Brev til Borgerrepræsentationen fra LFS den 9.12.2020:

Hvis flere selvejende daginstitutioner er svaret, hvad er så problemet?

SF vil have Borgerrepræsentationen til at vedtage et forslag om, at halvdelen af daginstitutionerne i Københavns kommune skal være selvejende. Og som situationen er nu, tegner der sig et stort flertal.

Når man sidder på sidelinjen med et indgående kendskab til dagtilbudsområdet i København, bliver man først og fremmest ramt over forbløffelse over, hvor ualmindelig elendigt forslaget er begrundet og belyst. Der er ingen økonomiske beregninger af, hvad det koster i administrationsgebyr at have 50 procent selvejende daginstitutioner. Der medfølger ingen tal på, hvordan fordelingen af institutioner på faglig handleplan fordeler sig mellem de kommunale og selvejende. Ej heller er det beskrevet, hvorfor der skal være nogle daginstitutioner med større pædagogisk og ledelsesmæssigt råderum end andre i København. Man vil sådan set bare have flere selvejende institutioner, fordi man vil have flere.

Som organisation er vi mere end vant til at have politiske uenigheder med de politiske udvalg i København. Vi har dog altid et stærkt ønske om, at vidtgående beslutninger træffes på et oplyst og ikke udelukkende ideologisk grundlag, underbygget af formentligheder og måske’er.

Vi tænker, at når SF slår på tromme for stort pædagogisk og ledelsesmæssigt råderum til daginstitutionerne, så må der være en erkendelse i SF. En erkendelse af, at alle udvalgets beslutninger på daginstitutionsområdet gennem de seneste 10 år, der som bekendt siver ned i institutionerne, ikke øger det pædagogiske og ledelsesmæssige råderum. Ros for den erkendelse, for er der noget, vi som organisation har arbejdet for fagpolitisk, så er det reel kommunal afbureaukratisering med mindre kontrol og dokumentation som første skridt til at sikre bedre styring og administration. Det ville sikre de kommunale daginstitutioner både pædagogisk og ledelsesmæssig autonomi og metodefrihed og dermed sikre mere demokratisk indflydelse til både medarbejdere og forældrebestyrelser.

Men hvis SF mener, at problemet er manglende pædagogisk og ledelsesmæssigt råderum, hvorfor er svaret så flere selvejende daginstitutioner?

Idéen om, at selveje skulle sikre bedre mangfoldighed, bygger på den misforståelse, at alt der er offentligt, er lig med standardisering, betonstyring og manglende engagement.

Heldigvis ser virkelighedens verden anderledes ud. Der findes utallige gode eksempler på mangfoldighed inden for den pædagogiske, ledelsesmæssige og organisatoriske praksis i de kommunale institutioner. Det er bare at tage en tur rundt på institutionerne, så vil man hurtigt opdage det.

Det kunne tyde på, at Københavns Kommunes politikerne simpelthen har givet op i forhold til de kommunale daginstitutioner. I mange år har politikerne både i Børne- og ungdomsudvalget og Borgerrepræsentationen forsømt at få de kommunale daginstitutioner til at fungere optimalt, mens medarbejdere og ledere loyalt har arbejdet for at lykkes med kerneopgaven, samarbejdet og arbejdsmiljøet. Alt dette på trods af politikernes detailstyring, bureaukratisering og krav om compliance.

Tankegangen er øjensynligt, at det er besværligt at styre de kommunale daginstitutioner - så hvorfor ikke lade de selvejende prøve kræfter med det.

Problemet er ikke de kommunale daginstitutioner, men politikernes beslutninger og konsekvenser for de kommunale daginstitutioner. Politikerne vælger den nemme løsning i stedet for at tage fat om roden på problemerne.

I ville som politikere få flere kort på hånden til at levere en god service til byens børn og mere indflydelse til deres forældre, hvis de mange strukturelle og organisatoriske barrierer mellem de selvejende institutioner og kommunen blev nedbrudt. For alt, hvad I som politikere vedtager, er skal-opgaver for de kommunale daginstitutioner, men kan-opgaver for de selvejende. Den forskel er alene jeres politiske ansvar. Det er ansvarsfralæggelse, når I som politikere ikke vil vedkende jer, at det er jer og jeres forgængere, der har sat rammen for, hvordan de kommunale daginstitutioner er organiserede - både i forhold til størrelser, ledelseslag, klyngestruktur og budget. Den selvbestemmelse og frihed, der findes på det selvejende område, som I politikere er enormt glade for, har I jo selv fjernet fra det kommunale område.

Hvis der i virkeligheden er tale om, at man er kritisk over for klyngestrukturen, så er vi i LFS helt åbne for at lukke op for diskussionen. Det er det helt rigtige tidspunkt 10 år efter. Fik I det, I ville - og lykkedes det?

LFS vil derfor invitere Børne- og Ungdomsudvalget til en dialog om, hvordan man strukturerer og leder daginstitutionsområdet. Det er vigtigt for vores medlemmer at vide, hvordan det siddende udvalg vil sikre et stort og ledelsesmæssigt råderum/frirum, nu vi står overfor et kommunalvalg.

Det er enkelt og ansvarsfrit at stille et overordnet politisk forslag uden bud på, hvordan det kan realiseres og finansieres i praksis. Men vi synes, at vi både som borgere, medarbejdere og ledere har krav på, at politikerne tager sig selv og området alvorligt og forholder sig helt reelt, lavpraktisk og realistisk til spørgsmålet om, hvordan dagtilbudsområdet i København skal se ud – i morgen og om 10 år.

Britt Petersen, formand LFS

Jan Hoby, næstformand

Kirsten Gunvor Løth, formand for almenområdet

Marialise Rømer, formand for ledersektionen