TEMA: KAN MAN FÅ (FLERE) PÆDAGOGER TIL AT ARBEJDE 37 TIMER?  

Vi er nødt til at tage konsekvensen

Vi håber, at ”minimumsnormeringspengene” kommer til at gøre hverdagen mere overkommelig, så flere kan klare fuld tid. For vi har ryggen mod muren i vores ansættelser, siger Diana W. R. Jensen. Hun er leder af Amager klynge B, hvor MED nu skal diskutere, om princippet om kun at ansætte på 37 timer skal ændres. For ansøgerne siger nej tak.

I klynge B på Amager har man i årevis ansat ud fra princippet om, at alle børnegrupper skulle have to pædagoger på 37 timer og en medhjælper på 30 timer.

Men det er muligvis ved at være slut. For det sker hyppigt, at uddannede pædagoger trækker deres ansøgning, hvis de får at vide, at de ikke kan begynde på færre timer.

”Og det er jo katastrofalt, hvis vi gerne vil have uddannede medarbejdere. Vi er nået til det punkt, hvor vi i MED skal diskutere, om vores ansættelsespolitik skal ændres, for vi kan simpelthen ikke rekruttere, hvis vi fastholder kravet om 37 timer,” siger klyngeleder Diana W. R. Jensen.

Pædagog/pædagogisk assistent

Hun oplever generelt, at ønsket om deltid er stærkt.

”Det gælder især de medarbejdere, der har små børn – og især hvis de har lang transportafstand til jobbet. Så vi laver puslespil med vores timer, og vi sætter vores medhjælpere og pædagogiske assistenter op i tid, for vi er nødt til at imødekomme ønskerne, hvis vi vil beholde vores uddannede medarbejdere,” siger Diana W. R. Jensen, der også er begyndt at overveje, om alle pædagogstillinger som udgangspunkt skal slås op som pædagog/pædagogisk assistent.

”Vi kan jo ikke blive ved med alle de genopslag, der alligevel ikke nytter. Så hellere bruge vores kræfter konstruktivt på eksempelvis at arbejde med nye strukturer, der kan være med til at kompensere for personalemanglen.”

Stuerne er for sårbare 

Pædagogmanglen og den store personaleomsætning, der pt. er på det københavnske pædagog-arbejdsmarked, er en af grundene til, at klyngen arbejder med en teamorganisering, der ophæver den traditionelle stuestruktur. De medarbejdere, der normalt dækker to eller tre stuer, arbejder sammen som et team, hvor de løbende fordeler de fælles børn i små grupper ud fra alder, interesser, venskaber og så videre.

”Det betyder, at børnene kender flere voksne, og at flere voksne kender det enkelte barn. Det gør hele strukturen mindre sårbar ved sygdom og personaleudskiftning, og et formål er, at vi ikke har de situationer, hvor en medarbejder oplever at stå helt alene med en store børnegruppe. Men det letter også i forbindelse med pædagogmangel, for vi kan sprede de pædagoger, der er, udover en større gruppe og supplere med medhjælpere og med pædagogiske assistenter, der jo også har en god uddannelse,” siger Diana W. R. Jensen.

København er for dyr

Hun anerkender, at de pædagogiske medarbejdere føler sig pressede – især hvis de har små børn eller lang transporttid, og hun håber, at de ekstra hænder, som tilføres på baggrund af minimumsnormeringsmidlerne, vil gøre en forskel. Men hun peger også på, at København som by står med et større og mere strukturelt problem:

”Det er blevet så dyrt at bo i København, at pædagoger ikke kan komme ind på boligmarkedet. Så vi mister jævnligt unge dygtige medarbejdere, når de stifter familie. De flytter ud fra byen, for det er der, de har råd til at bo, og så snart, der er en stilling tæt på hjemmet, søger de væk.”