Leder:

Børnehavebørn kan ikke tænke forkert

Af Jan Hoby, næstformand i LFS

I juni så jeg et opslag på Twitter fra en far, der var oppe i det røde felt. Hans barn, som gik i en daginstitution i Skanderborg kommune, skulle udsættes for det såkaldte robusthedsprogram, hvor der findes rigtige og forkerte tanker, og hvor nogle tanker kan bruges til noget, mens andre ikke kan. Jeg postede det på min Facebook, og det kom der en god debat ud af.De fleste var enige om, at tidens politiske pædagogik, som bliver til tidens pædagogiske politik, er helt ude i hampen.

Det viste sig desværre hurtigt, at robusthedsprogrammet og ideen om det robuste barn også har fundet vej til et par daginstitutioner i København. Forhåbentlig ikke på foranledning af nogen i Børne- og Ungeforvaltningen!

Hele ideen om menneskets robusthed gennemsyrer store dele af velfærdssamfundet. Medarbejderne skal være robuste, så de ikke knækker under urimelige arbejdsvilkår, og så de kan modstå en hvilken som helst forandring, uanset om den giver mening eller ej. Så selvfølgelig skal vores børn og unge også udsættes for robusthedstanken og dens programmer.

Men lad os slå fast med syvtommersøm, at ideen om robusthed og det robuste menneske er en blanding af skimmelsvamp og virus. ’Det robuste barn’ kan ikke legitimeres med dagens forskning eller pædagogiske viden og indsigt. Det er derimod en ny børnestereotyp, der er skabt til lejlighedens behov.

Robusthedsbegrebet er udviklet af visse psykologer og ledelsesforskere til brug for konkurrencestatens fortsatte opretholdelse med alle dens menneskefjendske konsekvenser i form af præstationsangst, depressioner, nedslidning og stress. I konkurrencestaten er mennesket reduceret til et middel, hvis værdi måles i dets evne til at bidrage til den økonomiske vækst.

Robusthedstanken er udtryk for en psykoterapeutisk teknik (ACR) og indebærer den risiko, at barnet kan påføres en forventning om, at barnet selv skal håndtere krav og problemer "udefra". Man risikerer også, at barnets egne meninger og erfaringer undertrykkes, og at dets "tanker" skal tilpasse sig udefra kommende forventninger. Risikoen for en autoritær tilgang er nærliggende, når man samtidig opsætter forventninger til ønskelig adfærd og karakteregenskaber. Der er desuden et ulige magtforhold, hvor definitionsmagten ligger hos den voksne.

Psykoterapeutiske interventioner har intet at gøre i pædagogisk praksis. Det burde forbydes. Børnehavebørn har ikke tanker, der ikke kan bruges til noget. Alt har relevans. At lære børn, at de tænker forkert, er at gøre vold på børn. For dermed forpasser man muligheden for at lære børn at håndtere tankerne, være i dem og være ved dem. Når voksne tager ejerskab over børns følelser og tanker, er det slet og ret overgreb. Længere er den ikke. Vi kan ikke gøre meget ved Skanderborg kommune. Men i Københavns kommune kan vi. Direktøren for Børne- og ungdomsforvaltningen, Tobias Stax, siger, at alt starter og slutter med et barn. Men i robusthedstanken og programmet starter og slutter alt med det optimale menneske.