En tidsrejse i det pædagogiske landskab

Han gik selv i den kulsorte skole, hvor prygl og ydmygelse hørte til skoledagen. Han blev alligevel pædagog og var med i de år, hvor pædagogik også var kapitalismekritik, og hvor det var hverdag at tage børnehavebørn med til demo mod atomvåben. Men Stig Broström gik også mod flokken og var enig, da man begyndte at tale om læring i daginstitutionerne. Nu har han skrevet sine pædagogiske erindringer, som rækker fra 1960 til 2020.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Danskerne begyndte for alvor begyndte at sende deres børn i vuggestuer, børnehaver og fritidshjem i slutningen af 1960’erne.

Det var også i slutningen af 1960’erne, at Stig Broström begyndte sin uddannelse på Gladsaxeseminariet For Fritidspædagoger. I dag er han 75 og professor emeritus på DPU, og han har skrevet sine pædagogiske erindringer under titlen ’Småbørnspædagogik 1960-2020’.

Det er et fyldigt værk, der både beskriver og omfavner de pædagogiske strømninger gennem fem årtier.

Stig Broström understreger, at bogen er skrevet ud fra hans eget perspektiv og egne erindringer. Derfor ønsker han sig også flere pædagogiske historie- og erindringsbøger.

”Det er gennem tilblivelsen af bogen blevet ekstra tydeligt for mig, at historiens gang ikke er automatisk. Vi mennesker kan ændre den, og vi kan skabe handling. Det bliver tydeligt, når man bruger tilbageblikket. Vi kan lære af historien.”

Vi søger en marxist

Erindringsbogen tager os på tidsrejse fra de tre R’er, Ro, Renlighed og Regelmæssighed og den kulturradikale vækstpædagogik i slutningen af 1960’ernes til 1970’ernes barske ideologiske kampe, hvor Hudegrundens Byggelegeplads i København skrev i et jobopslag, at ”kun en marxist, der anerkender institutionens målsætning og vil arbejde aktivt herfra, vil blive optaget i vores kollektiv.”

Bogen fortsætter med 1980’ernes retningskrig og opgøret med den marxistisk strukturerede pædagogik og 1990’ernes stigende fokus på selvforvaltning og selvbestemmelse. I 2000-tallet gør de pædagogiske læreplaner indpas i småbørnsinstitutionerne, og i 2010’erne får begrebet leg sin gamle status tilbage i den nye styrkede læreplan.

Rejsen og bogen slutter smukt med 2019, hvor forældrene kom på banen for første gang i flere årtier i form af den nye forældrebevægelse, der rejste sig og krævede minimumsnormeringer, og hvor småbørnsområdet kom med på den politiske dagsorden op til folketingsvalget.

En rød tråd i dansk pædagogik

Stig Broström fortæller både om hverdagene i det danske daginstitutionslandskab og om de mange faglige retninger og diskussioner, der især bølgede frem til 1990’erne. Holdningskrigene på det pædagogiske område var både intense og tilspidsede. Men når forfatteren ser tilbage på de foregående årtier, ser han ikke en zig-zag-kurs.

”Der har været masser af kampe og modsætninger, og når man står midt i det, kan man ikke se skoven for bare træer. Jeg var i mange år i modvind, fordi jeg talte om den nødvendige læring. For børn har jo altid skullet lære noget. Når bølgerne gik højt, blev mine synspunkter udlagt, som om jeg gik ind for indlæring, hvilket for mig er noget ganske andet. Men jeg har i mit arbejde med bogen kunnet se, hvordan vi gennem kritikken af det bestående og alle fløjkampene alligevel har været i stand til at udvikle os videre og tage de rationelle kerner fra den foregående epoke med ind i den nye. Der har været en rød tråd,” siger Stig Broström, der siger, at han personligt står for de samme grundsynspunkter som for 50 år siden.

Vi skal være på vagt

”Jeg står stadig for en målrettet pædagogik på barnets præmisser, som kan bidrage til dannelsen af det aktive demokratiske barn. Men sproget har ændret sig. I 1970’erne hed det marxistisk pædagogisk, og jeg skrev om ’virksomhedsplaner’. I dag vil jeg snarere tale om didaktik og dannelse. Det grundlæggende børnesyn er dog det samme,” siger Stig Broström, der heller ikke er overmåde bekymret for det overordnede børnesyn i Danmark:

”Jeg er tryg ved intentionerne bag den nye styrkede læreplan, og jeg er glad for fokus på læringsmiljøer. Men vi skal fortsat være på vagt. Folkeskolereformen havde intentioner om mere leg og bevægelse, og det modsatte er sket. Så skolens forkerte retning må ikke bevæge sig ned i dagtilbuddene, som vi ser tendens til i Sverige, hvor man taler om ”undervisning” i børnehaverne,” siger Stig Broström.

Uddannelse uden forankring

Stig Broström er selv uddannet fritidspædagog fra 1969, før han videreuddannede sig og blev forsker og underviser. Og han ser med bekymring på den nuværende pædagoguddannelse.

”Vi er mange, der er ærgerlige og bekymrede. De studerende er teoretisk velforankrede, men de har ikke lært at kombinere deres teoretiske ballast med praksis, så de står med tomme hænder i forhold til den hverdag, de møder ude i dagtilbuddene,” siger Stig Broström, der mere end noget andet mangler de æstetiske og musiske aspekter i uddannelsen:

”I mine unge år syntes jeg, at de kreative dele af uddannelsen kom til at overskygge det teoretiske. Men det betød, at de pædagoger, der kom ud i verden faktisk kunne noget kreativt på et ret højt niveau. Det kan de ikke i dag,” siger Stig Broström, der mener, at det er en bremse for intentionerne om at skabe stærke læringsmiljøer.

”De studerende får ikke de æstetiske dimensioner fra deres værkstedsfag og musik og drama med ud til dagtilbuddene. Det bærer en stor del af ansvaret for, at mange dagtilbud er så kedelige og uinspirerende at komme i, og det er skidt for de læringsmiljøer, som er uendeligt vigtige for børnene.”