Leder:

Budget 2019

AfBritt Petersen, formand for LFS

Vi vidste godt op til budgetforhandlingerne, at det ville blive svært for de kommunale politikere at indfri ønskerne om både at bevare og udbygge velfærden. Det skyldes selvfølgelig, at selve de økonomiske rammer for kommunerne er alt for snævre. Derfor har vi også været bekymrede for både børne-unge området og det sociale område – og der er grund til at være særligt bekymret i København, hvor der er fortsat stigende børnetal, og hvor det sociale område i den grad trænger til økonomisk saltvandsindsprøjtning.

Byggeri på Amagerfælled og byggesagsgebyrer i Teknik og Miljøforvaltningen kom desværre til at få betydning for, hvem der overhovedet ville indgå i budgetaftalen og på selve indholdet af budgetaftalen. Alternativet og Enhedslisten røg ud af budgetforhandlingerne, da det blev krævet, at man som forudsætning for at deltage i budgetforhandlingerne skulle være med til at pege på en løsning i Amager Fælled-sagen. Og problemerne fra Teknik og Miljøforvaltningen, der havde trukket avisoverskrifter op til forhandlingerne, fik politikerne til at bruge næsten 200 millioner over de næste fire år til at fjerne byggesagsgebyrer.

De penge kunne vi have ønsket os til velfærd i stedet. For selv om der er lyspunkter i budgetaftalen med blandt andet flere midler til det sociale område og en lille, men indholdsmæssigt væsentlig, pulje til at arbejde med et forsøg med nedsatte børnegruppestørrelser i daginstitutioner, så er der også torne og kameler. Her er ”sommerferielukning” eller begrænsning af, hvor mange institutioner, der kan holde åbent i sommerperioden, nok en af de største.

Noget glædeligt er, at der ansættes flere sagsbehandlere, så de, der skal få flere væk fra offentlig ydelse og ind i job, får færre sager per næse – glædeligt både for borgere og for sagsbehandlere, men faktisk også for alle øvrige områder i kommunen, for her er en tikkende bombe (økonomisk) som ville kunne blive en stor udfordring, både økonomisk og medmenneskeligt.

I Frederiksberg forventede vi ikke de store knaster. Vi vidste, at der var ”overskudskapacitet” på børneområdet, og der var præsenteret forskellige modeller – og alligevel lykkedes det politikerne at smide en bombe, da de fandt en helt anden løsning og besluttede at lukke Nyelandsgården, som på intet tidspunkt havde været i spil. Så her blev både forældre, personale og faglige organisationer snydt for demokratisk indflydelse.

Vi har ikke det endelige overblik over alle kommuner, men vi ved, at vi har udfordringer på dagplejeområdet flere steder, hvor vi selvfølgelig er involveret.

Kommunalpolitikerne skal selvfølgelig stå til ansvar for deres prioriteringer. Men når de er nødt til at træffe urimelige valg og blandt andet skære i velfærden, fordi den samlede ramme er alt for snæver, skyldes det de vanvittige prioriteringer, som et flertal i folketinget står bag. Derfor er vi nødt til at stå sammen om en anden politik, hvor kollektiv velfærd for de mange opprioriteres, og hvor privat velfærd som skattelettelser for de få bremses.