Vuggestuepædagog til barselsvikariat i Regnbuen
Vuggestuepædagog med lyst til faglig refleksion og en hverdag fyldt med smil og grin søges til 31-timers barselsvikariat.
I Regnbuen har vi verdens både sødeste og modigste børn (hvis vi selv skal sige det), en god kollegagruppe og engagerede forældre, der fortæller os, at de er både glade for og trygge ved at aflevere deres børn i vores lille vuggestue, men vi mangler dig!
Vi søger en pædagog, der er omsorgsfuld, anerkendende og nærværende – ligesom så mange andre daginstitutioner. For selvfølgelig skal du være alle de tre ting. Det er hovedingredienserne, når det kommer til at skabe de tryggeste rammer for vores modige og eventyrlystne børn hver eneste dag. Men vores hverdag indeholder mange flere ingredienser end det, og det håber vi også, du gør.
Nogle af dine nye kolleger elsker at være kreative, mens andre kan sammensætte den fedeste motorikbane eller skabe en fortælling, der gør legepladsens låge til en portal til junglen eller livet på de syv verdens have. Vi kaster os alle sammen ud i lidt af det hele, men vi brænder for noget forskelligt, og vi vil rigtig gerne høre, hvad du kan forestille dig at kaste dig ud i sammen med verdens sejeste vuggestuebørn.
Tæt samarbejde med dine nye kolleger
Vi er et lille hus med 37 børn fordelt på tre stuer. Du lærer hurtigt alle børnene at kende, og du vil komme til at arbejde tæt sammen med alle dine kolleger. Vi bakker op om hinanden på kryds og tværs af stuer og titler på ansættelseskontrakten, og mange af os har også ansvarsområder ved siden af den almindelige vuggestuehverdag, vi sætter ekstra fokus på.
Hos os får du indflydelse på din pædagogiske hverdag samt Regnbuens pædagogiske fremtid, og vi sætter både kollega- og forældresamarbejde højt på dagsordenen.
I vores vuggestue er faglig udvikling en del af hverdagen og noget, som både vores leder og klynge i det hele taget har fokus på. Vi tør spørge hinanden, hvorfor vi tager de beslutninger, vi gør, når det kommer til børnene. Den faglige sparring er med til at skabe en rød tråd i institutionen, og vi tror på, at vi bliver bedre voksne for vores skønne børn, når vi husker at reflektere over vores pædagogiske praksis.
Vi passer ikke bare børn
Vi synes, at vores børn er de sødeste, sejeste og sjoveste vuggestuebørn, der findes, men det betyder ikke, at vi bare lader dem kravle igennem, hvor gærdet er hullet, hvis nye ting er svære at mestre. Regnbuen er nemlig ikke bare et sted at blive passet, mens mor og far er på arbejde. Vi tager det pædagogiske arbejde seriøst, og vi elsker at se stoltheden i børnenes øjne, når de lykkes med at tage flyverdragten af selv, bære skraldeposen ud til affaldsskakten eller kravle op og ned ad en skammel for første gang.
Vores kerneopgave er at understøtte, at alle børn får lige muligheder for at udfolde deres fulde potentiale som ligeværdige deltagere i samfundslivet, og vi forventer, at du som pædagog i Regnbuen vil være med til at løfte den opgave.
Vi søger en ny kollega, der
- er enig med os i, at vuggestuebørn er superseje.
- synes, at grin med både børn og voksne gør hverdagen endnu bedre.
- tør at komme med små og store ideer og foreslå nye pædagogiske tiltag.
- kan formulere sig både skriftligt og mundtligt, når du fx skal skrive dagbog eller fortælle forældre om både optursdage og øv-dage.
Vi kan tilbyde dig
- en hverdag fyldt med farverige grin på stuerne, på gangen og i pauserummet.
- en kollegagruppe, hvor vi er nysgerrige på hinandens faglighed.
- en arbejdsplads, hvor vi hjælper hinanden og sætter pris på vores forskelligheder.
- en institution, der sætter udvikling højt på prioriteringslisten.
Om du har cv’et fyldt med erfaring eller er nyuddannet, er ikke så vigtigt. Så længe du er vild med arbejdet med vuggestuebørn, så glæder vi os til at læse din ansøgning!
Ansættelsesvilkår
Den ledige pædagogstilling er et barselvikariat på 31 timer om ugen, og tiltrædelse vil som udgangspunkt være start februar 2021.
Vuggestuen har åbent fra kl. 7-17.00 mandag-fredag, og vi forventer, at du kan arbejde indenfor dette tidsrum og derudover kan deltage i ca. ét aftenmøde pr. måned i tidsrummet kl. 17-20.00. Vi er en del af Valby/Vesterbro/Kgs. Enghave Klynge C, der er en stor 0-6-års klynge, som dækker over området ved Ålholm, hen over Valby Station og helt ind i den nyopførte bydel på det gamle Grønttorv.
Du er velkommen til at kontakte pædagogisk leder Krista Lüth på 6020 1547, hvis du er nysgerrig efter at vide mere. Vi kan desværre ikke tilbyde besøg, men vil til eventuelle samtaler vise rundt i vuggestuen.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via dette link senest onsdag den 27. januar 2020
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler umiddelbart efter ansøgningsfristen.
Venlig hilsen
Københavns Kommune