhøj mener også, at det er vigtigt at signalere til forældrene, at det er i orden, at børnene er kropslige over for hinanden.
”Det er ikke så længe siden, vi havde en lille dreng og pige, der var meget glade for hinanden. Pigen havde fortalt noget derhjemme om, at det andet barn gerne måtte røre ved hendes tissekone. Forældrene kom og var lidt bekymrede. Men det viste sig, at det, børnene gjorde, var at ligge ovenpå hinanden med tøj på. Vi tog snakken med forældrene om, at det er helt OK - det må de altså gerne, og vi fik samtidig en snak om, at det er naturligt, at børnehavebørn er nysgerrige og optagede af deres kønsorganer. Hvis vi ikke tør tale om det, så er vi med til at skabe berøringsangst omkring noget, der er helt naturligt for børnehavebørn.”
De skal have et sprog
Matilde Hjort har arbejdet en længere årrække på skoleområdet, og her er børnene mere bevidste om, at de udfordrer grænser, når de snakker om tissemænd og numser.
”I børnehaven er der en helt anden åbenhed. De synes, det er smaddersjovt, men de har også en enorm videbegærlighed, som jeg synes, vi skal tage alvorligt. Det er en del af vores opgave at være med til at give dem et sprog om deres kroppe, og om hvad de oplever. Og det er sundt, at de lærer, at vi gerne taler med om det i stedet for at lukke af,” siger Matilde Hjort.
Kropsforskrækket samfund
Matilde Hjort oplever, at vi som voksne nemt kommer til at sætte rammer og begrænsninger, når børnene interesserer sig for det, der handler om kroppen.
”Vi lever jo i et samfund, der er blevet ret kropsforskrækket, hvad børn angår, så det bliver ofte noget med at bede dem om at tage tøjet på igen. Vi har som institution naturligvis nogle begrænsninger; vi kan ikke vælge at lade dem rende nøgne på stranden, selv om det egentlig ville være det mest naturlige. Men det betyder, at vi skal gøre en bevidst pædagogisk indsats, så kroppen har lov til at være her. Og det betyder, at vi som pædagogisk personale skal gribe deres interesse, når den er der - også når det handler om John Dillermand.”
Hvordan kommer vi i gang med arbejdet?
Det giver tryghed for både medarbejdere og forældre, hvis dagtilbuddet har en fælles pædagogisk praksis og et fælles fagligt sprog omkring børns seksuelle leg og adfærd, og hvis man har retningslinjer for, hvordan man tilgår de konkrete situationer.
Vil I som dagtilbud skabe jeres egen pædagogiske praksis, kan I finde hjælp via en række materialer, der er skabt til formålet.
De ligger på lfs.dk/12808 og kan også findes på opgaveportalen under søgeordene ”seksualitet, krop og følelser”.
Blandt materialerne finder I en skabelon, der kan bruges som udgangspunkt for fx et personalemøde, hvor man drøfter, hvordan ens egen pædagogiske praksis på området skal være.
Hvad kan man forvente at se hos børn i tre- til seksårsaldereren
- At barnet undersøger/rører ved/stimulerer egne kønsorganer
- At barnet udforsker forskellen på drenge og piger
- At barnet viser sig frem for andre børn
- At barnet deltager i lege, hvor man undersøger og kigger på hinandens kroppe
- At barnet får erektion
- At barnet stiller spørgsmål om kønsdele, bryster, samleje og babyer
- At barnet bruger ”frække” ord om afføring og sex
- At barnet leger rollelege med ”seksuelle” elementer, hvor man undersøger egen eller andres børns kroppe. Der kan også være tale om fx at tisse rundt omkring på legepladsen eller at vise numser for forbipasserende
- At barnet putter noget ind i kropsåbninger som næse, ører og numse på sig selv eller andre. (Man bør forklare barnet, at dette ikke er hensigtsmæssigt på grund af risiko for rifter og hygiejnehensyn.)
God leg og dårlig leg
Er en børnegruppe optaget af doktor-numse-lege, kan man med fordel se på, om:
· legen finder sted mellem børn, der er tæt på hinanden i alder, og som leger sammen i øvrigt
· der er lige magtforhold mellem de børn, der leger
· alle deltager frivilligt i legen, som også udvikler sig og forløber på fælles præmisser
· legen finder sted i en glad, nysgerrig og spontan atmosfære.
Er der tegn på ulige magtforhold, tvungen deltagelse eller hemmeligholdelse som rækker udover det almindelige, eller er der børn, der klager over legene og bliver kede af det, bør man sætte ind pædagogisk og bryde mønsteret. Det samme gælder, hvis en børnegruppe udfolder aktiviteter, der er mere avancerede end forventeligt, som fx mundkontakt med kønsorganer og leg med afføring. Bliver man bekymret for et eller flere børn i forbindelse med uhensigtsmæssige legedynamikker, bør man søge rådgivning hos sit ressourceteam.