
København 31. december 2020
Københavnske pædagoger og lærere ifælles opråb: Giv os lyntests, tryghed og hurtig adgang til vaccinationskøen
Statsministerens pressemøde 29. december får nu tre københavnske fagforeninger til at gå sammen i et fælles opråb på vegne af pædagogerne og lærerne.
”Der er brug for, at vi får adgang til lyntests, flere personaleressourcer og vished om, at vi kommer foran i vaccinekøen, hvis vi skal kunne gennemføre genåbning fra januar,” siger de.
Bag nødråbet står BUPL Hovedstaden, LFS og Københavns Lærerforening, der tilsammen organiserer pædagoger, pædagogisk personale og lærere i Københavns Kommune.
De tre fagforeninger organiserer medlemmer, der gennem hele coronapandemien har stået forrest og passet på børn, unge, ældre, sårbare og udsatte borgere. Det afspejler sig i smittetallene, hvor lærere og pædagoger er overrepræsenterede blandt de smittede.
Derfor kræver de tre fagforeninger nu handling og vished fra borgmester Jesper Christensen, der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune.
Fagforeningerne vil have sikkerhed for, at de ekstra afsatte midler til mere personale kommer helt ud i institutioner og på skoler, hvor personalet har brug for flere hænder til både rengøring, fuld vikardækning og at opdele børn og unge i mindre grupper. Ligeledes skal der være krav om, at forældre bærer mundbind i afleverings- og hentesituationer, og at denne foregår udendørs så vidt muligt.
Behovet for adgang til lyntest og garanti om at komme foran i vaccinekøen står også øverst på de tre fagforeningers krav til, hvordan man sammen kan sikre en tryggere genåbning i januar.
Både KLF, LFS og BUPL Hovedstaden opfordrer forældre, der ikke har behov for nødpasning, og som har mulighed for det, til at holde deres børn hjemme indtil efter 17. januar 2020.
Kontaktoplysninger:
Jan Hoby, næstformand LFS – Mobil 3094 8142
Henriette Brockdorff, formand BUPL Hovedstaden – Mobil 2826 4808
Lars Sørensen, formand, KLF – Mobil 2335 3026