Min far var så stolt, da jeg skred fra min læreplads

Tekst: Anna Louise Stevnshøj

”Jeg skulle nok have været biolog, for naturen har altid været min store lidenskab. Men jeg kommer fra en arbejderfamilie, hvor det at være akademiker ikke var så velset. Min far var – og er – en god gammeldags DKP ’er, og han fik mig overtalt til at lære et håndværk. Så jeg stod i lære som maskinarbejder. Jeg blev færdig, men det var med masser af bajere og tjald undervejs, så mine forældre forærede mig en billet til Australien. Jeg skulle have været der i tre måneder, men blev i to år. Jeg arbejdede for et naturprojekt, hvor jeg tilbragte al min tid i naturen og gik og talte koalabjørnelort. Jeg tog kun hjem, fordi jeg til sidst ikke kunne få mit visum forlænget.”

”Da jeg kom hjem, tog jeg job på en boreplatform. Det var rædselsfuldt, men det var gode penge. Da der var gået to år, fik jeg knust min hånd. Den kom i klemme under to tons jern. Så selv om jeg mangler noget af en finger, slap jeg faktisk heldigt, for jeg kan stadig bruge hånden. Jeg bestemte mig for at tage mig selv alvorligt og søgte læreplads som skov- og landskabstekniker, og jeg fik én ud af de to lærepladser, der var i Danmark. Det var på en herregård i Vestsjælland, hvor det viste sig, at min egen farfar har været skovarbejder. Men jeg skred, da der var et halvt år tilbage af min læretid, for en af de andre elever blev behandlet dårligt og blev fyret uretmæssigt. Jeg tror aldrig, min far har været så stolt af mig som den dag, hvor jeg kom og fortalte, at jeg havde ofret min læreplads for at vise solidaritet.”

”Min daværende kone og jeg ville egentlig rejse til Australien for at arbejde, men hun fik kolde fødder, og vi tog til Bornholm i stedet for. Der fik jeg mulighed for at gøre min uddannelse færdig med speciale i naturformidling. Jeg prøvede en række jobs af og var blandt andet ansat i et projekt for utilpassede unge, hvor vi passede får. Til sidst fik jeg verdens bedste job i den børnehave, hvor mine egne børn havde gået. Vi var i naturen i timevis hver dag, hvor vi lavede mad på bål og snakkede om planter. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle arbejde med børn, men det viste sig at være helt perfekt.”

”Jeg flyttede tilbage til København for tre-et-halvt år siden. Min ældste søn trivedes dårligt i lilleput-samfundet. Han læste Michael Strunge, ville være punker og ville gerne til København, og min ekskone og jeg besluttede os for at time det, så vi kunne flytte samtidigt. Heldigvis ville min nuværende kone også gerne med, og vi fik lejlighed i det gamle Sydhavn. Min far er svært godt tilfreds med, at jeg bor i Ankers gamle kvarter. Jeg fik ret hurtigt mit nuværende job som medhjælper i en SFO på Frederiksberg.”

”Jeg trives i jobbet og er naturambassadør på skolen. Men jeg søger ind på meritten, for jeg vil gerne have pædagoguddannelsen og måske prøve at arbejde på døgnområdet. Jeg er tillidsrepræsentant for medhjælperne. Der manglede en – og så har jeg jo fået det faglige engagement i arv. Jeg har lært hjemmefra, at man skal stå op for sin sag og give afkald på egne privilegier, hvis de betyder, at man ikke kan se sig selv i øjnene.”

Hvem: Alf Bering Andersen

Stilling: Pædagogmedhjælper

Arbejdssted: SFO Nordlys på Frederiksberg

Alder: 44

Privat: Gift. Tre sønner på 17, 14 og 2

Bonusinfo: Er uddannet maskinarbejder, røgdykker og skov- og landskabstekniker med speciale i naturformidling. Har desuden arbejdet som cykelbud, postbud og vinduespudser og har været medejer af en strandbar på Bornholm.