Leder
Politikerne har aflyst det værdige seniorliv for dig og mig – og vores børn og børnebørn
Af Jan Hoby, næstformand i LFS
Den danske velfærdsmodel er under Coronakrisen blevet fremhævet både herhjemme og internationalt som et enestående eksempel på en model, der holder hånden under alle. Men fortællingen holder ikke ved nærmere eftersyn. Virkeligheden før Corona var, at sundhedsvæsnet var presset helt i bund. Overlæger og sygeplejersker smed deres opsigelser i protest mod forholdene. Tilstanden i kommunerne er ikke meget bedre efter 12 års notorisk underfinansiering og med en velfærd, der hænger i nødbremsen.
Står det galt til i den offentlige sektor, så står det endnu værre til med velfærdsstatens sikkerhedsnet. De to vigtigste søjler på arbejdsmarkedet er dagpengesystemet og pensionsalderen. Det har kun taget politikerne 17 år at ødelægge vores dagpengesystem. Fra 1993 til 2010 er dagpengeperioden gået fra uendelig til to år, og værdien af dagpengene er gået fra 90 procent af lønnen til knap og nap at dække halvdelen af lønnen. At være på dagpenge er i dag lig med økonomisk ruin, og det bliver understreget efter Corona, hvor titusindvis af lønarbejdere allerede har stillet sig op i arbejdsløshedskøen, og hvor flere forventes at komme til. Fælles for dem alle er, at de mister mellem 5000 til 8000 kroner efter skat om måneden, og dermed deres livsgrundlag. Det er en katastrofe.
Én katastrofe kommer sjældent alene. For politikerne har også haft travlt med at ødelægge vores ret til en værdig pension efter et langt arbejdsliv. I 1953 udgav Socialdemokratiet en pjece ’Tryghed gennem folkepensionen’. Siden 1990’erne er folkepensionisterne blevet fattigere. Men pensionsalderen har også været under angreb. Og det store afgørende og altødelæggende angreb kom i 2006, da Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og De Radikale indgik Velfærdsaftalen.
Politikerne lavede en mekanisk beregning for, hvor mange leveår lønmodtagere måtte have tilbage, når de gik på pension – nemlig 14,5 år. Og der blev ikke taget hensyn til, om man havde haft hårdt fysisk arbejde, eller til hvor mange år man havde været på arbejdsmarkedet.
Det betød, at folkepensionsalderen årligt fra 2019 begyndte at stige og fortsat stiger gradvist for de årgange, der er født mellem 1953 og 1966. Er du født i 1953, kunne du gå på pension som 65-årig. Er du derimod født i 1963, kan du først gå som 68-årig.
De færreste ved, hvor katastrofale og vidtrækkende konsekvenser, som den såkaldte velfærdsaftale vil få for hundredtusinder af lønmodtagere nu og her og i fremtiden. Aftalen indebærer nemlig også, at politikerne hvert femte år skal tage stilling til, om pensionsalderen skal forhøjes med endnu et år - ud fra et ønske om at lade den følge den forventede levetid.
Aftalen indebærer, at politikerne til efteråret 2020 kan vedtage en yderligere forhøjelse af pensionsalderen, så de lønmodtagere, der er født i 1967 og efter, først kan gå, når de er 69 år. Og hvis det fortsætter, kan din 18-årige datter først gå på pension, når hun er 73 ½ år. Det holder ikke. Det er helt ude i hampen. Det skal stoppes. Længere er den ikke. Og det har mere end 70 fagforeninger tænkt sig at gøre med en fælles kampagne under sloganet ”68 Er Mere End Nok”. Alle har ret til værdigt arbejdsliv og seniorliv. Nu og i fremtiden.